Hvordan hjælper vi vores hidsige dreng?

Spørgsmål:

Min dreng er en dejlig, glad og fysisk aktiv dreng, dog med et voldsomt temperament og et lavt selvværd.

Hans hyppige hidsighedsanfald tærer på mine kræfter, og jeg er bange for, at jeg af samme grund bliver urimelig hård over for ham. På den ene side irriterer hans udbrud mig – På den anden side synes jeg, at det er utrolig synd for ham.

Han har en storebror på ti år og tvillingesøstre på tre år. Også inden han blev midterbarn havde han/vi problemer med hans enorme udbrud, hvor han råber, skriger, græder og er fuldstændig uden for rækkevidde. Vi har gennem tiden prøvet både at vise stor fasthed, stor forståelse og en form for appel og meget meget mere.

Hans udbrud har altid fyldt meget, men jeg synes, at de er blevet værre det seneste år. Jeg har ledt efter en forklaring i skolen og på hans fritidshjem.

Begge steder lød svaret, at han trivedes, men jeg fandt senere ud af, at han faktisk blev holdt uden for og drillet af drengene. Et faktum, som klasselærerne ikke havde været opmærksomme på, men senere har erkendt. Jeg ringede straks rundt til forældrene, der både tog positivt og konstruktivt imod min henvendelse – de snakkede med deres sønner, og de værste drillerier stoppede.

Han er dog ikke en del af inderkredsen, har ikke en bedste ven i klassen og bliver kun sjældent ringet op for at høre, om han kan lege. Samtidig er han stadig bange for lederen af drengegruppen.

På fritidshjemmet går det bedre. Her har han gode venner, og han har tit legekammerater med hjemme herfra. Det skyldes naturligvis, at de gerne vil lege med ham, men også, at det er et “hit” at komme hjem til os – jeg henter altid mine børn tidligt, hygger om dem, og vi har et stort hus med plads til leg og trampolin i haven.

Han bliver kun sjældent ringet op af fritidshjemmets børn for en legeaftale. Det hører med til historien, at han overdriver sine historier gennemskueligt meget (fodboldresultater eller hvor mange penge, han har), at han praler og at han faktisk ikke altid selv er særlig sød ved kammerater, og at han forsøger at imponere sig til venner (snupper for eksempel penge fra min pung, så han kan gå i kantinen og købe stort ind).

Det hører også med til historien, at han er lille af vækst og den mindste dreng i klassen. På trods af, at han selv har været udsat for drillerier, så hjælper han faktisk offeret, når dem, han selv er bange for, driller de andre. Fagligt set klarer han sig godt. De fleste andre er bedre til fodbold.

Især hans far er rigtig god til at give ham særlig opmærksomhed. Jeg forsøger også, men der er mange, der kappes om min tid.

Desuden kan jeg fortælle, at hans storebror er et anderledes, afbalanceret gemyt med utrolig mange, gode venner, og altid bliver ringet op om legeaftaler. Vi bestræber os på ikke at sammenligne de to drenge.

Hvordan hjælper vi vores dreng til at finde ro med sig selv?

Læs psykologens svar på næste side

Svar:

Kære mor,

Når man får børn i en familie, oplever man ofte, at nogle børn er lettere at være sammen med end andre. Lettere på den måde at man hurtigt føler, at man kan læse og forstå barnets personlighed, dets handlinger og adfærd.

Andre børn kan være mere vanskelige at forstå, og når man så som forældre bliver usikker på, hvordan barnet skal forstås – hvordan vi bedst hjælper barnet med at være den person, det nu er – smitter det også af på barnet. Det bliver endnu mere frustreret over, at vi ikke kan hjælpe det. Forældrene bliver ulykkelige og føler sig magtesløse.

Jeg fornemmer, at jeres søn har en lidt speciel personlighed. Han har et stort temperament, har ret store kontaktproblemer og har svært ved at få venner. Hans lidt atypiske adfærd har bevirket, at han er blevet et let mobbeoffer – han er let at drille, for han er lidt anderledes.

For at kompensere for dette prøver han at gøre sig mere attraktiv ved at fortælle sine fantasihistorier, og ved at købe ting. Alt sammen tegn på at han går og har det rigtigt dårligt – har det så svært og har stor brug for hjælp. Derfor er det så godt, at du skriver, og hvor er det dejligt at læse om alt det gode, I vil gøre og gør for jeres søn.

Mit råd til dig er, at I får en børnepsykolog eller børnepsykiater til at lave en vurdering af jeres dreng. Hvordan skal han forstås, og hvorfor har han de problemer, han har, er en opgave, I som forældre ikke selv kan løse.

Held og lykke med det hele.

Med venlig hilsen

Margrethe Brun Hansen