”Jeg føler mig som en fiasko som mor”

Det er længe siden, jeg har set Beate, da hun træder ind ad døren, men jeg kan med det samme se på hende, at hun føler sig tynget. Allerede inden hun sætter sig, ser hun på mig og siger:

"Luise, jeg føler mig simpelthen som en fiasko som mor. Her efter ferien er det blevet tydeligt for mig, at jeg har taget alt for meget på mine skuldre. Nu kan jeg ikke overskue det, og det hele går ud over min datter på 9 år."

Samtidig med at hun sætter sig i stolen, bryder hun sammen og siger grådkvalt:

"Hun fortjener det ikke, og det gør jeg heller ikke, men jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre for at bryde den cirkel, vi er i. Meget af det, jeg siger til hende, kommer helt forkert ud, og så ender vi i små diskussioner."

Fra tårnhøje forventninger til fiasko

Frygten for fiasko kommer måske fra samfundet, fordi det kræver noget af os som mennesker. Men i sidste ende er fiasko noget, vi pålægger os selv. Vi pålægger os selv høje forventninger for at få anerkendelse udefra, og for at undgå følelsen af fiasko ender mange af os på vildspor langt fra os selv.

Jeg oplever mange forældre i min praksis, der ikke mærker sig selv, måske netop på grund af vores fokus på det, vi siger og gør – fremfor det vi er. Hvis vi glemmer, hvem vi er, og hvad vi står for, så kan vi ikke give og modtage kærlighed.

Og netop her tror jeg, følelsen af fiasko kommer ind i billedet, specielt hos forældre. Jo mere vi forsøger et undgå en fiasko, des mere øger vi sandsynligheden for, at løbe lige ind i en. Helt som i tilfældet med Beate.

Hun har lagt alle sine kræfter i, at familien skal have det godt, og hun har nydt den anerkendelse, hun har fået for det. Men nu hvor alle bestræbelserne rammer hendes og datterens forhold, så indser hun, at hun er på vildspor.

Find tilbage

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg skal have Beate tilbage til sin datter og til sig selv. Efter en kort snak beder jeg hende lukke øjnene og trække vejret helt ned i maven. Da jeg kan mærke, hun er rolig, beder jeg hende om at lægge en hånd på maven.

"Kan du forstille dig, at du er gravid med din datter?" spørger jeg.

"Ja det kan jeg godt. Det er nærmest, som om hun ligger i min mave", svarer hun.

Jeg lader hende sidde et øjeblik i den følelse, og så spørger jeg hende:

"Kan du få følelsen af at forbinde dig med hende?"

Der går et stykke tid, og så kan jeg se, at små tårer løber ned ad hendes kinder. Pludselig siger hun: 

"Det er, som om jeg kan mærke hende igen. Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har mærket hende så tydeligt."

Efter nogle minutter spørger jeg:

"Kan du nu forestille dig, at den lille pige i maven er dig selv?"

Der er stille længe, så nærmest hvisker hun:

"Det kan jeg godt, men jeg føler det nærmest som en fremmed. Som om det ikke er mig."

Hendes svar er faktisk lige præcis det, jeg har håbet på. Det åbner nemlig op for hendes læring i følelsen af fiasko, fordi hun nu på egen krop kan mærke, at hun er kommet for langt væk fra sig selv og derfor ikke har kunnet være der for sin datter.

Og det er netop det, hun skal arbejde med for at undgå de små diskussioner med datteren. Beate skal (gen)finde sig selv.