Farvel til ‘futten’

Det er som at se Ringenes Herre at opleve drengesønnen Darwin prøve at lægge sutten fra sig. Han lægger den nemt, når man beder ham om det, men helt uden at vi kan gennemskue hvordan, sidder den pludselig i hans mund igen. Som om den har sin egen vilje. Den har i hvert fald sin egen agenda. Og det er at overtage min søns frie vilje og tøjle den i sin ubrydelige magt. Jeg tror, han ville foretrække, at han, ligesom Frodo, rent faktisk blev usynlig, når han brugte den. For så kunne vi i hvert fald ikke se ham, når han havde den i munden. Så slap han for de evindelige “Er du ikke for stor til at bruge sut, Darwin?”, “Skal du sove allerede, Darwin?”, ”Dine tænder falder ud, hvis du bruger sut, Darwin.” og “DARWIN, LÆG DEN SUT NU!”

Det er svært for ham. Især fordi han har en lillesøster, der jo bruger sut, og han kan se, at vi forældre er lykkelige, hver gang vi kan få hende til at tie stille med en sut. Desuden er det svært at forklare ham, at han nu er stor, når han kan se på sin storesøster, at han stadig er en lille lort. Han har fået lov til at bruge sin sut, når han skal sove, eller hvis han er ked af det over et eller andet. Det kan få ham til at komme lykkestrålende hen og vise os med et bredt smil, præcis hvor ked af det han er.

Anonyme sut’oholikere

Man burde udvikle en form for sut-plaster til at sætte på armen, når trangen bød sig. Eller anonyme grupper, hvor småbørn kunne fortælle, at de nu har været sutfri i 14 dage og tager det én dag ad gangen. For det er en afhængighedsting at bruge sut, og enhver, der har prøvet at droppe cigaretterne eller stoppe med at bide negle, ved, at det føles som en umulighed. At sige til Darwin, at han ikke må bruge sut mere, svarer til at forbyde ham fødevarer eller at nægte ham glæde for al fremtid. Han ved jo ikke, at han har glemt alt om den sut om en måned. For ham findes næste måned ikke engang som koncept.

Der er kun her og nu i hans verden, og her og nu er fuldstændig uoverskuelig uden hans bedste og mest trofaste ven – ‘Futten’, som han kalder den. Måske presser vi ham ikke hårdt nok til at lægge den sut. Måske er det lidt, som om han stadig er vores lille baby, når han bruger sut, og ikke en stor dreng, der sikkert snart skal konfirmeres og flytte hjemmefra og blive gift og få børn med en pige, vi slet ikke bryder os om. Måske er vi problemet og ikke drengen? Forbandet være mine nostalgiske og bløde rygstykker, hvis det er tilfældet. Så er det min skyld, at hans tænder bliver deforme, og han vil komme til at læspe som en spanioler til evig tid.

Som stærk og resolut far burde jeg nok bare tage Darwin på ryggen og bære ham hele vejen op ad Mount Doom. Hvis suttens hold over ham er for stærk, er det min faderlige opgave at hjælpe ham med at kaste den i lavaen og ødelægge dens onde magt over ham. Dét – eller vente på, at han selv tager sig sammen, når han sidder med sut i munden som 18-årig og undrer sig over, at han har svært ved at score.