Hvordan hjælper jeg mit utrygge barn?
Spørgsmål:
Jeg er en bekymret mor til en søn på 6 1?2 år. Gennem de sidste par måneder har vi oplevet, at han meget nødigt vil på besøg andre steder, med mindre især jeg er med. Det gælder både hos kammerater og anden familie.
Tidligere har det ikke været noget problem – han har været meget sammen med kammerater og selv cyklet hen til dem i nærheden. Dog har han altid været ret mor-syg.
Med til historien hører, at vi har været i Norge i to måneder, hvor jeg gik hjemme hos børnene (han har en lillesøster på 3), og på denne tur brækkede han benet og fik gips på i 10 uger. Efter bruddet var han meget bekymret, hvis jeg ikke var i nærheden, og i det hele taget blev han bange for meget små ting.
Skal vi acceptere, at dette er en periode i hans liv, hvor han skal være hjemme, og have besøg af kammerater her, eller skal vi presse ham ud i situationer, som han ikke er tryg ved? Hvordan hjælper vi ham til at overvinde denne angst, som jeg oplever det er?
Jeg bekymrer mig, men hans far har ingen bekymringer. Vores søn er glad for at gå i skole (i 0. klasse), men var lidt ked af at starte efter endt orlov.
Svar:
Kære Dorthe,
Når børn bliver syge, oplever de ikke kun en fysisk smerte. De oplever også en form for psykisk ubehag. Vi ser det i deres adfærd. De bliver smågrædende, vil gerne have at far eller mor skal være hos dem, de er bange og usikre, fordi de ikke er i stand til at klare alt det, de mestrede før – at gå på toilettet, hente vand at drikke og så videre.
Denne usikkerhed forsvinder dog hurtigt igen, så snart feberen falder, og de igen kan magte alle de ting, de kunne før. Men hvis et barn kommer alvorligt til skade, for eksempel brækker et ben, vil det fysiske ubehag vare meget længere. Barnet vil længe være fastholdt i en hjælpeløshed. Det fører til en oplevelse af angst og frygt for at være alene, blive forladt og dermed hjælpeløs.
Derfor oplever man ofte, at børnene bliver meget omklamrende, – de er ganske enkelt separationsangste, og nogle børn kan i bare usikkerhed regrediere – gå tilbage til et mere barnligt stadium i deres udvikling.
Jeg tror, du har helt ret. Din søn er angst, og han har brug for, at I får ham til at tro på, at han godt kan klare rigtigt meget selv. Men det er ikke en unormal reaktion. Det kan tage lidt tid endnu, før han igen er sit gamle jeg – så vær lidt tålmodig.
En god måde at hjælpe ham på er at gå roligt til værks. Små, sikre succeser er opskriften. Først af alt vil jeg anbefale dig at tage en god snak med ham, hvor du dels får snakket det benbrud godt igennem og dels får fortalt ham, at nu er gipsen væk, benet er raskt, og nu skal det have kræfter igen. Så er det det samme gode ben som før.
Det er en god idé at få talt med ham om, hvad det er, han synes, han ikke mestrer, og prøv at få diskuteret, hvordan I sammen kan løse det. Lav for eksempel en liste sammen med ham over det, han synes er svært. At tale om det, der gør ham utryg, vil være en stor hjælp for ham. Hjælp ham med at sætte ord på, for eksempel: ”Når jeg går fra dig, kan jeg se, at du bliver ked af det – er det rigtigt?” Og hvis han så siger: ”Ja, jeg vil ikke have, at du går,” så spørg: ”Hvad er det, der kan ske, når jeg ikke er her?”.
Du skal ikke presse ham ud i situationer, men kan godt give ham små opgaver, så han langsomt hjælpes til at overvinde sin usikkerhed. Det kan være, at han selv kan cykle ned at hente en ven, som skal hjem til jer og lege. Her udfordrer han sin angst, samtidigt med at han hurtigt er hjemme hos dig igen med vennen.
Til slut vil jeg dog lige påpege, at det er dejligt, at han har lyst til skolen og dér klarer sig uden dig. Hvis I hjælper ham lidt på vej, vil han snart vende tilbage til sit gamle jeg. Ellers er du velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen
Margrethe brun Hansen
Om eksperten:
Margrethe Brun Hansen er psykolog og forfatter. Hun svarer på læsernes spørgsmål om børnepsykologi og hverdagsproblemer med børn for Junior hver måned.
Har du eller din familie et spørgsmål vedrørende jeres barns trivsel? Så skriv til psyk@juniormag.dk