Klumme
Det er super nemt at opdrage børn – lige indtil du skal gøre det selv. Månedens klummeskribent filosoferer over de opdragelsesmetoder, vi normalt ikke fortæller hinanden om.
”Hvis du ikke kan høre, så må du føle”. Resolut rev hun ba deringen ud af sin datters favn, og uden at foretrække en mine lukkede hun lige så stille luften ud. Min søn og jeg stod måbende og kiggede på scenariet, der udspillede sig ved poolkanten på et tyrkisk hotel. Forinden havde moren gentagne gange forsøgt at få datteren med. Uden succes. Og det var hendes tålmodighed ikke til. Ikke lige netop den dag. Nu fik hun datteren med, men det var ikke uden omkostninger. En flad badering og en pige, der råbte og skreg og blafrede med arme og ben. Jeg kiggede rundt. Jeg var ikke den eneste, der havde fuldt optrinnet, og jeg var helt sikkert ikke den eneste, der tænkte, at det var en lidt alternativ måde at få sit barn med på. Det var i hvert fald ikke en måde, jeg havde tænkt at praktisere. Troede jeg. Ligesom jeg, også lettere måbende, hørte min veninde berette om en ’ud ad døren’-seance. Lige præcis den morgen var hendes datter nemlig ikke speciel samarbejdsvillig, så lige præcis den morgen fik hun sine bukser kylet direkte i fjæset. Så måtte hun selv tage dem på. Uden hjælp. Min søn var på det tidspunkt næsten 3 år, og de første tre år i selskab med ham var tre år uden de store konflikter. Jeg havde da også flere gange tænkt, at denne her tjans, jeg havde fået som mor, ja den var da egentlig rimelig nem. Havde måske ligefrem overvejet om jeg skulle dyrke den sådan rent professionelt. Det blev heldigvis ved tanken, for der gik ikke lang tid, før tonen var en hel del anderledes i vores hjem, end den havde været tidligere. Det skete vist lige omkring det tidspunkt, hvor jeg blev gravid med lillebror. Jeg husker i hvert fald svagt de dage, hvor jeg var træt, træt, træt. Og sønnikes hørelse var dårlig, dårlig, dårlig. Omkring det tidspunkt mistede jeg min tålmodighed og mit overblik over den helt perfekte opdragelse. Jeg kunne ikke længere få ham med ved blot at sige ’kom, nu går vi’. Tidligere var det ellers tilstrækkeligt. Nu måtte jeg ty til andre mere upædagogiske metoder som ’kom, nu går vi’, efterfulgt af lokkemidlet – som jo selvfølgelig blev sagt så stille, at ingen af de andre forældre kunne høre det –’hjem og får en is’. Jeg var ikke stolt af situationen, men det virkede. Og med en mave, der voksede og voksede, og en dreng, der løb hurtigere og hurtigere, var det et effektivt virkemiddel. Dog løb han ingen steder den morgen, hvor han skulle fragtes i institution. Tværtimod. Han gad intet andet end at sidde på måtten i entreen. Det kom vi ikke så meget længere af, så i arrigskab over hans manglende mobilitet gav jeg min basketstøvle et lille diskret los – men åbenbart ikke mere diskret, end at støvlen fløj over og ramte ham på armen. Blidt forstås. Så rykkede vi også. Men selvfølgelig først efter, at jeg havde trøstet ham. Siden er der kommet andre også særdeles effektive virkemidler til. Ikke nogle jeg nødvendigvis er stolt af, men alle nogle, der virker. Min mor tog altid fat i armen på min søster og mig – ikke voldsomt, men nok til at vide, at man havde gjort noget forkert eller ikke lystrede. Det trick troede jeg ikke, jeg skulle føre videre i familien. Men det er hermed gjort. For jeg hjælper da sommetider min søn lidt på vejen ved at holde ham i overarmen. Min nabo, han bruger ikke ’overarmetricket’ – ikke hvad jeg ved af – men han har så mange andre tricks på lager. Det lyder til, at en af favoritterne er ’legetøj på lossepladsen’. Hvis hans to drenge ikke hører efter, tager han nemlig deres legetøj og kører det på lossepladsen. Det er i hvert fald det, han siger. Det lader også til, at det virker. Og den der irrationelle trussel virker også hjemme hos os. Jeg skal da ikke sige mig for god til at have brugt en eller anden trussel, som er fuldstændig og aldeles irrationel i sammenhængen, som eksempelvis ’hvis du ikke lægger dig til at sove, kan du ikke spille Nintendo i morgen’. Sammenhængen er svær at forklare, men der bliver heldigvis heller ikke spillet spørgsmål. Endnu. Jeg trøster mig med, at jeg ikke er den eneste, der ikke altid opdrager helt efter bogen – i afmagt og især, når jeg har et søvnunderskud på fem timer. Mine små optrin med mine børn fortsætter nok, men så længe jeg kan spejle mig i andre forældre, der bruger mere langt ude metoder end jeg selv, så går det hele nok alligevel. For deres optrin har en tendens til at retfærdiggøre mine. Så keep up the good work.
Helle Horskjær Hansen er freelancejournalist og underviser i journalistik. Hun er mor til gustav på 5 år og Bertil på 1½ år.
