Når dit barn stjæler, er det et råb om hjælp!

r det ikke at være alvorligt. Men tyveri er ofte dit barns råb om hjælp til dig, fordi barnet mangler noget.

Du finder et gameboy-spil under din søns madras – et spil han helt sikkert ikke har fået, men som desværre ligner det, fætteren fik til sin fødselsdag og siden forgæves har ledt efter..!

Eller du opdager, at din datter har gemt en lille notesbog under jakken, når I sammen går ud af butikken – den notesbog, du netop har sagt til hende, at hun ikke må få…

Mange forældre har prøvet det. Pludselig er ens søde unge forvandlet til en, der stjæler. En tyv. Og det er slet ikke nogen rar fornemmelse. Men selv om du sikkert bliver både vred, ked af det og bekymret, fordi barnet burde vide bedre, så lad være med at skælde ud og straffe. Det kan nemlig sagtens være, at det er de voksne, den er gal med, når et barn stjæler.

Derfor stjæler børn

”Det er faktisk altid børn, der mangler noget, som stjæler,” siger Kirsten Thrane, skolepsykolog i 30 år i Ballerup Kommune.

”Det kan både være børn, som mangler almindelig forældreomsorg og kærlighed, børn, der ikke får lommepenge og aldrig får det tøj, alle andre går med, eller børn, som er i krise, fordi forældrene for eksempel ligger i skilsmisse. Det kan også være en mindre krise, som man bliver meget overrasket over, kan udløse så forholdsvis kraftig en reaktion,” uddyber hun.

Børnepsykolog Pernille Scharff skitserer tre hovedgrunde til, at børn stjæler:

”Det kan være børn, som fuldstændig mangler tillid til voksne, og som er nødt til at stjæle for at få noget. Som regel er det tidligt omsorgssvigtede børn. Det kan også være børn, der er så små, at de ikke ved, at det er forkert. Og så kan det være ellers normale børns måde at råbe på hjælp og opmærksomhed,” siger hun.

For lidt opmærksomhed

Hvis et ellers almindeligt barn begynder at stjæle, er der grund til at være ekstra opmærksom.

”Så bør man som forældre se nøje på sig selv,” siger Pernille Scharff.

”Barnet bruger ubevidst det at stjæle som et budskab, om at barnet har behov for tid og opmærksomhed lige nu. Og det er de voksnes ansvar at forstå det budskab,” siger Pernille Scharff.

Kirsten Thrane fortæller, at det også kan ses på, hvad det er, børn stjæler. Nogle stjæler kammeratens jakke og bliver selvfølgelig opdaget. Det er typisk de børn, der aldrig får den trøje, som alle børn i klassen ønsker sig. De børn, som heller ikke får lommepenge og derfor aldrig kan være med, når de andre køber noget for deres egne penge.

Men de fleste børn, som stjæler, går ikke efter noget, som de brændende ønsker sig.

”De stjæler for eksempel karameller, selv om de lige har spist 10,” siger Kirsten Thrane, ”for det er ikke tyvekosterne, men opmærksomhed og omsorg barnet er interesseret i.”

Er barnet nu en tyv?

Det at stjæle er ifølge Pernille Scharff en kommunikationsvej for barnet. Og derfor er det også vigtigt at se budskabet og at undgå at kalde barnet en tyv. Alligevel er det samtidig vigtigt ikke at snakke udenom. Forældre siger typisk, at deres barn er ”kommet til” at stjæle, eller at barnet har ”taget noget.”

”Men sandheden er, at barnet stjæler!”, siger Kirsten Thrane. ”Og det er skidt at kalde det alt mulig andet. For børn ved godt, at det er forkert at tage andres ting. Barnet skammer sig som regel nok i forvejen, så man skal ikke gøre det værre ved at bruge ord som ”tyv”. Men der er heller ingen grund til at underkende alvoren i det,” siger hun.

Barnets egen reaktion

Hvis du opdager, at dit barn har stjålet, viser barnets reaktion noget om, hvordan han har det med sig selv. Hvis barnets selvfølelse ikke er så god, har det svært ved at stå ved sine fejl, fortæller Pernille Scharff.

”Nogle børn betragter det at sige undskyld som en stor falliterklæring, som får deres selvværd til at ryge yderligere på gulvet, og derfor vil de kæmpe, nærmest på liv og død, for at benægte tyveriet.”

“Hvis barnet omvendt er i stand til at indrømme fejlen og sige, at hun er ked af det, så tyder det på, at barnets selvværd er anderledes højt, fordi hun ved, at hun er elsket, uanset hvad hun gør. Nogle børn vil pure nægte at tale om tyveriet. Og det bedste, du kan gøre her, er at gøre det klart for barnet, at der skal tales om det – og så vente.”

“Eventuelt kan du sige ”Nu må vi gå hver for sig, og så må vi snakke sammen om det senere, men du slipper ikke, for der skal snakkes om det”, foreslår Pernille Scharff og uddyber: ”Det er vigtigt for barnets karakterudvikling, at den voksne følger op og konfronterer barnet med gerningen,” siger hun.

Skæld-ud virker ikke

Men til gengæld er det direkte meningsløst, når forældre bliver enormt vrede, hvis deres barn har stjålet. Man risikerer, at et meget bekymrende budskab drukner i skæld-ud, siger Pernille Scharff.

Hun bliver bakket op af Kirsten Thrane, der siger, at skæld-ud faktisk kan få den modsatte effekt af den, man ønsker. Børn, der får meget skæld-ud, føler sig forkerte. Og det betyder bare endnu mere arbejde med at give barnet noget selvværd.

”Sig i stedet noget i retning af ”Jeg tror, du har det skidt, siden du stjæler. Vil du ikke hellere komme og snakke med mig, når du får lyst til at stjæle”. Så får barnet noget af den opmærksomhed og omsorg, som tyverierne kan være erstatning for.”

Tilbage til butikken

Og hvad skal man så stille op med tyvekosterne? Skal man tvinge sit barn til at gå tilbage til butikken eller kammeraten, aflevere det stjålne og sige undskyld?

”Ja,” mener Pernille Scharff, ”men man skal som forældre være støttende. Du skal ikke lade dit barn gå alene hen og aflevere tingen tilbage og sige undskyld. Hvis dit barn har stjålet fra en ven, så kontakt vennens forældre først – bagefter kan du gå med barnet hen for at aflevere tingen tilbage og sige undskyld.”

Men børnepsykologen understreger, at det at skulle sige undskyld kræver et vist overskud, og at det kan være for ydmygende for barnet. Her må forældrene i stedet hjælpe barnet ud af situationen. En mellemting kunne være at skrive et brev sammen med barnet og fortælle, at ”Nu sender vi det her til din ven og siger undskyld”. Kirsten Thrane foreslår, at man afleverer tyvegodset anonymt, hvis man kan risikere at møde helt uforstående reaktioner fra for eksempel den butiksansatte.

Tyveri for spændingens skyld

Hvis dit barn nærmer sig teenagealderen, behøver det at stjæle ikke at være et råb om hjælp. For børn i 12-14-årsalderen kan man typisk tage lidt lettere på det, hvis man opdager, at barnet har stjålet.

Alle børn i den alder ved godt, at de ikke må stjæle. Så netop derfor stjæler mange af dem for at afprøve nogle grænser og for at trodse forældrene. Det er en begyndende løsrivelse fra forældrene. Og selv om det ikke er i orden at stjæle, uanset alder, kan vi trøste os med, at det oftest er noget, som går over igen.

En gang tyv?

Hvis man som forældre opdager, at ens barn har stjålet en pose vingummi i Brugsen, så er der altså ingen grund til at gå i panik. Det er ikke begyndelsen til en kriminel løbebane for dit barn.

Skolepsykolog Kirsten Thrane skønner, at op mod 80 procent af alle skolebørn på et eller andet tidspunkt har prøvet at stjæle. Og at det er meget få forældre, der overhovedet opdager det. Men hvis du opdager, at dit barn har stjålet, er det, ifølge både Kirsten Thrane og Pernille Scharff, en rigtig god idé at tale om det.

HVAD SIGER POLITIET?

Børns opdragelse, også når det gælder kriminalitet, er primært forældrenes opgave. Men også skolen og politiet kan spille en vigtig rolle, når det gælder om at præge børn i den rigtige retning. Det er forskelligt hvordan de forskellige politikredse griber det an, men det er typisk muligt at få besøg af politiet i klassen til en snak om kriminalitet, love og regler.

Chef for den Kriminalpræventive Afdeling i Odense, Jan Kurt Larsens bedste råd til forældre er, at vi fortæller vores børn, at det enten er de ansatte i butikken, der taber deres egne penge, hvis vi stjæler. Eller at det i sidste ende er os selv, som kommer til at betale mere for varerne, hver gang nogen stjæler.

Lokalpolitiet i Odense har succes med at gribe det an på følgende måde:

• I 2. klasse er der et kursus i butikstræning. Det består af en times teori, hvor eleverne får undervisning i, hvorfor ting koster penge. At varerne ikke bare står på hylderne, men at nogen har knoklet med at sætte dem der og har betalt for dem. Bagefter skal børnene med ud og besøge en købmand. For det vigtige er, at de får et ansigt på ham eller hende, som man stjæler fra, hvis man tager varer i butikken. Og så får de til sidst lov til at foretage en handel, at købe en sodavand for kommunens penge.

• 3. klasser får tilbud om et kursus som for eksempel handler om forskellen på dit og mit.

• I 4.-5. klasse handler det om love og regler.

• I 6. klasse får eleverne indblik i hvilke former for kriminalitet, der findes. For eksempel lærer de, hvad forskellen er på tyveri og røveri.

• I 7.-10. klasse får de store børn et detaljeret kursus i særlov og straffelov, for eksempel lærer de om våbenloven, om spiritus og så videre.

BØRNEPSYKOLOGENS GODE RÅD

• Hvis dit barn pludselig begynder at stjæle, så kig på dig selv, og betragt det som barnets kommunikation til dig om, at han savner noget.

• Skæld ALDRIG ud og kald ham aldrig en tyv.

• Benyt hændelsen til at snakke sammen – den må ikke gå i glemmebogen, men skal følges helt til dørs.

• Aftal hvordan barnet leverer det stjålne tilbage – og husk at støtte dit barn.

• Hvis dit barn er 12-15 år, så er tyveri sandsynligvis et udtryk for afprøvning af grænser.

• Hvis tyveriet tager til, og der bliver stjålet flere og dyrere ting, eller hvis barnet IKKE stopper, når det bliver opdaget, er der noget galt.

• Bring emnet op i barnets klasse. Måske kan klassen samlet stoppe eventuelle gruppetyverier.

Skolepsykologens gode råd:

• Husk engang imellem at sige ja! – giv barnet lommepenge og lad barnet få noget af det, kammeraterne får.

• Hav ekstra opmærksomhed på barnet, hvis der sker noget særligt i familien, – skilsmisse, dødsfald eller familieforøgelse for eksempel.

Hvis barnet stjæler:

• Skæld ikke ud.

• Kald det at stjæle, ikke at ”komme til” at stjæle.

• Lav en aftale med barnet om, hvad I gør ved det. For eksempel at I tjekker barnets lommer og taske én gang om dagen eller lignende.

• Lav en aftale, om at barnet fortæller, når det får ”lyst” til at stjæle.