Klumme: "Du er ikke den eneste far-idiot bag barnevognen"

Det er svært at have små børn. Og besværligt. De larmer, lugter og ligger i vejen i smørhullet, der er konstant ting, der falder/løber/siver/drypper/splatter ud af dem, de er ren Round-up for deres mødres sexlyst, og du skal pludselig lære at forholde dig til ting som ammepumper, pladsanvisninger, far-baby-massage og sundhedsplejersker, der af årsager, ingen mand nogensinde for alvor har forstået, altid betragter os med omtrent samme venlighed som havde vi netop pisset i mors pusletaske.

Dertil kommer så, at hele den blespand-stinkende herlighed kræver, at du også tager et par måneders fri fra arbejdet, hvilket din knudrede machomand af en chef jo på ingen måde forstår. Man har vel au-pair piger i kælderen til den slags, som han jovialt konstaterer, mens han griner dig ud af arbejdspladsen. Og forfremmelsen. 

 

Nå, men heldigvis var der jo far-bøgerne. Til fædre, om fædre, af fædre. De stod ud af bogforlagene som skidt fra en spædekalv, disse førstehåndsberetninger fra de paniske nybagte fædres vej ud i den fagre nye verden af babyrytmik, bleskift og forældremæssigt mindreværd. Mænd, der alle havde det tilfælles, at de i sidste ende sgu bare skulle have dagen med junior til at gå, indtil mor kom hjem fra arbejde, så panikken kunne aftage og drengene komme over til noget Champions League-bold. 

 

Bøgerne havde titler som “Hjælp! Jeg er blevet far!”, “Far på færde”, eller noget andet halvironisk, der signalerede en slags litterært crashkursus i “Gør-det-selv-baby-for-begyndere”. Se mig! Jeg aner ikke, hvad jeg foretager mig, men babyen sover og mor har skrevet en to-do-liste. Den slags, du ved. 

I bagklogskabens lys godt kan man naturligvis ærgre sig lidt over, at vi mænd deromme bag barnevognene indirekte blev frem- og udstillet af vores egne som ubehjælpsomme skvatmikler og pædagogiske pylre-prinsesser, men på den anden side var det trods alt også rart at læse, at andre mænd jo fandme heller ikke kunne finde ud af at røre en nogenlunde hæderlig omgang sveskemos til juniors forstoppelse. 

 

Og så forsvandt bøgerne. Mere eller mindre som dug for solen. Måske gik det bare af mode at sidde bag skrivemaskinen og pive over banaliteter som babysvømning, tvungen barsel og kønsroller i opbrud, når vi jo nu trods alt stod midt i en global finanskrise. Måske var der i virkeligheden bare ikke så meget mere at sige om far vs baby. Sværere er det jo heller ikke. 

 

Bøgerne var sjove, ofte skarpe og til tider ligefrem samfundsflænsende i deres uhøjtidelige skildring af det moderne mands forfjamskede omgang med sit eget afkom - men blev vi andre bedre fædre af at læse dem? 

Lærte vi noget om vores nye plads i både samfundet og forældrerollen? Var et kapitel om nødvendigheden af at vippe babys tissemand ned i den rigtige retning under bleskift (drengebørnsforældre vil forstå mig her) virkelig med til at bane vejen for vor tids politiske debat om barsel til mænd og den aktuelle køns-diskurs? Eller var det bare pædagogisk lokumslitteratur?

 

Jeg ved det ikke. Måske skal de blot ses som et eksempel på, at det meget ofte er nemmere for os mænd at tale og skrive om vores børn, barsel og børneopdragelse, hvis vi gør det med det fjollede og selvironiske fortegn. Fordi det er nemmere at sige til vennerne, at man sgu vist kom til at tabe babyen fra puslebordet i morges, fremfor, at man igen var den far, der vandt prisen for “Ugens Bedste Hjemmebag” i den kommunalt sammensatte fædregruppe. 

Ingen nybagt far gider jo at læse “B.S Christiansens Guide til Håndteringen af Tyndskid hos Toårige”, vel? Så hellere en beretning fra en anden blød far, der lige har fået voksenskældud af en fremmed mor nede på legepladsen fordi hans søn har dyppet sin sut i vandpytten. Det kan vi andre spejle os i. 

For det ER jo rart at vide, at vi ikke er de eneste idioter heromme bag barnevognen.