Hva’? Kommer der en rigtig baby ud?

Jo tættere jeg kommer på at skulle føde, desto mere surrealistisk er det. Altså at der ligger en rigtig baby inde i maven, og at den rent faktisk kommer ud. Sådan var det ikke for bare en måned siden, der kunne jeg sagtens forholde mig til det.

Med tre uger til termin er jeg i den ’normale’ fødselsfase, og kan føde når som helst. Jeg kan godt sige til mig selv, at jeg i princippet kan have en baby om to dage, og jeg kan også høre det, men jeg forstår det alligevel ikke rigtigt.

Jordemoder Dorthe siger, at måske er denne følelse mere realistisk, for jeg ved jo faktisk ikke, hvad jeg går ind til, og det kan ikke forudsiges. Så alle de forestillinger man kan gør sig tidligere i graviditeten og den fuldstændige ro, jeg havde der, var måske mere urealistisk.

Min ro og forestillinger var nok forbundet til… ja, forestillinger. Nu kommer realiteterne tættere på, og det er surrealistisk, at ens verden kommer til at forandre sig totalt i løbet af nogle timer.

Jeg kan i hvert fald mærke, at jeg er begyndt at blive nervøs og mere skrøbelig.

Jeg har altid kigget på de mødre, der kom trillende med deres barnevogne og tænkt ’Ej, hvor er du heldig, og hvor må det være dejligt!’ Nu kigger jeg på dem og kan ikke forstå, hvorfor de ser så rolige ud. Hvordan kan de bare gå der og drikke latte og smile, når der ligger et lille barn nede i vognen, som de har ansvaret for. De næste 18 år!

Om natten drømmer jeg, at jeg føder før termin, og jeg tænker meget på det, fordi jeg endnu ikke er klar. Siden uge 10, hvor jeg fik min terminsdato, har jeg haft en fornemmelse af, at jeg ville føde før termin – en uges tid før.

Jeg er lidt stresset, fordi jeg stadig har arbejdsopgaver, der skal gøres færdige, og en lang liste med ting, jeg gerne vil have ordnet, inden baby kommer. Og derudover kan jeg mærke, at jeg har brug for to dage helt uden arbejde og ting, der skal ordnes, hvor jeg bare kan lande i min krop, forbinde mig med baby og blive klar til fødslen.

Jeg trænger sådan til bare at kunne slappe af og samle mig om fødslen. Ikke fordi det skal være på en særlig måde eller følelserne med tvivl og angst og uro ikke er velkomne – de må GODT være der, men jeg trænger til at mærke, hvad der er, acceptere det, og forberede mig mentalt.

Jeg skal bare lige have ordnet den her to-do liste først…