Hella Joof og Olivia Joof
Foto: Sarah Stenfeld / Billedbehandling: Nice Touch Studio. Æblet falder ikke langt. Hella Joof, 57, forfatter og instruktør Olivia Joof Lewerissa, 31, skuespiller og manuskriptforfatter.

Hella Joof: ”Mit morselvværd var helt fucked”

Hjemme hos Hella og Olivia Joof fandtes i mange år hverken hemmeligheder, dårlig stemning eller teenageoprør. De smækkede med dørene for sjov. Men latteren forsvandt. For ingen slipper, åbenbart, og mor og datter var nødt til at sakse det tætte bånd over. For en stund var det som at miste sit dyrebareste.

De har kendt hinanden i 31 år. For 31 år siden fødte Hella Olivia, i sommerferien mellem andet og tredje år på skuespillerskolen i Odense. Hella var 25.

25 år senere blev det Olivias tur til at gå på skuespillerskole, i Aarhus. Hun er færdig med uddannelsen og arbejder nu også som manuskriptforfatter på en tv-serie. Hella er siden blevet mindre skuespiller og mere instruktør og forfatter.

Mor og datter har det tilbagelænet med bare tæer i flydersofaen i Olivias lejlighed i København. De griner højt nede fra maven, da de åbner den brune papirspose på sofabordet og finder ud af, at der er brownies bagt med hvid chokolade i.

Men den gode stemning har ikke altid været til at tage og føle på. Der var en kort årrække, dengang Olivia var i starten af 20’erne, hvor hun fik massiv kritik for sit virke som radiovært på P3 og siden serverede utilfredsstillende soja-latter på kaffebar og skurede gulv. Hvor hun ikke vidste, hvor hun hørte til, og hvad hun skulle blive til, og hvor Hella ikke vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv.  

“Jeg kunne fysisk mærke det, hvis Olivia havde det dårligt. Det kan jeg stadig, også selv om vi ikke er sammen. Jeg kan vågne om natten og mærke det! Det er måske bagsiden af at være meget forbundne. På et tidspunkt skal man/du klippe den der navlestreng over, og det har jeg haft lidt svært ved,” siger Hella. 

“Jeg tror indimellem, det har gjort mere ondt på dig end mig selv, når jeg har haft det dårligt,” siger Olivia. 

“Det bliver dobbeltdrama. Hvis Olivia har det dårligt, skal jeg være straight. Men jeg kan godt blive fikser-agtig. Jeg skal fikse ting! Jeg har skullet lære, at Olivia går ud i verden og snubler og slår sig på knæene og hjertet, og jeg ikke skal løbe ind foran hende med en yogamåtte. Jeg skal ikke identificere mig med det, hun føler og oplever, men bare betragte,” siger Hella. 

“Der var en splint…,” siger Olivia. 

“Der var en splint, som gjorde, at når vi lagde røret på, havde vi begge ondt i maven. Vi var kede af det,” siger Hella. 

“Nu, hvor vi har fundet ud af, at det var det, der var problemet, har vi også fundet ud af, at alle sjælebånd er der! Men det betændte er væk,” siger Olivia. 

LÆS OGSÅ: Klumme: Kære nybagte mor med skyldfølelse

Navlestrengen klippede ikke sig selv over. Olivia og Hella vidste godt, at de skulle have hjælp til det. Særligt Olivia, der tog kontakt til en psykolog. En enkelt session var nok til at helbrede. Splinten var der, fordi Hella var bange for at miste Olivia. 

“Jeg gik i panik over det. Jeg følte, at Olivia kiggede på mig med nogle øjne som var… fordømmende. Som om jeg repræsenterede noget, der var helt forkert. Mit morselvværd var helt fucked. Jeg skulle forstå, at det bånd vi har, ikke kan brydes. Det har jeg været bange for. Det er jeg ikke mere,” siger Hella. 

“Det har jeg aldrig været bange for,” siger Olivia. 

Hella var frustreret over, at Olivia kæmpede med at finde sig selv og sin plads i verden, og at Hella ikke kunne tage noget af læsset. 

“Jeg havde en veninde, der sagde noget virkelig klogt og kærligt, “Nåååe, men troede du, du kunne slippe? Troede du virkelig, at du kunne slippe?” Og, ja, jeg havde jo nok troet, at jeg kunne slippe for, at Olivias og mit forhold skulle blive ramt. Men der er ingen, der kan slippe, har jeg fundet ud af.”

Hella var bange for, at det, som var kommet imellem dem, var så massivt, at intet ville kunne opløse det. De talte og talte til hinanden, men ingen af dem kunne høre, hvad den anden sagde. Der gik et par år med en hel masse uforståelige ord. Så kom tolken, psykologen, ind i billedet. 

"En dag ringede du og fortalte, at du havde røget hash, og så sagde jeg: “Det må du ikke,” og så sagde du: “Det ved jeg godt, jeg ville bare lige sige det”
Hella Joof

“Da vi gik ud derfra, kunne jeg mærke, at det havde sluppet, at der var noget, som var blevet cuttet. Vi kunne høre, hvad hinanden sagde. Det, der er kommet på den anden side, er meget større og smukkere og mere rent og uden mudder.” 

“Pludselig gav det mening, hvordan det så ud fra Olivias perspektiv. Jeg kunne se, at jeg skal afstå fra hele tiden at bidrage. Jeg skal give Olivia fri og fred. Når jeg kommer med alt mit mor-noget, mudrer jeg det til. Jeg skal blive herovre, hvor jeg er. Jeg skal være til rådighed og alt, hvad jeg kan bidrage med, kommer Olivia selv efter.” 

Æblet og stammen

Frygten for at miste sin datter er ikke fremmed. Hella har selv revet båndet til sin mor over. Da hun var 22, så hun ikke sin mor i to år. 

“Hun må jo have haft dødsangst, og imens løb jeg bare rundt på Montmartres natdisc.” 

“Fordi jeg selv har været hård ved min mor, ved jeg, at det findes i verden,” siger Hella. 

Olivia har kun smækket døren i for sjov. Der har ikke været noget at gøre oprør imod. Der er ingen tabuer, og der har aldrig været det. Første gang Olivia tog et hvæs af en cigaret, spurgte Hella, “Har du røget?” Olivia sagde ja. Hella spurgte: “Hvordan var det?” Olivia fortalte, at hun havde fået et hosteanfald, som hun havde forsøgt at skjule over for de andre piger, der pulsede. Og da Olivia som 14-årig hang ud med nogle venner og skulle ryge pot for første gang, kom de i tanke om, at der ikke var nogen, der vidste, hvordan den joint skulle rulles. 

“Lad mig prøve,” sagde Olivia.

“Og så gjorde jeg det bare, med én hånd, for det havde jeg set Troels gøre.”

“Min bedste ven,” forklarer Hella. 

“Og den blev perfekt, den joint,” siger Olivia.

“Min egen mor havde det sådan,” Hella Joof skifter stemmeleje henad Yvonne fra Olsen Banden. 

““Hvis du ryger hash, begynder du også at tage hårde stoffer, og så bliver du narkoluder!” 

Og så tilbage i vanligt stemmeleje. 

“En dag ringede du og fortalte, at du havde røget hash, og så sagde jeg: “Det må du ikke,” og så sagde du: “Det ved jeg godt, jeg ville bare lige sige det.” Jeg har prøvet at lade være med at lyve. Når du har spurgt, om jeg var ked af det, har jeg sagt, “Ja, jeg er lidt ked af det.” Og forsikret dig om, at det ikke var dit ansvar eller din skyld.”

“Jeg har altid været tryg ved at komme til dig,” siger Olivia. 

Olivia oplever verden fra et særligt perspektiv. Hun skaber orden i for-tællinger og mennesker og ser dem i farver og kategorier. Og hun mærker stemninger, når hun går ind i et rum. “Et andet system,” kalder Hella det. 

Hella Joof og Olivia Joof2.jpg

Stram op, mor. Slap af, barn. Olivia og Hella er ærlige over for hinanden og griner virkelig meget.

“Vi har alle sanser, men du har et helt ekstra sanseapparat. Du kan se universet fra nogle andre sider end andre mennesker. Du er foran.”

“Jeg er meget glad for, at jeg har fået lov til at bevare min barndomsessens og måde at tænke på ind i mit voksenliv. Jeg har altid involveret dig i, hvordan det ser ud inde i mit hoved, og du har altid været meget nysgerrig på mine fornemmelser af de mennesker, jeg mødte, og hvordan jeg oplever dem,” siger Olivia. 

“Du har altid sagt nogle meget vigtige ting!” siger Hella. 

“Jeg har altid syntes, der var fedt at hænge ud med dig og tale med dig,” siger Olivia. 

Der er noget med munden. Måden de strækker læberne på, hiver dem ud i mundvigene, når de har brug for en tænke-, nej, følepause. “Vent, jeg skal lige mærke efter.” De kigger op, som om de kan finde svaret i loftet. “Jo, det kender jeg godt.” “Det er jo også fordi…” Så kommer forklaringen. Der er altid en forklaring. Ikke baseret på rationel argumentation, snarere funderet i universet eller højere magter, som ingen rigtig ved, hvem er. Men de er der! De findes! Der er også noget med øjnene. De kan blive kæmpestore. Når en af dem bliver overrasket: “Nej?!” og den anden bekræfter: “Jo!” og sender lige så store øjne tilbage. 

Kanye West og spektakulær intuition

Olivias far, skuespilleren Runi Lewerissa, og Hella var sammen i fem år. Da de flyttede fra hinanden, boede Olivia hos Hella, som arbejdede som skuespiller og skulle afsted på teatret om aftenen. Olivia blev passet af tvillingefarmor, altså farmorens tvillingesøster. Der var ikke tid til, at Olivia flippede ud i Irma, for de skulle hjem og have aftensmad. En af de fem retter, Hella havde på repertoiret.  

“Der var nogle ting, der var nødt til at være…”

“Effektive,” afslutter Olivia Hellas sætning.

 “Ja, for ellers havde det ikke været hyggeligt. Jeg har tænkt meget på, at vi skulle kunne holde det ud. Men du var nu heller ikke et skrigebarn. Du kunne godt komme med på restaurant, uden du sad og klaskede med maden,” siger Hella. 

“Du var konsekvent og skrap, men jeg har også fået en fri opdragelse. Jeg har altid haft respekt for dig. Jeg afbrød dig aldrig, når du talte i telefon,” siger Olivia. 

LÆS OGSÅ: Fallulah: "Det bliver stormfuldt - men vi kommer totalt meget igennem det sammen"

Det har altid været vigtigt for Hella, hvad Olivia mener. Om alt. Og hun har taget hensyn til datterens oplevelser og holdninger. Nogle gange for meget hensyn, hvis du spørger Olivia. Nogle gange ville hun bare ønske, at hendes mor havde skåret igennem. 

“Men hvis der var noget, du ikke ville, så skulle vi ikke det. Jeg ville kun flytte ind i en ny lejlighed, hvis du havde lyst,” siger Hella. 

“Eller dengang vi skulle have været til De Kanariske Øer, og jeg sagde, at jeg ikke kunne lide at flyve. Det var bare noget, jeg sagde, fordi jeg havde hørt andre sige det,” siger Olivia. 

“Jeg blev ved! “Er du sikker?” Og du var sådan: “Nej! Jeg vil ikke!” “Jamen vi har jo været ude at flyve før…” “Nej! Jeg vil ikke!” “Jamen, skat, hvis du tager denne her sten i lommen, så kilder det ikke i maven.” Der var ikke noget at gøre. Du ville ikke! Så jeg aflyste turen. Hvis du var bange for at flyve, ville jeg ikke traumatisere dig,” siger Hella. 

“Du tvang mig heller ikke til at spise noget, jeg ikke havde lyst til. Du har fortalt mig, at du engang selv var blevet tvunget til at spise havregrød, og du spiste op, og så brækkede du hele portionen op i din tallerken.” 

“Og så skulle jeg spise det igen,” siger Hella. 

“Jamen altså! Tortur!” siger Olivia. 

Hun holder med sin mor. 

“Du er en blanding af Oprah og Kanye West. Jeg elsker Kanye West!” hun breder armene ud som den der Kristusstatue i Rio de Janeiro. 

Det er rigtigt. Hella deler gerne ud. 

“Bagsiden ved at have din sanselighed og følsomhed er, at andre menneskers energi kan ramme dig. Du skal have sådan en sølvkappe, som du skal male om dig selv, som beskytter dig. For der er små mennesker derude, som skyder med pile, og det er en sårbar branche, hvor man bliver betragtet og anmeldt og bedømt. Men du skal huske, at det ikke er farligt, hvis de ikke kan lide det, du laver.” Hun har mere. 

“Du skal stole totalt på din intuition. Du har en fuldstændig mageløs intuition, og den har altid ret. Når du kan mærke, noget er rigtigt, så er det rigtigt! Jeg har tit lænet mig op ad din intuition, når min egen har været lidt vakkelvorn. Du kan se, hvad der er rigtigt! Og det kan du!”

Se, hvad vi ellers skriver om: Mor, Livsstil, Interview, Hella Joof og Kendte