Dilemma: Egoistiske bedsteforældre. Har de ret til at være det?

Dilemma: Må bedsteforældre være ligeglade?

Vores 4 børn har ?kun? et sæt bedsteforældre tilbage. De er imidlertid ikke særlig interesserede i deres børnebørn. Vi synes, vi har givet dem mange chancer til både at passe børnene, da de var små, og lære dem at kende på andre måder. Men de skuffer gang på gang og vil altid hellere bruge deres fritid på dem selv (også selv om de begge lige er blevet pensionister).

De interesserer sig ikke for, hvad børnebørnene går til, hvilke venner de har, hvilke fag de kan lide i skolen ? eller noget. Vi synes, at det er synd for børnene, at de ikke har nære bedsteforældre, som vi selv havde. Hvad vil I råde os til?

Svar fra panelet

Anne-Grethe Bjarup Riis:

Det er lige som om, at de her forældre ikke vil acceptere, at bedsteforældrene er mennesker….?Hvad bilder de sig ind, at de har et liv ved siden af.? Jeg synes, at forældrene stiller alt for store krav til dem. Se i stedet bedsteforældrene som venner og spis sammen engang imellem.

Relationer er jo forskellige, mennesker er ikke ens. Man kan ikke forlange, at relationen til bedsteforældre skal være på samme måde, som man selv har haft den som barn. De her forældre skal bare slappe lidt af…..

Natasja Crone:

Hmmm tjo bum bum bum. De har jo været forældre og haft det fulde ansvar. Nu kan de tjekke ind og ud, som de vil ? og i jeres tilfælde er det åbenbart ikke så tit. Når jeg ser mig omkring i min omgangskreds, er der kæmpestor forskel på bedsteforældregenerationen. Nogle har fast hentedag og sukker efter overnattende børnebørn, mens andre altid har 117 undskyldninger, når far og mor skal til fest og godt kunne tænke sig at sove længe dagen efter.

Hvis I virkelig har givet dem alle de chancer, som du skriver, er der nok ikke meget at stille op. Det er deres valg. Sidste udvej er så at være meget direkte og droppe chancerne og den hjemlige hygge og springe ud i at sige det direkte:

Vi er superskuffede over, at I ikke har et bedre forhold til vores børn. Vi synes, det er synd for børnene, at de ikke har det forhold til deres bedsteforældre, som vi selv havde. Hvad handler det om ? og hvad kan vi gøre ved det? Hvis I tør og orker ? så er det måske et forsøg værd, før I giver op…

Emilia van Hauen:Tal med dem. Giv udtryk for jeres savn og lad dem komme til orde. Og forhold jer så til den virkelighed, der dukker op. Vi kan ikke bestemme over andre, og det er ikke altid, at andre gør, som vi drømmer om.

Peter Aalbæk Jensen:Sig til bedsteforældrene ? at så vil I ikke lære børnene at besøge deres bedsteforældres gravsted ? når de engang dør…..

Karen-Marie Lillelund:Jeg vil råde jer til at finde nogle andre voksne, som børnene kan knytte sig til. Mostre, fastre, onkler, gudmødre/fædre hvad som helst. Hvis børnenes bedsteforældre ikke rigtigt gider, vil det kun give skuffelser at blive ved med at prøve.

Selv havde jeg kun en uinteresseret mormor, men til gengæld verdens bedste faster og hende ville jeg ikke have undværet. Så tænk ud af boksen og find nogle gode, interesserede ekstra voksne til jeres børn, og lad så bedsteforældrene være nypensionister i fred.

Troels Mylenberg:Det er svært at opdrage børn, og det er næsten umuligt at opdrage forældre. Men bedsteforældre… De er uden for rækkevidde, så det bliver næppe anderledes, hvilket I må indstille jer på. Små forventninger gør det nemmere at få gode oplevelser i sådan en situation. Og så må man bare håbe, at bedsteforældrene af sig selv finder ud af, hvad de går glip af. Det er dem, det er mest synd for.

Anne-Mette Rasmussen:Prøv at sende børnene af sted én ad gangen på en lille ferie hos bedsteforældrene. Måske vil det være nemmere at overkomme for dem ? hvis de da har lyst. Jeg forstår ikke, at de vil gå glip af deres børnebørn. Personligt har jeg da ikke tid at vente, til jeg får nogle af slagsen!

Brian Mikkelsen:Den ægte og oprigtige interesse, som du efterlyser, kan man ikke forvente, men bare håbe på. Der er nok ikke andet at gøre, end at blive ved med at give dem chancen for at være sammen med børnene. Hvad med at prøve at lave en fast aftale, så alle parter ved, hvornår de skal ses, og det bliver prioriteret i det travle og spændende pensionistliv, som i sig selv er værdifuldt (også for børnebørnene at opleve).

Står du også midt i et dilemma, så kontakt panelet på panelet@juniormag.dk