Baby holder i hånd
Foto: Getty Images, Trine Bukh og Ida Schmidt | Vibeke oplevede sin fødselsdepression for 20 år siden, hvor sundhedsplejersker og læger ikke rutinemæssigt screenede for efterfødselsreaktioner.
Hendes Verden

Vibeke Dorph

Fødselsdepression: Jeg frygtede, de ville tage mit barn fra mig, hvis jeg sagde noget

Da Vibeke for 20 år siden blev mor, var der ikke så stor opmærksomhed på fødselsdepressioner, som der er i dag.

Af Susanne Cordes 05.feb.2018 Børn

Vibeke sidder med sin to måneder gamle datter i et fly på vej til Mallorca, hvor hun skal mødes med sin familie, da hun pludselig mærker den: Angsten, der sniger sig ind i hendes krop. Hun har lyst til at skrige. Ved pludselig ikke, om hun kan tage sig af sit barn. Hun er grebet af panik, hendes krop er fastlåst, men hun gør ingenting.

Da hun stiger ud i solen, sidder oplevelsen i kroppen. Hun fortæller ikke nogen om den, selv om det ikke er første gang, at hun bliver grebet af angst og fortvivlelse, efter at Molly er kommet til verden. Hun holder sammen på sig selv.

Der er også nok at holde sammen på. Hendes mand er rejst til Australien uden planer om at komme tilbage. Hendes bror er psykisk syg. Hendes farmor, som betyder meget for hende, er lige død. Hun er alene med et lille barn, og mor for første gang.

– I tiden op til angstanfaldet tænkte jeg flere gange, at jeg ikke kunne mærke mig selv, husker Vibeke, der først senere lærer at forstå, hvad der skete med hende dengang.

– Jeg var altid den stærke. I mit ægteskab var jeg den stærke, der skulle hjælpe min mand, der ofte var depressiv. På mit arbejde havde jeg meget ansvar. Jeg var slet ikke i kontakt med min sårbarhed, og derfor kom min fødselsdepression til udtryk som små eksplosioner af angst.

Vibeke oplevede sin fødselsdepression for 20 år siden, hvor sundhedsplejersker og læger ikke rutinemæssigt screenede for efterfødselsreaktioner. Det var langt mere tabubelagt ikke at kunne klare at blive mor, så hun prøvede at kæmpe sig igennem den svære tid selv. At række ud efter hjælp virkede grænseoverskridende.

LÆS OGSÅ: Mette fik en efterfødselsreaktion: ”Jeg var sikker på, Mads og Lærke var stillet bedre, hvis jeg ikke var her”

BANGE FOR AT MISTE

Da Vibeke kommer hjem fra Mallorca, ved hun godt, at noget er galt. At gå i supermarkedet efter bleer virker uoverskueligt. Hun tvivler på, om hun føler nok for sit barn.

En dag, hvor det står galt til, ringer hun efter sundhedsplejersken, men da hun ankommer, kan Vibeke alligevel ikke finde ud af at sige noget.

– Jeg var bange for, at jeg var ved at blive sindssyg, og at hvis jeg sagde noget, ville de tage mit barn fra mig, forklarer Vibeke. – Det var et tabu for mig, at jeg ikke havde det godt. Jeg havde så travlt med at være den tjekkede enlige mor, som ingen kunne sætte en finger på. Men under overfladen var alt kaos. Jeg havde ingen hjælp; min mand var rejst, og mine forældre var sjældent i Danmark.

Vibeke har dog en veninde, der fornemmer situationen og er en stor støtte. Hos hende kan Vibeke flytte ind med Molly, når det hele ramler, og venindens mand hjælper med at hente Molly, når Vibeke ikke selv kan, fordi angsten overmander hende.

I dag er Vibeke ikke i tvivl om, at hendes fødselsdepression blev så langstrakt, fordi hun ikke fik den behandling, hun havde brug for.

Molly er to år, da hun får et endeligt sammenbrud.

– Jeg var på vej hjem fra et besøg hos mine forældre, da jeg var nødt til at køre ind til siden; jeg kunne ikke overskue at skulle hjem til mig selv med Molly, fortæller hun.

– På det tidspunkt kunne jeg ikke sove om natten, jeg kunne ikke finde ro i min krop; alt rystede i mig.

Hun vender bilen, kører tilbage til sin mor og beder om hjælp.

Efter den aften kommer Vibeke første gang til en psykiater. Hun begynder et forløb med både terapi og medicin, er sygemeldt i tre måneder og siger sit lederjob op for at arbejde freelance.

LÆS OGSÅ: "Jeg var ikke god til at være mor"

ALLE FØLELSER O.K.

Vibeke er glad for, at forholdet til datteren ikke har lidt overlast af den svære begyndelse, de to fik. Tværtimod blev fødselsdepressionen en øjenåbner.

– Jeg lærte vigtigheden af at stå ved mine følelser og vise min kærlighed, forklarer hun.

– Jeg fejer aldrig noget ind under gulvtæppet over for Molly, for det er okay at have de følelser, man har, og bare være i dem. Næsten 15 år senere bliver Vibekes fødselsdepression også inspirationen til hendes romandebut, den psykologiske thriller Babyalarm om en det skrøbelige sind hos en nybagt mor. En bog, hun tvivler på var blevet skrevet, hvis hun ikke var kommet i kontakt med sine mere sårbare sider og havde lært at acceptere dem.

– Billedet af den her mor, der kommer gående med barnevognen og ser perfekt ud udenpå, men hvor alting er faldet fra hinanden under overfladen, har aldrig forladt mig. Det var det billede, jeg skrev min første roman ud fra.

Vibeke Dorph Nielsen, 52 år

Redaktionssekretær på Hjemmet, forfatter og mor til Molly, 20 år. Havde en fødselsdepression i 1997-99, før det var almindeligt at have fokus på den slags.

Babyalarm

… er en psykologisk thriller om gravide Katrine og hendes mand, der lever det perfekte liv på Frederiksberg. Men efter fødslen bliver Katrine paranoid – eller er der faktisk noget helt galt i hendes liv, der gør, at hun mister alt? Babyalarm af Vibeke Dorph, People’s Press, 362 s., 250 kr.


Henter...