"Hvor ville jeg ønske, at der var en, der havde set mig dybt i øjnene og bedt mig om at slappe heeelt af"

‘Jeg skal altså have det gennemstegte kød, for jeg er jo gravid!’ bekendtgjorde min svigerinde med gaflen i stegens endestykke. 

Shit. Det havde jeg ikke tænkt over. Her sad jeg, midt i familiemiddagen og endnu ikke synligt gravid, men med hormoner drønende rundt i kroppen. Så få uger henne, at vi ikke havde delagtiggjort andre end vores forældre i den kommende familieforøgelse. Og så er det, at min svigerinde – fire-fem måneder henne på det tidspunkt – kommer med den kommentar. Og lavinen af bekymringer begynder. 

Min svigermor skæver indforstået til mig og forsøger sig diskret med et ‘er der andre, der også vil have deres kød gennemstegt?’. Ja, tak! 

Hvor ville jeg ønske, at der allerede i begyndelsen af graviditeten var en, der havde set mig dybt i øjnene og bedt mig om at slappe heeelt af – lytte til de gode råd, ja, men også til min sunde fornuft. 

For midt i glædesrusen over at have et lille liv i maven og forventningens glæde over at skulle være mor spirede også usikkerheden over, om jeg nu gjorde det godt nok. Eller om jeg af ren og skær ubetænksomhed kom til at skade mit barn. 

Der findes et utal af råd, formaninger og deciderede forbud, hvis man vil give sin lille blob de allerbedste betingelser at vokse i. Væk med hårlak og alt med parfume og parabener, farvel til handy woman, der maler vægge og vasker havestole i klorin, slut med at tømme kattebakke – må man overhovedet have kat? Nej tak til lækkert rødt kød. Og – for Guds skyld – ingen vin!

Under min første graviditet havde jeg tjek på alt. Jeg levede asketisk. Kedeligt, men sikkert. Jeg skulle i hvert fald ikke skade mit barn bevidst. Og Gud, hvor var jeg nervøs! Var kødet for rødt? Havde sushien været frosset tilstrækkeligt (skulle jeg hellere lade fadet gå forbi)? Spiste jeg for mange leverpostejmadder? Var osten pasteuriseret og mascaraen svanemærket? Jeg fulgte samtlige råd fra myndighederne. Ammestuerådene med. Og stod fast, når nogen sagde ‘ahr, et enkelt glas vin skader da ikke’. Min førstefødte var sund og velskabt.

Ved næste barn var jeg mere modig. Knap så bekymret, for jeg orkede det ærligt talt ikke. Jeg drak et glas vin af og til, når det smagte mig, og fulgte min intuition. Lagde til og trak fra. Også andet barn var sundt og velskabt. 

De massevis af råd – over 40 i alt – er der af en årsag. De er til for at beskytte mig og mit ufødte barn. Jeg er overbevidst om, at oplysning er godt – også selv om risikoen er lille, ja, minimal i visse tilfælde.

Spørgsmålet er bare, hvad rådene – og dermed ængstelsen for at træde ved siden af – gør ved os. Om den stress, nogle af os oplever ved at skulle leve op til alle formaningerne, i virkeligheden gør graviditeten desto mere besværlig og fuld af bekymringer. På side 34 tager vi debatten op, og vi håber, du har lyst til at læse med. 

Mit bedste råd, under alle omstændigheder, er: Tag det roligt, brug din sunde fornuft – og husk, at langt, langt de fleste babyer fødes sunde og raske.