Vores søn kan ikke lege selv, hvad gør vi?

Spørgsmål:

Vi er forældre til en dreng på snart fire år samt en pige på to år. Vores børn virker generelt glade og tilfredse, og de fungerer fint i institutionen. Vores lille problem består i, at vores dreng på ingen måde kan lege selv – kun hvis han ser fjernsyn.

I alle hans fire år har han aldrig leget mere end fem-ti minutter selv ad gangen. I børnehaven er han ikke den mest frembusende dreng, er lidt tilbageholden og genert, men leger fint med de andre. Har også legekammerater med hjemme. Han er en sensitiv og eftertænksom lille fyr. Det er herhjemme, når vi kun er familien, at han altid ønsker at lege med mor eller far.

Det skal så også siges, at vi altid har brugt utrolig meget tid på at lege med ham (og lillesøster), fra de var helt små. Når vi er hjemme, har vi altid prioriteret, at enten min mand eller jeg skulle være sammen med børnene, mens den anden laver mad, vasker tøj og så videre.

Vi laver aldrig begge to huslige pligter på en gang. Nu er han efterhånden blevet så stor, at vi tænker, at det må være muligt, at han selv kan lege – bare en halv time ad gangen indimellem. Det kan vi også se, at hans legekammerater gør.

Han har ligeledes brug for bekræftelse i alt, hvad han gør. Vi skal se, når han kan løbe stærkt, når han kan kaste en bold højt og så videre, bygge et tårn af klodser og så videre. Så når han endelig selv leger lidt, skal vi komme og se, hvad han laver.

Han leger rigtig fint med hans lillesøster, og de kan godt lege cirka et kvarter selv, men han kommer jævnligt i dette tidsrum og briefer os, om hvad de laver og vil have, at vi skal “se” dem eller være med. Lillesøster kommer ikke hele tiden til os på samme måde. Vi tænker på, om vi har været for meget sammen med vores børn – kan man det??

Vi har altid prioriteret tiden sammen med børnene højt, og vi kan også høre på vores venner, at de slet ikke er “på” hele tiden, som vi er. Jeg (mor) holder også jævnligt børnene hjemme enkeltvis, hvis jeg har hverdagsfridag, så der kun er mig og én af dem.

Vi har brug for et råd, til hvordan vi lærer ham at kunne lide at lege alene indimellem, da vi efterhånden føler os lidt udkørte.

Mvh. Moderen

Læs psykologens svar på næste side.

Svar:

Kære Moderen

Leg er den vigtigste form for aktivitet i et børnehavebarns liv. Leg er det redskab, hvormed barnet lærer noget om sig selv og sine omgivelser. I tre- til seksårsalderen udvides børnenes kendskab til deres identitet og bliver meget bevidste om køn, normer og værdier.

Gennem legen afprøver børnene forskellige roller – prins, prinsesse, uhyre – de afprøver følelser – den gode, den onde. Alt sammen noget der har betydning for deres forståelse af egne følelser senere hen. Børnene bruger legen til at bearbejde konflikter, knytte venskaber, lære sociale hensyn og regler, og de lærer deres plads i hierarkiet. De bruger legen til at udvikle identitet og afprøve roller.

Børnene kan helt forglemme sig, leve i deres egen verden og slippe omverdenen – de er frie og glemmer helt vi voksne. Der er ingen tvivl om, at hvis et barn ikke evner at lege, så vil barnet få problemer i sin udvikling. Men heldigvis er jeres dreng en god ”leger” henne i børnehaven, så han har evnen. Men derhjemme evner han det ikke. Her kan han ikke slippe virkelighedens verden. Han må hele tiden have jeres opmærksomhed og jeres vurdering og gerne have jer inddraget i legen.

Det er som om, I er hans legekammerater, og da I er om ham hele tiden, opgiver han selv at vurdere, om det, han laver, er okay. Han vil have jeres vurdering, når I nu er der. I spørger, om man kan være for meget sammen med sine børn: Nej, det kan man ikke, men måden, man er sammen med dem på, kan gå hen og blive et problem.

I har villet det så godt, men I er i den grad kommet til at overinvolvere jer i hans gøren og laden. I har været overansvarlige, og er man det, kommer man let til at fratage et barn dets selvværd, dets drive og skabertrang. Det giver symptomer, som I nævner – børn der hele tiden råber ”Se mig, se mig.” Bare de kaster en bold i luften, skal vi kommentere det, fordi vi har opdraget barnet til, at sådan er vi derhjemme.

Derfor må I hjælpe ham til at kunne lege alene hjemme hos jer, og det må I gøre ved at støtte ham i at blive selvstændig. I må give slip på ham og lade ham vide, at han godt kan selv. I starten må I hjælpe ham lidt i gang. Hvis han for eksempel siger, at han gerne vil have, at I skal lege med tog, så sig: ”Ja, jeg vil hjælpe dig med at bygge banen, men du skal lege selv.”

Byg så en fed togbane, og når så legen skal i gang, siger I: ”Nu vil jeg læse avisen, og du leger med toget.” Når I læser avis, og han kommer for 10. gang for at blive bekræftet, så sæt en grænse for jer selv. Sig for eksempel: ”Ja, du er god til at lege, det er dejligt at se, og jeg vil gerne have ro nu. Jeg læser, og bagefter kan vi snakke.” Ved at tale sådan støtter I ham både ved at sætte grænser for jer selv, men I signalerer også, at I tror på, at han kan selv.

Endeligt vil jeg pege på, at det er vigtigt, at I to voksne viser børnene, at I er de voksne, og at I har et liv sammen. Hjælp derfor hinanden i køkkenet. Sid lidt længere ved bordet, når børnene futter rundt og få lidt voksensnak. Jeres børn vil have godt af at opleve, at I afviser dem engang imellem, fordi I lige har brug for at tale sammen.

Alt skal gøres med varme, og det vil være lidt svært for jer alle i starten, men det er så vigtigt, at I ændrer omsorgen for jeres dreng fra at være overinvolveret og overansvarlig til almindelig involvering og almindelig ansvarlighed.

Mvh. Margrethe Brun Hansen