Efterfødselsreaktion: “Jeg var bange for at gøre mit barn ondt”

Hendes kæreste, Knud, kommer ind på stuen lidt efter, og Camilla græder og fortæller ham om det, der er sket.

– Jeg kan ikke være alene med ham, siger Camilla til Knud, der med det samme finder en jordemor.

Jordemoren forklarer, at det er helt normalt at få den slags syner, især efter en hård fødsel og flere nætter uden søvn. Hun siger, at det vil gå over igen.

– Jeg var dybt ulykkelig. For hvordan kan man elske et barn så højt og samtidig se sig selv gøre det så ondt? Jeg tænkte, at jeg måtte være sindssyg, fortæller Camilla.

Hård graviditet og fødsel

Forud for den dramatiske aften på hospitalet er gået en hård graviditet, hvor Camilla har været plaget af rygsmerter og en prolaps på blæren, som betød, at hun den sidste halvdel af graviditeten havde konstant tissetrang.Det ødelagde hendes søvn og hendes evne til at arbejde, og hun følte, at hun var en dårlig mor for syvårige William, som hun har fra sit første ægteskab. Alligevel glædede Camilla sig til det lille ønskebarn.– Knud er min drømmemand, og han havde taget så godt imod William. Så jeg blev så glad, da jeg blev gravid. Og selv om graviditeten sled på mig både fysisk og psykisk, glædede jeg mig helt vildt til at se Knud som far og til at møde August. Måske glædede jeg mig endnu mere til, at han kom, fordi graviditeten var så hård, husker Camilla.Fødslen gik hurtigt, men navlestrengen knækkede, da August kom ud, og Camilla måtte på operationsbordet. Først virkede bedøvelsen ikke, og så var lægerne ikke sikre på, at de havde fået hele moderkagen med ud. Da operationen endelig var overstået, kom Knud med August.– August lignede både William og Knud, og han havde den der helt fantastiske nyfødte duft. William kom samme dag sammen med min far og mor, og det hele var så smukt og rigtigt, husker Camilla.

Som en skrækfilm

Knud tog hjem om aftenen, og Camilla og August kom på en barselsstue med en anden kvinde, der skulle malke ud med et larmende apparat hele natten og havde et meget uroligt barn. Så Camilla fik ikke sovet den nat. Alligevel var hun høj af lykke og havde masser af overskud til at få besøg dagen efter.– Alle spurgte forbavset, om jeg ikke havde sovet. Jeg kunne godt mærke fysisk, at jeg manglede søvn, men jeg var bare så lykkelig, at det ikke rigtig gjorde noget.Alligevel er det denne aften, at tankerne om at skade August begynder. Jordemoren siger, at Camilla skal få sovet, for det kan være en reaktion på, at hun har været vågen i så mange timer. Så hun sender familien hjem for at få ro og søvn.– Jeg lå hele natten og tudede og ammede og prøvede på at sove, men jeg kunne bare ikke. Jeg var så bange for mine tanker. Det var som en skrækfilm, der kørte i mit hoved næsten hele tiden. Jeg spillede hovedrollen og gjorde August fortræd om og om igen. Jeg så mig selv skubbe barnevognen ud foran bilerne på vejen, når vi gik en tur, eller jeg så mig selv klemme hans hoved til det sprang. Tankerne kom hele tiden, og jeg kunne ikke stoppe dem, siger Camilla.

Tag min søn fra mig

Da de dagen efter skal ind på hospitalet igen for at få taget en hælprøve fra August, bryder Camilla helt sammen.

– Jeg var ligeglad med, hvad de tænkte om mig. Jeg var bare fokuseret på, at der ikke skulle ske August noget. Jeg stolede ikke på, at jeg kunne tage vare på ham, siger Camilla.

Jordemoren beroliger Camilla med, at det ikke er unormalt at få sådan en reaktion efter en hård graviditet og dramatisk fødsel og så lang tid uden søvn. Hun sender dem hjem med besked om at ringe, hvis det bliver ved.

– Da vi kom hjem fra hospitalet, gav jeg August til Knud og sagde til ham, at han måtte tage ham fra mig og passe på ham, for det kunne jeg ikke.

Knud er forskrækket, men fortæller Camilla, at han stoler fuldstændig på, at hun er den i verden, der er bedst til at passe på August, og at han er overbevist om, at hun ikke vil gøre August ondt. Men tankerne fortsætter, ligesom den mærkelige sitren i fingrene, som om hjernen fortæller dem, at de skal gøre August ondt. Efter endnu en hård nat uden meget søvn, ringer Camilla til hospitalet, der indlægger Camilla, Knud og August.

– Jeg var helt opløst og sagde bare om og om igen til jordemødre og sygeplejersker, at de skulle fortælle mig, at jeg ikke var vanvittig, og at jeg ville komme igennem det. Det var, som om det hele bristede. Alle mine forventninger og al min lykke smuldrede bare væk.

Aldrig alene med mit barn

Efter tre ugers indlæggelse er Camilla og August hjemme igen. Camilla med diagnosen ‘fødselsdepression med tvangstanker’ og recepter på sovemedicin, angstdæmpende og antidepressiv medicin. Hun er blevet sygemeldt, og Knud har i stedet fået hendes barsel, så han kan gå hjemme på ubestemt tid.– Hverken Knud eller lægerne har nogensinde været bange for, at jeg ville gøre August fortræd. Men jeg var selv så angst for, at billederne i mit hoved ville tage over, og at jeg ville føre dem ud i livet, siger Camilla.I den første tid efter indlæggelsen kan Camilla ikke være alene med August. Knud må lukke døren til toilettet, og hele familien er nødt til at gå med, når William skal følges i skole, eller de skal handle ind.– Jeg havde dage, hvor jeg bare lå og græd og tænkte, at det aldrig ville blive bedre, og at jeg aldrig ville komme til at kunne være alene med mit barn. Og at det jo ikke var et liv, hvis jeg ikke kunne det, siger Camilla.Camilla fuldammer August, og selv om tankerne især er slemme der, tvinger det hende til at være tæt med ham.– Jeg tror, det var rigtig vigtigt for både August og mig, at jeg holdt fast i at amme ham. For dér lærte jeg at beholde ham tæt på mig, selv om jeg fik grimme tanker. Og jeg opdagede, at jeg sagtens kunne fortsætte med at tage vare på ham, selv om tankerne fløj gennem hovedet på mig. Han var glad og tilfreds så længe, der var mad og mor inden for rækkevidde – han kunne jo ikke se eller mærke mine tanker, siger hun.

Hunderæd på første barnevognstur

Januar 2013: Lige så langsomt begynder Camilla at få styr på tankerne. Hun går i ACT-terapi (Acceptance and Commitment Therapy, red.), som hjælper hende med at acceptere, at tankerne bare er tanker og ikke udtryk for noget, hun kan finde på at leve ud.Samtidig hjælper terapien hende til at sætte sig mål hele tiden. Det første er, at hun skal kunne gå en tur alene med barnevognen. På det tidspunkt er August fire måneder gammel.– Jeg var hunderæd og var nødt til at tale i telefon med min mor på hele turen. Men jeg klarede det, og jeg opdagede, at jeg godt kunne. Det næste, jeg skulle, var at være alene hjemme med August, mens Knud gik ned for at handle. Selv om jeg var bange, lærte jeg, at jeg godt kunne – og at den eneste måde at lære det på, var ved at udsætte mig selv for de situationer, jeg var allermest bange for, nemlig at være alene med August.

Stolt mor

Knud begynder at arbejde igen, men fra soveværelset derhjemme og ikke fuld tid. Camilla har stadig brug for, at han er der en stor del af tiden. Camilla har stadig dårlige dage, hvor tankerne om at skade August tager over, og hvor gråden kommer væltende.Men de bliver færre og færre, og i løbet af de næste tre måneder trapper Knud op på sit arbejde. 1. april overtager Camilla barslen alene derhjemme.– Den første uge, han var på arbejde, var jeg bange hver gang, han gik ud ad døren. Men jeg var også megastolt, når han kom hjem, og jeg havde klaret hele dagen alene med August. Det var faktisk først der, jeg følte, jeg var på barsel, siger Camilla.I den første tid alene på barsel kunne hun gå på gaden med barnevognen og grine for sig selv over, at det overhovedet kunne lade sig gøre.Tvangstankerne kommer stadig, men Camilla har fundet ud af, hvordan hun skal håndtere dem, så de ikke slår hende helt ud.– Jeg vidste, at uanset hvor bange jeg var, så kunne jeg godt klare det. Jeg begyndte at tænke om de dårlige dage med tvangstanker og angst, at det var de dage, hvor jeg øvede mig i at få det bedre. Og de gode dage uden tvangstanker var bare en bonus.

Ikke en selvfølge at være mor

August er nu to år, er glad og har fuld fart på og stortrives både derhjemme og i vuggestuen. Han er en lille fyr, der elsker at udforske alt nyt og er meget kærlig.

– Det, jeg har været allermest bange for i alt det her, var jo, at August skulle tage skade. Men lægen og sundhedsplejersken siger heldigvis, at han er, som han skal være, fortæller Camilla.

Hun er stadig sygemeldt, for tvangstankerne kan stadig komme, men hun har det meget bedre. Når hun for eksempel nusser Augusts lyse hår, kan hun få et indre billede af, at hånden begynder at klemme hans hoved hårdt.

Hun kan have dage, hvor hun er tynget af tristhed og tvangstanker. Når det sker, er hun blevet bedre til at håndtere tankerne, og de er ikke længere så hyppige og bliver heller ikke efterfulgt af angst. Hun ved nu, at tankerne ikke bliver til virkelighed.

– Jeg har måttet acceptere, at det vigtigste for mig lige nu er at kunne klare at være mor. Jeg kan ikke overkomme så meget mere end det, så for ikke at blive for presset er jeg nødt til kun at gøre det. Til gengæld er jeg også virkelig taknemmelig over, at jeg kan være mor. Da det var allerværst, var jeg jo hunderæd for, at jeg ikke kunne tage mig af August, og at jeg aldrig ville blive en god mor for ham, siger Camilla.

Hun mener selv, at tvangstankerne og depressionen har gjort hende bedre til at passe på sig selv, ikke presse sig selv for hårdt og især ikke gå så meget op i, hvad andre tænker om hende. Og så har hun lært, hvad der er vigtigst for hende: at kunne være mor.

– Andre tager det for givet, at de kan være mødre. Det er sådan noget, de gør helt naturligt, mens de også går på arbejde og har gang i alt muligt andet. Jeg har opdaget, at noget så basalt som at kunne være mor for mit barn var ved at forsvinde for mig. Derfor værdsætter jeg også så meget mere, at jeg kan være der for og nyde mit søde lille barn.

LÆS OGSÅ: Har du en efterfødselsreaktion?

LÆS OGSÅ: Fødselsdepression: “Jeg elskede ikke min nyfødte baby”

LÆS OGSÅ: Trist mor: To måneder med barselsblues