Min fødsel: “Du har ikke presseveer – men pres!”

Da første ve melder sig, er jeg mest af alt spændt. Det er næsten midnat, og Jesper, min kæreste, og jeg har lige lagt os til at sove. Jeg lusker ind på sofaen og lader

Jesper sove videre, så han i det mindste er frisk, når der kommer en baby. Vi tror jo, at der helt sikkert snart kommer en baby, men vi bliver klogere.

Natten bliver til dag, og jeg kæmper. Veerne er kraftige, men uregelmæssige, og der er ikke noget, der tyder på en snarlig fødsel. Så jeg pruster, stønner, snøfter, spiser, pruster, står op, ligger ned, sidder, står op, snøfter og pruster igen. Det føles, som om fødslen er gået i stilstand.

Er du derinde?

Efter 18 timers seriøse veer uden mærkbar udvikling, er jeg udmattet og vil have en afklaring: Er der virkelig en baby derinde og har den tænkt sig at komme ud? Vi ringer til rigshospitalet og kører kort efter det lille stykke vej gennem københavn til rigets fødegang.Da vi ankommer, er jeg kun få centimeter åben og bliver sendt ud på en gåtur rundt om riget. Jeg er grædefærdig, og vi når kun til lobbyen, så magter jeg ikke at gå videre. Jeg står op ad vægge, paneler og sofarygge og pruster den ene ve ud efter den anden. Vi får heldigvis en stue, da vi vender tilbage til fødegangen. Der er gået næsten et døgn siden første ve, og jeg er efterhånden ikke mange guldbarrer værd.Jeg fabler en hel del om en epiduralblokade, og inden da har jeg nævnt noget om et badekar – det er de allerede i gang med at fylde. Da jeg bliver sænket ned i karret, kan jeg mærke vandet gå. Det føles som en lille vandbombe, der vælter ud mellem mine ben nede i vandet. Veerne fortsætter – kraftigere og kraftigere.Da jeg langt om længe får lagt epiduralblokaden, føles det for en stund, som om englene synger. Jeg når endda at få lidt søvn. Veerne tager til, og efter endnu et par timer med stigende ubehag, på trods af bedøvelsen, fortæller jordemoren, at jeg skal begynde at presse, når der kommer en ve. Ikke fordi jeg har pressetrang, men fordi barnet stadig ligger så højt oppe, at jeg aktivt skal presse hende ned i bækkenet.Jeg presser og presser, hver gang der kommer en ve. Men den lille bandit flytter sig kun nødtvungent få millimeter ad gangen. Selv om hun nu efterhånden er kommet godt ned i bækkenet, er der stadig lang vej. Jeg har snart ikke mere i mig, og det hele virker ligegyldigt og sløret. Jeg tror, min krop er ved at give op.

Kejsersnit, ellers tak

Pludselig vælter det ind med folk på stuen – min datter skal tages med sugekop, og det lyder, som om det haster. Jesper græder lidt. Jeg synes, hele scenariet er overvældende.Fødselslægen fortæller os, at de har tre forsøg til at hive – ellers bliver jeg sendt til akut kejsersnit.

‘Åh nej, ikke kejsersnit, så er alt det her arbejde jo fuldstændig nytteløst,’ når jeg at tænke, før der kommer en ny ve, og de begynder at trække. Det føles, som om de trækker hele mit underliv ud. Jeg skriger højere, end jeg nogensinde har gjort før. Ikke fordi jeg er bange, men fordi det gør så sindssygt, oprivende, altødelæggende ondt. Veen ophører, da hovedet er halvvejs ude. Jeg græder, hulker, hviner i smerte, siger ‘nej, nej, nej – jeg kan ikke presse mere – træk nu’. Men de bliver nødt til at vente til næste ve.

Så kommer den, veen, og Ellen, vores lille skønne datter ser verden for første gang, for enden af en sugekop. Hun vræler med det samme og bliver lagt på mit bryst. Hun har fået en fin lille hæklet hue på, sikkert for at skjule at hendes hoved er lidt aflangt efter den hårde sugekopbehandling. Nu er det mig, der græder. Af lykke.

Mens jeg bliver syet, kommer personalet med et rullebord med to stykker hvid toast og et lille flag. Et festmåltid. Og inden længe bliver Ellen, jeg og mine følelsesløse ben kørt ind på en barselsstue, hvor vi skal lære hinanden bedre at kende. Aldrig har jeg oplevet, at panik og smerte så hurtigt kan blive overhalet inden om af ro og lykke.

LÆS OGSÅ: Av! Alt om veer 

LÆS OGSÅ: Fødsel: Er det nu?

LÆS OGSÅ: Fødselsforberedelse: Mindful moving