Bør 5-årig bestemme, hvor meget han skal bo hos far?

Spørgsmål:

Jeg er mor til en snart 6-årig dreng. Hans far og jeg bor ikke sammen længere, og fordelingen er 9 dage hos mig og 5 dage hos faren.

Samværet har ikke været helt problemløst. En lang overgang var det en grædende søn, jeg havde, hver gang han skulle afleveres hos sin far, men dette er gudskelov stoppet nu.

Efter hans far flyttede 70 kilometer væk, er begejstringen dog stadig ikke stor for at være der. Jeg mener bestemt, at han har det godt hos sin far, men han vil sjældent tale med mig i telefonen, da han er bange for at blive ked af det, når han hører min stemme, som han siger, og det respekterer jeg fuldt ud.

Han græder også engang imellem hos sin far, fordi han savner mig, fortæller han. Det skal lige siges, at faren blankt afviser, at der på nogen måde er problemer, men min søn er, heldigvis, som en åben bog herhjemme.

Efter at faren har fået kæreste, er interessen for at holde ferie med vores søn og få erstatningsdage pludselig opstået, hvilket jo i og for sig er godt, da ingen af delene tidligere har været tilfældet, men så kommer mit spørgsmål…

Jeg er helt klar over, at juridisk må børn først ”bestemme,” når de er 12 år, men må/er det tilrådeligt, at min søn bliver spurgt, om han vil være flere dage hos sin far end de fastsatte 5 dage, når faren ønsker erstatningsdage, eller skal han holdes uden for medbestemmelse endnu?

Jeg er meget i tvivl og må desværre helt udelukke samarbejde fra farens side. Jeg kender jo godt min søns svar, hvis han bliver spurgt, da både hans skole, venner og fritidsaktiviteter er her, hvor vi bor. Jeg vil bare vide, om jeg kan tillade mig at indvie ham i det?

På forhånd tak

Christina

Læs psykologens svar på næste side.

Svar:

Kære Christina,

En skilsmisse er for et barn en meget alvorlig sag. Børn gør sig utroligt mange tanker om, hvorfor far og mor ikke mere vil bo sammen. De savner det gamle, trygge familieliv og håber i deres hjerter, at alt kunne blive som før.

Samtidigt er det en stor belastning at se mor eller far græde, råbe ad hinanden eller opleve den dårlige stemning, der er i rummet, når mor og far er sammen.

Børnene føler ofte meget ømhed for begge forældre og forsøger at være solidariske. Derfor er planlægningen af, hvor børnene skal bo efter skilsmissen, og hvordan samværet skal være, et meget alvorligt problem for mange børn, og her er det meget, meget vigtigt, at vi voksne tager det ansvar på os, at det er os, der bestemmer, vælger og fravælger – og ikke barnet.

Rent psykologisk ved man, at børn først i 12-14-årsalderen er i stand til selv at kunne fortælle om deres ønsker, dog samtidigt med at vi voksne er der som støtte. Men det betyder jo ikke, at et barn under 12 år ikke kan ”fortælle” os voksne, hvad det trives bedst med.

Børn under 12 år sender så mange signaler adfærdsmæssigt og sprogligt om, hvordan de går og har det. Derfor er det bydende nødvendigt, at forældrene ser, læser og forstår barnets signaler og så objektivt som muligt forsøger at tilrettelægge samværet ud fra disse observationer.

At man giver sig tid til at finde en ordning, så barnet trives, men at man også, når barnet bliver ældre, er villig til at ændre på ordningen ud fra barnets behov. Det er barnets behov, vi skal tilfredsstille, og ikke vi voksnes.

Så mit svar til dig Christina er, at du skal tage ansvaret for det, dit barn signalerer, og det er – som du beskriver det – at han trives rimeligt med den ordning, der er nu, og netop det, at han er blevet 6 år, betyder også, at far og mor må erkende, at kammeraterne der hvor han bor, går i skole og SFO mere og mere begynder at overtage forældrenes plads. Barnet bliver en del af en gruppe – får bedste venner – og det må vi respektere.

Det er meget trist for din søn, at du og din eksmand ikke kan samarbejde om jeres barns behov. Et samarbejde, hvor det er barnets behov, man prøver at tilfredsstille, giver barnet en ro og en fred, mens det modsatte kan give uro, utryghed og en alt for stor ansvarsfølelse gående på, at det er barnet, der må tilfredsstille fars og mors behov og ikke omvendt.

Med venlig hisen

Margrethe brun Hansen

Om eksperten:

Margrethe Brun Hansen er psykolog og forfatter. Hun svarer på læsernes spørgsmål om børnepsykologi og hverdagsproblemer med børn for Junior hver måned.

Har du eller din familie et spørgsmål vedrørende jeres barns trivsel? Så skriv til psyk@juniormag.dk