”Få faren ud NU!” er det sidste, jeg husker, inden narkosen satte ind…

“Glem overdækningen! Få faren ud NU!” Det er det sidste, jeg husker, inden narkosen sætter ind, min mave får et snit, og min datter kommer til verden.

Kære Mette Frederiksen og Magnus Heunicke - næstefter corona, så er fødsler som sundhedsemne et alarmerende problem i vores samfund. Jeg ved, I har travlt. Men det her haster, for lige nu foregår der ulykkelige fødsler hver eneste dag.

“De rammer, der er i dag, kan ikke understøtte en menneskeværdig, ligeværdig og individorienteret udgave af vores jordemoderfaglighed og omsorg. Rammerne afvikler og forvandler os i bekymrende grad”, skriver seks jordemødre i et nyt debatindlæg.

Jeg kan tilslutte mig hvert enkelt ord, som de seks jordemødre beskriver i denne artikel.

LÆS OGSÅ: Klumme: Hvorfor giver vi vores små piger prinsessetøj på, når vi ikke selv kunne drømme om at gå i det?

En traumatisk oplevelse

Min egen oplevelse er et traumatisk eksempel på alt det, der er galt. Fødsler kan ikke forudsiges eller bliver sjældent, som man drømmer om. Men jeg glemmer aldrig lægen, der råber: “Glem overdækningen, faren skal ud NU!”, som blev ordene før fødslen af mit første barn.

Forinden har jeg haft veer 4 nætter i træk, er gået 12 dage over termin, har intet vand tilbage i maven, min baby har vist ubalance i sin hjerterytme i mere end 12 timer... og vi har fra klokken 3 om natten stået i kø til et “akut kejsersnit”. Det endte så med at blive grad 1 kejsersnit (ud af 3) kl. 7.27 om morgenen. Den slags kejsersnit, der på fødegangen er karakteriseret ved “mor/barn i livsfare, og at kejsersnittet skal være udført inden 15 min.”

To timer efter vågner jeg op. Alene på en gang, fordi der er overfyldt på den rigtige opvågning på barselsafsnittet. Jeg får intet at vide om, hvad der er sket med mit barn, og hvornår jeg ser hende.

En sød sygeplejerske giver mig fortvivlet en yoghurt, men hun kan ingenting fortælle mig om operationen eller min nyfødte baby. Først kl. 12 ser jeg min datter for første gang. 4,5 time efter hun er kommet til verden. Hun er på børneafdelingen, hvor hun er indlagt. De var nervøs for, hun havde taget skade under fødslen pga. iltmangel. Det havde hun gudskelov ikke og blev udskrevet efter et døgn.

Men pointen er, at jeg kun møder min baby, fordi jeg selv får det til at ske. Der er ingen plan for mig, og det personale jeg møder aner ikke, hvad jeg har været igennem eller har en status på min baby. Samtidig har jeg brændende ondt i mit nye ar i maven og græder efter noget morfin, der kan slå smerten ned.

Det var for mig hjerteskærende at møde så lidt omsorg, forståelse og hjælp, da jeg netop har været ude for mit livs mest traumatiske oplevelse. At føde min første baby. Alt sammen fordi der ikke er hænder og overskud nok på fødegangen. Min baby startede sit liv uden sin mor og far, fik ilt og sonde det første døgn. Det her kunne have været undgået, hvis sundhedsvæsnet ikke er så presset i bund, som det er.

Hvordan kan det ske i Danmark?

Men hvad skal der til, før der sker en ændring?

Debatten har været vedvarende de sidste tre år (mindst!). Bl.a. med en SoMe-bevægelse “Giv livet en roligere start” fra jordemødre i landet, der filmede deres fødder for at vise hvor umenneskeligt travlt, de har.

Den forhenværende fødselslæge på Riget sagde i 2017 op, fordi han ikke kunne stå inde for den behandling, de tilbød gravide og fødende. Han har privat klinik nu. Vores oplevelse har min kæreste og jeg talt igennem med en af lægerne, der var med til operationen. Hun beklager og føler sig utilstrækkelig - og medgav, at magten ligger hos politikerne, der tildeler ressourcerne. Ene og alene. Og opfordrede os til at gå mediernes vej.

Og dét er et mønster. Jordemødre flygter fra faget og systemet, fordi de ikke kan rumme presset fysisk og moralsk. Private tilbud fra jordemødre popper op overalt, fordi der er et presserende marked. Tænk sig, at det er her, vi er - et smukt, demokratisk velfærdsland som Danmark.

At føde i Danmark bliver for mange en følelse af at overleve. Helt sikkert ikke for alle, men sådan er oplevelsen for alt for mange.

Mit inderligste ønske er, at politikerne får øjnene op for, hvordan vi vender det her. Der skal handles nu og laves en ambitiøs plan for, hvordan vi skabe gode vilkår for gravide, fødende kvinder, nybagte mødre, familier, jordemødre, læger og ikke mindst de små nye mennesker, der kommer til. Det er ikke værdigt, at vi lige nu gambler med det mest fundamentale i vores eksistens - at bringe babyer til verden.

Hjælp mig med at sprede det her budskab!

Dette indlæg er oprindeligt udgivet på Emilie Falk Kvistbjergs Facebook-profil.
Indlægget er et udtryk for skibentens egen holdning.