Alt om graviditetstest
SPONSORERET indhold

Måske gravid? Her er alt, du skal vide om graviditetstests

Ventetiden er et limbo, hvis man tror, man kan være gravid. Men hvornår kan man egentligt teste for graviditet og regne med resultatet? Er dyre tests bedre end billige, og dur sensitive, tidlige graviditetstests? Få svarene og de bedste råd til at tage en graviditetstest korrekt her.

Af:: Kicki Boss Foto: Getty Images
22. okt. 2020 | Børn | Vores Børn

Det kan virke banalt med sådan en graviditetstest. Man tisser på en pind, og kort tid efter kommer der én eller to streger. Et voila – du er gravid, eller også er du ikke gravid. Men når man står i det, kan man alligevel have mange tvivlsspørgsmål. Fx hvor sikker graviditetstesten er på det givne tidspunkt, eller om man nu også har taget den korrekt. Skulle man lige teste igen i morgen?  Og så taler vi slet ikke om, hvor lange dagene er fra formodet ægløsning til, du kan bruge en graviditetstest. Kan man ikke bare tage en af dem, som kan påvise graviditet inden forventet menstruation, og så har man vished?

Spørgsmålene om graviditetstesten kan være mange. Vi har allieret os med en ekspert for at finde svarene til dig.

LÆS OGSÅ: Er jeg gravid? Her er 16 tidlige tegn på graviditet

Tidlig gravid: Kan graviditet påvises før udebleven menstruation?

– Nej, man kan ikke vide sig sikker på hverken, om man er eller ikke er gravid ved bare at tage en sensitiv, tidlig graviditetstest, siger Ursula Bentin-Ley, speciallæge i gynækologi og obstetrik og klinikchef ved Dansk Fertilitetsklinik.

En tidlig graviditetstest er højsensitiv og vil kunne opfange graviditetshormonet hCG i urinen i lavere mængder end en almindelig graviditetstest. Helt ned til seks dage efter befrugtning vil sådan en graviditetstest kunne påvise graviditet, står der på dem. Men der er flere gode grunde til, du ikke kan tage en tidlig tests svar for gode varer.

"Testen er såmænd nok god nok, der er bare det, at mange kvinders niveau af graviditetshormonet slet ikke vil være højt nok til at kunne påvises så tidligt, og så er der også det faktum, at mange graviditeter går i sig selv, før menstruationen skulle indfinde sig. Så man kan nå at glæde sig over en graviditet, der forsvinder kort efter," forklarer Ursula Bentin-Ley.

Du risikerer altså at stå med endnu flere bekymringer ved at teste for tidlig graviditet.

Sådan virker en graviditetstest

En graviditetstest består af en teststrimmel – enten inde i en stav eller i sig selv – og for enden af den strimmel er der en absorberende del, som skal i kontakt med kvindens urin, som det beskrives på den konkrete test.

"Graviditetstesten måler på tilstedeværelsen af hormonet hCG, som moderkagen producerer. En graviditetstest siger faktisk ikke noget om, om der er et levende foster, men det vil der være i langt de fleste tilfælde. Man ved det bare først med sikkerhed, når man kan få syn for sagen ved en skanning, når man er omkring syv uger henne," siger Ursula Bentin-Ley.

Graviditetstests slår ikke ud over andet end hCG i urinen, så viser den positiv, kan det kun være på grund af graviditetshormon.

Hvornår skal en graviditetstest tages?

På almindelige graviditetstests står der, at de kan påvise graviditet fra dagen for forventet menstruation, men ikke alle gravide tester positive på dagen, hvor blødningen skulle være startet.

"De fleste kvinder vil teste positive på dagen for forventet menstruation, nogle måske lidt før. Men der vil også være mange, som ér gravide, men ikke tester positive endnu. Det mest sikre svar får man, hvis man tester en uge efter forventet menstruation," siger lægen.

Selvom graviditetshormonet allerede begynder at dannes fire-fem dage efter befrugtning, er det nemlig forskelligt, hvor hurtigt niveauet stiger til et leje, en graviditetstest kan spore.

LÆS OGSÅ: Følg din graviditet uge for uge

Betyder negativ graviditetstest altid ingen graviditet?

En negativ graviditetstest viser, at testen ikke kan opfange hCG i din urin – eller i hvert fald ikke tilstrækkeligt. Måske fordi du ikke er gravid, men ikke nødvendigvis.

"Man kan godt teste negativ, men være gravid. Måske er man for tidligt på færde, fordi man ikke er sikker på, hvornår man har haft ægløsning. Måske udskiller man bare graviditetshormonet langsomt," siger Ursula Bentin-Ley.

Hvis menstruationen udebliver, og man har på fornemmelsen, man er gravid, så test igen efter nogle dage og søg læge, hvis du stadig ikke bliver klogere, lyder hendes råd.

Hvad betyder en svagt positiv graviditetstest?

Nogle kvinder oplever at få en svagt positiv test og blive helt forvirrede. Er det skyggen af en faktisk positiv streg, eller ser jeg bare svagt, hvor nummer to streg skulle komme, hvis den kom? En graviditetstest er ikke altid helt klar i spyttet.

"Graviditetstests er meget sikre, så viser din test positiv, også selvom det er ganske svagt, så er den nok god nok. Men test for god ordens skyld et par dage senere igen," siger Ursula Bentin-Ley.

En svagt positiv test kan betyde, at niveauet af graviditetshormonet endnu er lavt, eller det kan betyde, du kortvarigt var gravid, men at hormonet nu er aftagende igen. Eller at testen er defekt.

Er lægens graviditetstest bedre?

Når først man står med en måske positiv test i hånden, kan man godt blive grebet af en vis skepsis og et behov for at få bekræftet sin graviditet på andet end en plastikstav fra håndkøb. Næste skridt er at ringe til din læge. Men primært for at få startet din vandrejournal.

"Lægens tests kan det samme og er præcis lige så sikre som dem, man kan købe i håndkøb. Hvis lægen overhovedet tester dig, vil det typisk være ved endnu en urinbaseret test på, om man udskiller hCG," siger Ursula Bentin-Ley.

Selv hvis lægen tager en blodprøve, er det stadig tilstedeværelsen af hCG, man kan påvise eller afvise, eller se om er stigende eller faldende. Du bliver ikke klogere, før nogle uger senere, hvor du kan se et lille foster på en skanningsskærm eller høre hjertet slå på ultralyd.

Er billige graviditetstest lige så gode som de dyre?

Det er virkelig svært at lade et af livets store spørgsmål besvare af en tilfældig hjemmetest, og man kan nemt få lyst til at tage flere og andre slags. Og måske de dyrere er mere sikre i svaret?

"De billige graviditetstests bør være fuldstændigt lige så gode og præcise som de dyre. Uanset om det er en strips eller en stav, eller om den viser svaret med røde streger, blå streger eller en digital smiley. Det vigtige er, at man vælger en graviditetstest, der er CE-mærket", siger Ursula Bentin-Ley.

CE-mærkningen viser dig, at det medicinske udstyr lever op til lovgivningens krav til produktet, og at fabrikanten har dokumentation for det. Dét er din sikkerhed – ikke prisen i sig selv.

Anbefalet til dig