Christiane åbner op om tabet af sit barn: ”Jeg var så langt henne, at jeg skulle føde det”

Denne artikel blev bragt første gang hos HER&NU. Dette er en redigeret udgave.

Christiane Schaumburg-Müller Åxman mistede sidste år sin søn i sjette måned af sin graviditet. Nu fortæller hun om tabet.

I Christianes podcast 'Hverdag' har hun i denne uge inviteret sundhedsinspirator Michelle Kristensen forbi. Her åbner Christiane fuldstændig op om, hvordan hun sidste sommer mistede sin ufødte søn.

Læs også

LÆS OGSÅ

Christiane mistede sit ufødte barn: Vender sorgen til taknemmelighed

”Jeg har virkelig sluttet fred med at have mistet. Og når jeg tænker tilbage, så var det hele i ubalance. Jeg var så syg, at jeg ikke kan tænke på noget, der var værre. Vi gik på en privatklinik, og vi betalte for alle blodprøver, man kunne få, som blev behandlet i USA. Alt så fint ud, så vi var ret sikre på, at alt var fint, og det var det så ikke i uge 21. Der er der noget gruende galt,” fortæller Christiane.

Det var først ved en scanning, at der for alvor blev grund til bekymring.

”Ved misdannelsesscanningen bliver de i tvivl. Hjernen ser ikke ud, som den skal se ud, og der er virkelig svag hjertelyd. Så er vi til rigtig meget i de efterfølgende uger, fordi det også er der, hjernen udvikler sig mest efter uge 20. Og det overlever simpelthen ikke. Der er vi så langt henne, at der kan du ikke få en pille, så der skal du føde, og du skal igennem hele fødselsforløbet,” fortæller hun og udbyder:

”Man får jo ikke direkte besked. Man får at vide, at det ikke ser så godt ud, og at man skal komme tilbage om tre dage. Og hun kunne ikke sige så meget andet end, at det ikke ser så godt ud. Og man ved ikke, hvad det betyder. Så man går hjem, og man ved ikke, om der er et håb at holde fast i, eller om det håb er dødt.”

Læs også

LÆS OGSÅ

Sebastian Bull: “Dét er key for at få et forhold til at fungere”

Endelig besked

Da der kom endelig besked fra lægen, var der desværre ikke mere håb at holde fast i.

”Da vi så kommer derop igen, så bryder vi begge to hulkende sammen. Det var simpelthen så frygteligt. Så skulle jeg på Riget og igennem alle mulige scanninger. Der var de virkelig grundige. Men der er ret mange forskellige tider, så der går alligevel en uge.”

Livet uden om barnets død fortsatte, og det var hverdagens rutiner, der holdt Christiane kørende i dagene efter. Tabet fandt dog sted midt i konfirmationsmånederne.

”Da vi får at vide, hvornår jeg skal føde, skal vi holde stor konfirmation for den ældste et par dage senere, hvor jeg stadig har barnet i maven, og folk ved ikke noget. Vi skriver ud til alle, at det her er sket, og vi må også sige det til børnene. Vi holder festen hjemme hos os, og der er vildt meget at lave, og jeg står der med kæmpe mave. Det var så surrealistisk. Og så var vi oppe og føde to dage efter,” siger Christiane.

Du kan høre hele Christianes historie i podcasten 'Hverdag'.