Med numsen først

Da vi fandt ud af, at jeg var gravid igen, var vores mindste kun et år og en måned gammel. Vi syntes, det var lidt hurtigt, men selvfølgelig skulle vi have en mere. Cecilie på syv år syntes, det var spændende, og Mathilde på et år forstod det ikke helt. Jeg havde en hård graviditet med opkast og kvalme, lige til jeg fødte.

Jeg var til skanning i uge 32, og der fandt vi ud af, at vores baby vendte med numsen nedad, så det skulle de holde øje med. I uge 36 sagde jordemoren, at baby lå fast med hovedet i mit bækken. Det troede jeg dog ikke på og bad om en ny skanning. Jeg fik ret, for den lille lå stadig godt og grundig plantet med numsen i bækkenet.

Overlægen på Kolding Sygehus ville absolut ikke anbefale, at jeg fødte selv, da min baby blev skønnet til at veje cirka 3600 gram. Men han tilbød at prøve med et vendingsforsøg, der desværre ikke lykkedes. Jeg fik tid til endnu et forsøg i uge 37. Lægen kom ind og sagde med det samme, at det ikke kunne lade sig gøre, fordi baby var for stor. Så skulle vi bare finde ud af, hvad baby vejede og tage en beslutning ud fra det, om jeg skulle have kejsersnit eller føde selv.

Ville føde selv

To andre læger anbefalede et kejsersnit, og jeg var grædefærdig, for jeg ville bare føde selv. Også fordi Mathilde var så lille og stadig havde brug for at blive løftet rundt indimellem.

Baby blev skannet til 3688 gram, og jeg aftalte med lægen, at jeg godt kunne prøve en sædefødsel, men jeg skulle ringe hurtigt, efter at jeg havde fået veer, så de kunne få fat på en læge, der ville være med under fødslen. Der var tre på sygehuset, der var rutinerede i sådanne fødsler.

Jeg spurgte, om han ikke kunne løsne hinder på mig, for den lille måtte jo helst ikke vokse for meget, hvis jeg skulle føde selv. Baby måtte ikke runde fire kilo. Lægen løsnede hinderne og sagde, at jeg ville føde inden for 48 timer. Han kunne åbne mig fem centimeter og mærke numsen af baby.

Vi tog hjem klokken 12, og 13.15 kom den første ve. Jeg ringede allerede til sygehuset klokken 13.30, fordi lægen havde sagt, jeg skulle ringe hurtigt. Under en sædefødsel skulle der være en læge til stede. Men jordemoren ville ikke se mig, for det var ikke sikkert, det var veer, sagde hun. Så sagde jeg: ‘hør her, jeg er tredjegangsfødende, og det er veer. Min baby vender forkert, og jeg er ret nervøs, så jeg kommer om 30 minutter.”

Læs på næste side, hvordan det går på hospitalet…

Lidt nervøs

Vi kom klokken 14.15, og jeg havde kraftige veer uden mellemrum, var allerede fem centimeter åben og glædede mig til at få lattergas. Men det kunne jeg ikke få, kun ilt, som var det eneste, jeg fødte med. Jeg fik også lagt noget sterilt vand i min lænd, såkaldte bistik. De kan ikke anbefales. Det gjorde forfærdeligt ondt og havde ingen effekt.

Da de kom med en kæmpe tang, hvis nu hovedet sad fast, må jeg indrømme, at jeg fortrød, at jeg havde villet føde selv. Da jeg ankom, havde jeg allerede lyst til at presse, fordi forsterhinden trykkede meget på mig forneden. Men de måtte ikke tage vandet, fordi han vendte forkert, så jeg havde så vanvittig ondt, indtil forstervandet gik spontant. Jeg fik presseveer klokken 16.15, men ved denne fødsel havde jeg utrolig svært ved at presse, fordi babyen ikke hjælper til, som når man føder hovedet først. Jeg pressede, og hans numse kom lidt ud og røg tilbare igen i ret lang tid, synes jeg. Det var hårdt.

Renderi på fødestuen

Det var ret forvirrende, for folk stod og sagde pres, hvil, sug i masken, pres, hold og så videre. Til sidst kom jordemoren op til mig og hviskede ‘nu lytter du kun til mig og gør, som jeg siger’, og det var guld værd, for der fødte jeg numsen, og lillemanden sked og tissede ud på dem alle sammen.

De måtte ikke røre ved ham, så de havde sterile klude til at hive hans ben ud med. Der troede jeg, jeg havde født, men jeg manglede kroppen og hovedet endnu. Jeg havde næsten ingen kræfter tilbage, men fik da presset kroppen ud, og de tog den ene og så den anden skulder ud, og så sagde lægen, at nu skulle jeg presse.

Jeg pressede alt, hvad jeg kunne, og vupti kom vores dreng ud klokken 16.38. Peter var en stor dejlig dreng på 3950 gram og 52 centimeter. Far, der selvfølgelig var med under hele forløbet, var så stolt og glad over, at vi fik en lille dreng.