Kolik: Albert græd ti timer i døgnet

Den lille baby ligger lige så fint i sin vugge iført hvid bomuldsdragt – uden at give en lyd fra sig. ‘Det var mærkeligt,’ tænker Christina. Hun er helt forundret over, at det kan være sådan at blive forældre.

LÆS OGSÅ: Er det kolik?

Her er ingen sorte rande under øjnene eller kolik – bare ren lykke. Det er så fjernt fra hendes egen første måned som mor, som det kan være.

Albert kommer til verden 30. marts 2009 på Hvidovre Hospital. Fødslen er svær og langvarig – hans mor, Christina Steiner Vedel, har dårlige veer, og først efter 24 timer lykkes det en fødselslæge at få Albert trukket ud ved hjælp af en sugekop. Heldigvis har den nyfødte baby det godt.    

Taget med sugekop

For Christina har fødslen til gengæld været en voldsom oplevelse, og hun er meget medtaget, både fysisk og psykisk. Familien ender derfor med at blive på hospitalet i fem døgn.    I løbet af den tid græder Albert mere og mere – og det hjælper hverken at amme, putte eller skifte ham. Men barselsgangen er under flytning, og i forvirringen får familien ikke de rutinemæssige tjek.“Der kom ikke én ind og sagde ‘nu skal vi kigge på Albert, han blev jo taget med sugekop’, og der var heller ikke nogen, der snakkede fødslen igennem med mig.”Det virkede, som om sygeplejerskerne tænkte, at vi klarede det fint, selv om Albert græd så meget, husker Christina.Da Christina og hendes mand Kasper tager hjem, synes de, at de kender deres dreng en lille smule bedre. Men det er ikke et par selvsikre forældre, der forlader hospitalet.  

Er det kolik?

“Da vi sad i bilen, sagde Kasper: ‘Man føler lidt, at det er fuldstændig uansvarligt at lade os køre hjem med et barn nu’. Vi anede ikke, hvad vi skulle gøre ved ham. Men vi tænkte, at den følelse hørte med til at blive forældre, forklarer Christina.”

De nybagte forældre kan ikke vurdere, om det er normalt, at Albert er så ulykkelig. Han sover kun omkring en time ad gangen, og efter hver lur vågner han med et skrig.    

Sammenlagt græder han ti timer i døgnet. Albert er faktisk kun vågen uden at græde, når han bliver ammet.

LÆS OGSÅ: Gråd: Derfor vil baby bæres i dine arme

“Jeg var totalt udmattet, og det var bare ikke muligt at få sovet ud, fordi Albert skreg hele tiden. Om natten sad jeg og vuggede ham, mens han græd. Jeg græd også og tænkte ‘det kan simpelthen ikke være rigtigt, at det skal være sådan at blive mor’.”

Derfor sender Christina allerede inden første hjemmebesøg en mail til sundhedsplejersken. Hun og Kasper har brug for vejledning, skriver hun.

Sundhedsplejersken afviste kolik

Sundhedsplejersken kommer da også på besøg, men tilfældigvis græder Albert ikke særlig meget, mens hun er der, og hun slår grådanfaldene hen som noget helt normalt.  “Hendes kommentar var bare, at børn græder meget de første tre måneder, fordi deres tarmsystem skal udvikles. Vi tænkte ‘ja- men, hvorfor er der ikke nogen, der har fortalt os, at det er så meget?’. Det var vi slet ikke forberedte på.”Hver gang Christina og Kasper er i kontakt med en ekspert, får de at vide, at Albert ikke har kolik. Han spiser fint, tager hurtigt på og er tilsyneladende sund og rask.    Selv om de ikke får et svar på, hvorfor han er så ked af det, er det alligevel beroligende at få at vide, at han ikke er syg. Men gang på gang indhenter virkeligheden og kolikken forældrene igen.Christina isolerer sig mere eller mindre i lejligheden på Frederiksberg, for hun er hundeangst for at stå med et skrigende barn ude på gaden.

Læs videre på næste side

“Jeg var bange for, at folk ville tænkte ‘hold da op, hun kan slet ikke trøste sit barn. Hun er da ikke en særlig god mor’. Samtidig ville jeg ikke genere folk omkring mig med Alberts kolik. Det er jo fuldstændig skørt, at jeg lagde det stressmoment ovenpå alt det andet, men sådan havde jeg det,” siger Christina.    
Dage og nætter går med en meget utilfreds Albert. Men i sin afmagt er Christina nået dertil, hvor hun slår situationen hen med et ‘vi har jo bare fået sådan et barn, der græder hele tiden’.

Da hendes bror får et barn, bliver det imidlertid en øjenåbner – i første omgang for Christinas forældre. Efter at de har været på sygehuset og for første gang set barnet – stille og roligt sovende i sin vugge – tager de hjem til Christina og Kasper.

Allerede i opgangen kan de høre Albert skrige oppe i lejligheden. For første gang er der en udefrakommende person, der nævner muligheden for, at situationen er unormal.  

“Min mor sagde, at hun var bange for, at Albert havde kolik. Først dér gik det op for mig, at Albert var særlig grædende. Hele den første måned havde vi levet i en osteklokke og prøvet at acceptere situationen og overleve. Nu var vi simpelthen ved at bryde sammen.”

Alternativ behandling

Dagen efter ringer Christina til sin læge og siger, at det ikke kan være rigtigt, at hendes barn skal græde så meget. Lægen siger, at hvis han slet ikke har vågne tider, hvor han ikke græder, så trives han ikke.    Endelig er der en fagperson, der bekræfter, at Alberts grådanfald er ud over det sædvanlige. Albert bliver indlagt til observation på børneafdelingen på Hvidovre Hospital – men lægerne kan ikke finde svar på, hvorfor han er så ulykkelig. De konkluderer dog, at den lille dreng spiser meget ofte, så Christina skal prøve kun at amme hver tredje time.    “Det råd fulgte vi et par dage, men så græd han bare længere tid ad gangen. Ret hurtigt kom vi frem til, at så ville vi hellere have, at han spiste oftere og græd lidt kortere tid ad gangen, siger Christina, som også forsøger zoneterapi, massage, varme omslag og dråber for mavekneb uden effekt.”Vendepunktet kommer, da Kaspers mor en dag nævner, at én i familien har studeret kranio-sakral-terapi – en alternativ behandlingsmetode, hvor behandleren med små tryk kan afhjælpe spændinger i kroppen.Det har Christina og Kasper slet ikke overvejet, for de har hele tiden tænkt, at det er maven, den er gal med. Men de er desperate og villige til at prøve alt.   

Et mirakel

Albert er to måneder gammel, da kranio-sakral-terapeuten kommer på besøg. Hun går rundt med den lille baby og trykker ligeså forsigtigt på hans ryg og pande. Hun forklarer, at børn, der som Albert er taget med sugekop, er blevet trukket på en unaturlig måde under fødslen, der kan give spændinger. Dagen efter er Albert som et helt andet barn.“Han begyndte at være vågen uden at græde, og et døgn efter behandlingen stoppede kolikken fra den ene dag til den anden.”Det var som et mirakel, husker Christina. Ligeså langsomt begynder Christina at vågne op fra den undtagelsestilstand, hun har befundet sig i. Hun begynder at gå ture, tage på vennebesøg, og hun starter i mødregruppe.Men selv om Albert får det bedre, har mor Christina det stadig skidt.

Kolikken satte spor

“Jeg fik ikke talt forløbet igennem med nogen eller bearbejdet de følelser, jeg havde omkring fødslen og Alberts kolik. Jeg fik meget svært ved at overskue, at Alberts behov skulle komme før mine, for i to måneder havde jeg skubbet mig selv fuldstændig til side. Nu græd Albert ikke mere. Nu var det mig, der græd.”I dag kan Christina se, at hun havde en fødselsdepression. Men af frygt for at blive stemplet i systemet som en mor, der ikke kan håndtere sit barn, søger hun ikke hjælp.LÆS OGSÅ: Lær at rumme babys grådFørst da hun starter på arbejde, får hun situationen på afstand og får det godt. Og da hun bliver gravid igen, da Albert er knap to år, går der endelig huld på bylden.Til den første jordemorsamtale kommer det hele op til overfladen sammen med angsten for, at forløbet skal gentage sig, og Christina bliver tilknyttet en fødselspsykolog og en samtalegruppe for kvinder, der har haft traumatiske oplevelser omkring fødsel eller barsel.

Få din nyfødte tjekket

“Det hjalp rigtig meget at snakke det hele igennem igen og igen, så jeg ville ønske, at jeg havde søgt hjælp tidligere. Min barsel med Albert var ikke kun skidt, der var også gode tider. Men jeg synes, den var svær, og sådan havde det ikke behøvet at være, siger Christina, som håber, at hendes historie kan være med til at hjælpe andre forældre til kolikbørn.”

“Hvis du føler, at dit barn græder meget, skal du ikke lade stå til, selv om sundhedsplejerskerne og lægerne tager det helt afslappet. Det er frygteligt at tænke på, at Albert skreg i to måneder, fordi han havde ondt, når der faktisk var noget, der kunne have hjulpet ham. Jeg vil anbefale alle at få deres nyfødte børn tjekket af en kranio-sakral-terapeut helt rutinemæssigt.”

Heldigvis får hun lov til at opleve en mere normal barsel med lillebror Bertil, som aldrig har grædt særlig meget. Og set i bakspejlet har Christina og Kasper også fået gode ting med sig fra den hårde start på familielivet.

“Kasper og jeg har set hinanden i helt ekstreme situationer. Når Albert skreg i flere timer i træk, stod vi fuldstændig magtesløse, og vi blev bange, stressede, udmattede af søvnunderskud og så pressede, at vi ikke anede, hvordan vi skulle overleve. Det har gjort os meget tætte, at vi der har måttet holde sammen og sige ‘vi har heldigvis hinanden’.”

LÆS OGSÅ: Sådan takler du dit søvnunderskud

LÆS OGSÅ: 39 tip til trøst

LÆS OGSÅ: Ny energi til den trætte mor