Fritidsinteresser – hvordan støtter du dit barn?

Så er det igen tid til skole og til badminton, kor og keramik. Med andre ord, – til fritidsinteresser. Spørgsmålet er,

hvordan de kan passes ind i en i forvejen tæt pakket hverdag, uden at både børn og voksne får stress. Junior har talt med

sociolog og medlem af Juniors panel, Emilia van Hauen og børnepsykolog John Halse, der her giver deres bud på fordele og

ulemper ved børnenes aktive fritidsliv.

Hvis du allerede nu sidder og bliver lidt småtræt, er det nok, fordi du kender den. Altså den tilværelse, som er fyldt ud med

fuldtidsjobs og familieliv, herunder kravene til alt fra indkøb, madlavning og tøjvask til forældremøder, vennepleje – og så

selvfølgelig generelt overskud og nærvær. Den samme tilværelse, som for langt de fleste skolebørn og deres forældre også

omfatter engagement i og fragt til og fra X antal fritidsinteresser for familiens diverse medlemmer. Pyha…

Et socialt fællesskab

Det ligger i begrebet ?fritidsinteresse,? at det er en aktivitet, vi frivilligt vælger at pleje. For skolebørnenes

vedkommende dyrkes fritidsinteresserne da også flittigt. Ifølge Kulturministeriets børnenetværk dyrker omkring 30 procent af

skolebørn, som går til noget, hele 3 fritidsaktiviteter om ugen. Spørgsmålet er, om det er sundt og godt? Eller om det kan

tage overhånd og ligefrem stresse både børn og voksne?

Sociolog Emilia van Hauen er ikke i tvivl om, at fritidsinteresser har store fordele. De hjælper indirekte børnene til at

definere, hvem de er. Og holdaktiviteter har en særlig sund funktion i et barns liv, understreger hun.

?Fritidsinteresser giver børn et tilhørsforhold og hjælper med at danne deres identitet og deres livsforståelse. Børn får et

socialt fællesskab koncentreret om en sund aktivitet – og undgår på den måde at hænge ud på gadehjørnerne. Og også

læringsaspektet er vigtigt. For børnene lærer noget, ikke bare i en skolestruktur hvor de jo skal socialiseres ind i

samfundet og så videre – de lærer også noget, som er lystbaseret, og som tager udgangspunkt i, hvem de også er ? når de ikke

er i den struktur, som institutionerne skaber. De lærer, hvad de er gode til, og hvad der giver dem en succesoplevelse,?

siger hun.

Øvelse gør mester

Hvilken forælder under ikke sit barn oplevelser, som kan give dem bedre ballast med i rygsækken? Nej vel! Alligevel støder

mange forældre panden mod en mur, når deres poder for 8. gang på to måneder ændrer mening om, hvad de vil gå til. Og så er

spørgsmålet, hvor meget vi må blande os? Må vi insistere på, at barnet fuldfører en sæson, eller må de godt få lov at kvitte

tangoen efter 3 lektioner?

Børnepsykolog John Halse mener, man gør sit barn en bjørnetjeneste, hvis man ikke lærer barnet, at det kan betale sig at

holde ved.

?Relationen mellem børn og forældre er i dag generelt meget dialogorienteret. I gamle dage blev det bare, som forældrene

sagde, men i dag er forældre mere opmærksomme på at inddrage og lytte til børnene. Når barnet selv beder om at måtte gå til

noget, kan forældrene sige: ?Jamen fint, det prøver vi.? Det er bare ikke ensbetydende med, at man kun forsøger et par gange.

Bare fordi man starter den 12. august, behøver man ikke stoppe den 28 august. Det er en tendens i tiden, netop fordi alt er

så dialogorienteret, at sige, at hvis barnet ikke vil længere, jamen så skal barnet da heller ikke. Og det betyder, at de

aldrig når derhen, hvor de oplever det givende ved deres fritidsinteresse. De stopper, når det begynder at gøre ondt. Hvis de

kommer løbende efter 3 gange og siger: ?Jeg vil ikke gå til musik? ? eller tango eller volleyball ? så er det, man skal mande

sig op og tage konflikten! Ellers er man med til at berøve barnet de berømte selvværdsoplevelser – dem der kommer af ?Jeg ku?

alligevel,? siger John Halse. ?Man kan jo lave en aftale med sine børn om at blive ved for eksempel indtil jul og så tage den

op igen derfra. For der kan selvfølgelig være årsager til, at et barn ikke har lyst. Det skal man jo også respektere ? men

det kan man bare ikke vide efter bare 2-3 gange.?

Emilia van Hauen tilslutter sig den holdning.

?Man må holde barnet fast på, at det selv har besluttet at gå til den pågældende aktivitet. Det er vigtigt, fordi det giver

barnet nogle redskaber til at lære sig selv at kende ? og på længere sigt til at få sig et godt liv. Børn er enormt gode til

at vide, hvad de har lyst til ? her kunne vi voksne godt lære lidt af dem ? men de ved til gengæld ikke altid, hvad de har

behov for. Så man skal som forældre sørge for at positionere barnet socialt, intellektuelt og så videre, ? så de bliver bedst

muligt stillet senere i livet!,? siger hun. Og der er også det faktum, at rigtig mange børn bevæger sig alt for lidt i dag.

Desuden har tv og computerspil pillet ved børns evne til at begejstres, og her bør vi som forældre hjælpe børnene ud af

passiviteten.

?Vi ved jo, at det er godt for mennesket at have noget, man virkelig har lyst til at fordybe sig i. Hvis barnet er passivt i

forhold til overhovedet at gå til noget som helst, kunne man passende komme med nogle nærende forslag til, hvad det kunne

tænke sig. Nysgerrighed kan jo også animeres,? siger John Halse.

Fritid koster dyrt

Børn må altså godt lære, at tingene koster noget. Både i indsats ? men også på pengepungen. John Halse mener, at forældre

meget gerne må gøre deres børn opmærksomme på pengenes værdi i forhold til fritidsinteresserne.

?Man må da gerne vise sine børn, at penge ikke hænger på træerne! Det kan godt være, at det lyder enormt gammeldags ? men vi

bør undgå at komme for meget i den grøft, som vi ellers er på vej ned i. Børn har i den grad en ?easy come?easy go?-attitude.

Og det er jo, fordi vi som forældre har flere penge og bare siger: ?Nå, pyt med om vi spildte tusinde kroner på det, for det

gør vi på så meget.? Det er nemt at sige, men det får en konsekvens i det lange løb, når de unge selv skal lære at leve. Der

er mange, som bliver dybt chokerede, når de opdager, at det koster noget at bo for sig selv og købe ind og den slags. Jeg

synes godt, man som forældre må signalere, at man ikke vil finde sig i at være til grin: Det er fint, at du vil gå til 3

forskellige ting på én gang, men så må du også hænge ved. Vi gider ikke bruge 3 x 500 kroner om måneden på noget, som

alligevel ikke betyder noget som helst. Vi skal som forældre være dem, som vurderer det realistiske i børnenes ønsker. Der

skal vi også hjælpe dem til ikke at sprede sig for meget, så de mister interessen,? siger John Halse.Ikke noget for dig Et

helt andet scenarie inden for fritidsinteresser er lille Peter, som engageret ifører sig den hvide dragt uge efter uge ? men

som i virkeligheden ikke er udtalt dygtig til karate. Hvad gør den ansvarlige forælder så? Det bør vi som forældre nøje

overveje, hvordan vi håndterer, mener John Halse. Som udgangspunkt er der absolut ingen grund til at pille barnet unødigt

hurtigt ned. Vi må dog gerne have en holdning til, hvad børnene kan gå til.

?Forældrene kan jo komme med det, man kunne kalde nogle rådgivende indspark. Man har jo altid en vis fornemmelse for, hvad

der kunne interessere eller tænde ens barn. Måske kunne man sige: ?Er du sikker på, at det der lige er noget for dig?? ? og

så have et alternativ klar. Det er altid en god strategi over for børn, hvis man afviser noget.?

På den anden side ved vi heller ikke, hvordan det kan udvikle sig, selv om Peter indledningsvis er svært gumpetung på

karatemåtten. Derfor er det også vigtigt at anerkende barnets indsats, siger John Halse: ?Det gør man ved både at rose og

anerkende. At anerkende betyder, at man for eksempel siger: ?Du klarer det godt ? det lyder ikke supergodt/ser ikke supergodt

ud, men du arbejder på sagen, og det er okay.? Det er altid så nemt som forældre at rose og sige, at det er flot. Men

anerkendelsen ligger i at rose, selv om det faktisk ikke er flot…endnu. For det kommer.?

Det store fragt-puslespil

Når det hele går op i en højere enhed, og børnene er glade for deres fritidsinteresser, kan vi altså kun glæde os som

forældre. Ikke desto mindre er der stadig ? for de lidt yngre skolebørn ? et fragt-puslespil, som også skal gå op. Ifølge

Emilia van Hauen kommer moderne forældre typisk til at gabe over mere, end de kan rumme, og kørsel af børn til og fra måske

lidt for mange sunde interesser kan let ende som en sur pligt. Løsningen på det problem hedder bevidstgørelse.

?Når man ikke spørger sig selv, hvad kan det give mig at følge mit barn ? eller hvis man bare melder sit barn til et eller

andet, fordi det er det, som man har læst, at perfekte forældre gør, så risikerer man at få et problem. Det moderne menneske

har storhedsvanvid. Vi kender ikke ret meget til afsavn og lidelse i vores kultur og kan ikke finde ud af at håndtere det

faktum, at vi indimellem må vælge noget fra. Som forældre er man nødt til at være meget bevidst om, hvad man vælger at gøre ?

og hvorfor man vælger at gøre det. Det er jo ens egen motivation bag beslutningen, som afgør, hvor meget man føler, man får

ud af det,? siger Emilia van Hauen, som selv agerer chauffør flere gange om ugen for sine børn.

?Det giver mig en indsigt i deres liv, så serviceorgan-funktionen er lige så meget for min egen skyld som for børnenes. Jeg

vil have, at de skal bruge deres krop meget, og at de skal skabe sociale relationer og blive i stand til at træffe nogle

beslutninger selv i det lange løb. Når man spørger sig selv: ?Hvad magter jeg, og hvad driver mig positivt i stedet for

negativt?,? kan det jo sagtens være, at man kan overkomme at fragte børn 3 gange om ugen.?

Emilia van Hauen påpeger, at det også gælder om at formidle meget klart til sine børn, hvad man magter, og hvor grænsen går.

En fleksibel mulighed kunne være opfordringen om at gå til en fælles aktivitet, så man kun behøver at køre én gang.

Vi har travlt nok!

Det er dog ikke kun voksne, som kan blive helt overvældede af børnenes fritidsinteresser. I det moderne samfund bliver

børnene nemlig også i stigende grad ofre for deciderede stress-symptomer. Og det er i sig selv en af de væsentligste årsager

til at være opmærksom på omfanget. I forvejen tilbringer de fleste skolebørn en stor del af deres fritid i SFO og klub, og

ifølge John Halse risikerer en håndfuld fritidsinteresser oveni både at berøve børnene muligheden for at finde fred i

fællesskabet ? og for den afstressende oplevelse det er ganske enkelt ikke at skulle noget som helst.

?Langt de fleste børn går i SFO både om morgenen og om eftermiddagen. Hvis de skal gå til en masse ting oveni, vokser

risikoen for stress. Ser man på ugeplanen i en SFO, er adskillige børns navne skrevet ned med alle de aktiviteter,

pædagogerne skal huske at sende dem af sted til. Som konsekvens mister SFO?en sin betydning som ?den moderne baggård? ? der

hvor man får lidt mere ro og stabile relationer med kammeraterne. Det ender som noget underligt flimmerværk, fordi børnene

kommer der ganske kort tid, inden de tager af sted igen til deres fritidsaktivitet. Og de kommer måske så tilbage igen, efter

at kammeraterne er gået. Man kunne passende stille spørgsmålet, om når nu børnene er i SFO fra klokken cirka 13-17 ? hvor

stort er behovet så for yderligere beskæftigelse? Der var det måske nok med klaverspil den ene gang om ugen,? siger John

Halse.

Emilia van Hauen understreger vigtigheden af balance mellem aktivitet og passivitet. Begge dele er nødvendige, for at børn

kan blive hele mennesker.

?Jeg ser ufatteligt mange forældre, som bliver helt stressede, hvis deres børn ikke er aktiveret hele tiden. Men man skal

lære sine børn, at man godt må kede sig ind imellem. På den måde finder de ud af, hvad de faktisk har lyst til. Det lærer de

ikke, hvis deres forældre konstant står klar med nye aktiviteter. Find også ud af, hvornår du som voksen selv har det fedt

med at være henholdsvis aktiv og afslappet. Det er jo i de to yderpunkter mellem aktivitet og passivitet, at livet leves. Og

du skal så være deres forbillede,? siger Emilia van Hauen.

Gode råd fra Emilia van Hauen:

? Spørg dig selv, hvor meget du selv kan overkomme af transport ? vi er nødt til at lære at vælge fra også, både børn og

voksne. Du skal kun gøre det, du kan vælge positivt.

? Fortæl dine børn meget klart, hvad du magter, og hvor grænsen går.

? Lær dit barn, at det er fint at kede sig ind imellem ? man behøver ikke være aktiveret hele tiden.

? Husk, dit barn gør ikke, som du siger, men som du gør. Så find selv ud af, hvornår du har det godt med at være aktiv, og

hvornår du har det bedst med at være afslappet.

Gode råd fra John Halse:

? Tag konflikten, hvis barnet vil stoppe efter kort tid og sig, at barnet skal give det en chance frem til jul for eksempel ?

det giver barnet selvværd at opleve, at ?Jeg ku? godt alligevel!?

? Vis børnene, at penge ikke hænger på træerne. Det er ikke okay at droppe noget, man betaler 500 kroner for om måneden, bare

fordi det er lidt kedeligt..

? Hav et alternativ klar, hvis du synes, dit barn har fundet en fritidsinteresse, som måske ikke er lige ham eller hende.

? Ros barnet for at arbejde på sagen ? også når det ikke umiddelbart ser ud som om, barnet er supergod til sin sportsgren

eller hobby.

? Overvej om dit barn bliver mere stresset, end godt er, af for mange fritidsinteresser. Måske er klaverspil én gang om ugen

nok?