Overskudsfar ... til 4!

Når man bruger det som en del af indgangsreplikken i selskabelige sammenhænge, er man allerede stemplet som børneekspert, uanset om man så dagligt råber hovedet af sine børn og i øvrigt aldrig er hjemme. Noget der jævnligt sker for mig…

Nu er det ikke, fordi jeg er ked af overskuds-prædikatet, og jeg elsker da at flashe “Far til 4” titlen over for nye bekendtskaber og se beundringen (og frygten) i deres øjne. Så jeg ville da være en idiot, hvis jeg ikke spillede med og lod dem bevare glansbilledet af mig som SUPERDAD.

Samtidig synes jeg også, jeg fortjener den indirekte hyldest og beundren. Familien fylder rent faktisk meget. For eksempel er der en del logistik at håndtere i det daglige, og jeg prioriterer familien højt. Så det er en stor del af min identitet at være Far til 4, – og noget jeg er stolt af.

Men indrømmet: Det ER hårdt arbejde. Alligevel tilstræber vi det der berømte overskud. Der er dage, hvor min kone og jeg kigger på hinanden ved middagsbordet og går i gang med en barnlig kappestrid, om hvem af os der er mest træt. Det er sjældent, en af os vinder, men så bliver vi enige om noget andet.

Nemlig at hive os selv op ved nakkehårene, finde Ole Henriksen attituden frem i bare 2 timer og derved bære hinanden igennem og få en hyggelig aften. Og det virker. Det er vi (læs: min kone) rigtigt gode til. Altså at droppe selvmedlidenheden og martyriet og bare gøre det, der er bedst i situationen med målet for øje. Og så i øvrigt ikke brokke os så meget.

Jeg har en god ven, der brokker sig over, at jeg ikke brokker mig. Men det er et helt bevidst valg. Jeg tror ikke, overskuddet kommer af sig selv. Det er simpelthen en “ydre” beslutning, man tager, og så lever man efter det. Det gjorde vi faktisk allerede, da vi juleaften i 2004 fandt ud af, at nummer 3 også blev nummer 4.

Midt i juleanden røg min kone af sted i ambulance. Halvanden time senere ringede hun fra Gentofte Sygehus med ordene: “Vi har det godt – alle 3!”

2 dage senere kom tsunamien i Asien, og det var ikke på sin plads at brokke sig over det besværlige i at få tvillinger i den situation. Jeg mistede en ven derude, og dagligt så man reportager om folk, der havde mistet børn, eller børn der var blevet forældreløse. Der besluttede vi os for at være glade og taknemmelige. Og det har så været grundholdningen lige siden.

Især fordi det KUN rammer os selv og børnene, hvis vi hiver os selv ned med brok og dårlig stemning. Ikke sådan forstået, at alt herhjemme ligner en Kellogs reklame med fuglekvidder og solskin, men med vores store børneflok er vi måske alligevel det synlige symbol på overskud. I princippet tror jeg nu ikke, det handler så meget om antallet af børn, som det handler om indstilling.

Jeg kender forældre med kun 1 barn, der piver mere og kan overskue mindre end folk med 4. “Åhh, det er så hårdt, og vores liv er fuldstændig forandret, efter vi har fået barn.” Æd en tudekiks og gang alt dit arbejde med 4, så kan vi sludre igen.

Definitionen, af hvad der er hårdt arbejde, er individuel, og der er nok noget om den gamle sandhed med, at hvis man vil have noget gjort, så skal man spørge en, der har travlt. Og i øvrigt – andre folks og min egen vurdering, af hvorvidt min kone og jeg er overskudsforældre, er i virkeligheden helt underordnet. Men jeg vender tilbage om cirka 20 år, når jeg har spurgt de rigtige dommere: Mine 4 unger.

P.S. Jeg skylder at sige, at min kone klart bærer den største del af børneslæbet. Inklusive mig har hun nemlig 5 børn…