Vores børn kører rundt med os

Baggrund:

Anne og Kasper har en dreng på 10 år og tvillingepiger på 8 år, som de har svært ved at styre. Børnene vil ikke hjælpe til derhjemme, når deres forældre beder dem om det, de taler grimt til hinanden og forældrene, opfører sig dårligt, når de har kammerater på besøg, og protesterer voldsomt, når forældrene stiller krav til dem. Anne og Kasper har svært ved at stå fast, og de mange konflikter slider på dem og deres indbyrdes forhold. Faktisk har de overvejet at blive skilt, blot for hver især at få noget tid uden børn. Det har de trods alt ikke lyst til, så nu har de bedt Jesper Juul om hjælp.

Jesper Juul: Jeres teori er, at I har gjort et eller andet forkert?

Anne og Kasper: Ja.

Jesper Juul: Hvad tror I, problemet er?

Anne: Det håber vi, du kan hjælpe os med at finde ud af.

Jesper Juul: Ja, det kan jeg da. Altså, det, der er kikset, er, at det er børnene, der er kommet i førersædet, og ikke de voksne, og dermed bliver det børnene, der sætter tempoet og stemningen.

Jeg vil godt vide lidt om, hvordan og hvorfor det er sket. Hvad er jeres holdninger og filosofi om at være forældre?

Anne: Mine forældre var meget skrappe, og sådan skulle mine børn IKKE have det. Men jeg har haft svært ved at finde ud af, hvad jeg egentlig synes. Jeg svinger lidt mellem at forstå børnene og deres måde at reagere på, og så være den voksne, der tænker ‘nej nu!’. Jeg har svært ved at sætte grænser for dem.

Jesper Juul: Men det virker heller ikke, som om det er de samme ting, du siger nej til?

Anne: Det er også rigtigt.

Jesper Juul: Det er mere, når du er kommet i defensiven, eller synes, at nu kan det være nok.

Anne: Ja, vi vil jo gerne have, at de tager ansvar for at få familien til at fungere, men på den anden side skal de også have lov at være børn og lege og ikke have pligter – så det er meget på den ene side og den anden side, og så prøver vi at sætte nogle regler, men så kan vi ikke finde ud af, hvordan vi skal straffe dem, hvis de ikke overholder dem. Vi har prøvet et system, hvor de fik lommepenge, som vi tog fra dem, hvis de ikke gjorde det, vi ville have. Det er de ligeglade med. Vi har også straffet pigerne med, at de ikke kan lege med nogen i x antal dage, for det er en hård straf for dem. Men det er den der pisk eller gulerod hele tiden – jeg synes ikke rigtig, noget af det har virket.

Kasper: Jeg ville gerne, at man kunne have nogle opgaver, man skulle klare i løbet af en dag, så man bagefter havde overskud til at sætte sig ned og hygge sig med dem, men det fungerer ikke – når man beder dem om det, så er det ‘næ, det gider jeg ikke, jeg er lige i gang med noget andet’. Jeg har svært ved at sætte mig i respekt. De situationer har jeg meget svært ved at takle.

Anne: Vi diskuterer meget, hvad man skal gøre af ting og hvorfor.

Jesper Juul: Er I to grundlæggende uenige eller bare lidt på detaljen?

Kasper: Vi er ikke fuldstændig uenige – men der, hvor det kan misse lidt, er, når jeg kommer hjem fra arbejde og skal deltage i konflikter. Der kan godt blive lidt internt mellem os, hvor vi blander os i hinandens måde at gøre det på, og det er jo heller ikke sundt over for børnene, at de ser, hvor usikre vi egentlig er. Men om aftenen, når der er faldet ro på, kan vi sagtens tale om det og se vores egne fejl – det er ikke sådan, at vi kører hver vores strategi.

Jesper Juul: I har jo lagt en defensiv strategi. Ledelsen er aldrig kommet på plads med, hvad den vil og hvorfor. Så selvom man kan være overbevisende inde i sig selv, på vej hjem fra arbejde for eksempel, så skal der ikke mere end et frustreret barn til at vælte det.

Anne: Nej.

Jesper Juul: Når de voksne ikke tager ansvar – ikke fordi de er uansvarlige, men fordi de har en måde at tage det på, som ikke fungerer – så sker der det, som udefra ser ud, som om børnene tager magten. Men det er en fejlfortolkning, for børn er ikke interesserede i magt, og de trives ikke med det. De trives lige så dårligt med det, der sker, som I gør. Men de har ikke anden mulighed, for en familie fungerer som et system, hvor alle påvirker hinanden på kryds og tværs. Når der er et vakuum der, hvor ledelsen skulle være, går de ind og tager over. Så det, vi skal snakke om, er, hvordan får vi jer sat tilbage i bestyrelsesrummet, så firmaet har en slags ledelse, fordi så kan vi begynde at diskutere, om det er vigtigt, at de rydder op, tager af bordet og så videre.

Anne: Mmm.

Jesper Juul: I jeres tilfælde ville jeg nok sætte mig ned sammen med ungerne, helst på et tidspunkt, hvor der ikke er konflikt, og så sige til dem, at den måde, vores familie fungerer på, er vi ikke tilfredse med, og vi kan se, at I heller ikke er tilfredse. Vi vil have, at I bidrager til familiens drift, men vi er ikke helt sikre på, hvor meget og med hvad, så det vil vi gerne have nogle forslag til – ikke nu, mens vi sidder her, men når I har tænkt over det. Prøv at gøre det relativt kort. Så kan I mødes med dem igen nogle dage efter og spørge, hvad de helst vil lave. Vær tilfredse med relativt lidt – hvis de for eksempel vil rydde op på værelset og en eller to ting til.

Anne: De bruger også meget den der ‘hun gjorde det heller ikke, hvorfor skal jeg så?’

Jesper Juul: Den der retfærdighedssyge lider alle børn af, og mange forældre hopper desværre med på den. Jeg plejer at tage det humoristisk, når jeg møder det i familier eller på institutioner. Mit standardsvar er ‘det er fordi, du er lavet af grøn ost’.

Kasper: Det skal ikke diskuteres.

Jesper Juul: Nej, det giver ikke mening at diskutere det. Men det er kun deres måde at spørge på, kan vi nu være sikre på, at de har taget styringen? Eller er det stadig os, der har den, kan vi stadig vippe den gamle ud af førerhuset og få det, som vi vil have det – for det vil de jo gerne, men på lang sigt trives de ikke med det.

Anne: Jeg tror, de ville sige, at det er os, der bestemmer rigtig meget.

Jesper Juul: Det er det jo også. Jeres magtesløshed virker enormt magtfuld på børnene, for det er den, der sætter stemningen, så deres oplevelse er, at de nærmest ikke har noget at skulle have sagt.

Anne: De vil helt sikkert protestere, når vi siger, at de har bestemt for meget.

Jesper Juul: Så lad være med at bruge ordet ‘bestemt’. Sig i stedet, at de har haft for meget ansvar.

Anne: Det er nok et bedre ord.

Jesper Juul: Ja, for det der med at bestemme er der begrænsninger på. Hvis de voksne har bestemt, at der skal være en dag, hvor familien er sammen, så er det sådan, det er. Man kan også sige ‘vi vil have, at vi kun er os sammen en gang om ugen, men I kan være med til at bestemme hvilken dag’. Børn, der ikke føler sig taget alvorligt, vil have ret, men får de en oplevelse af, at I tager jer selv og dem alvorligt, vil det blive tonet ned med alt det der ‘I bestemmer’. En del af virkeligheden i en familie er, at man ikke altid kan få det, man gerne vil have. Det er svært at tåle den der modstand, men mind jer selv om, at de bare er frustrerede – de er ikke ulykkelige.

Kasper: Kan børn blive stressede af alle de ting, de skal i løbet af sådan en uge?

Jesper Juul: Børn kan sagtens blive stressede af det – om jeres er, ved jeg ikke. Jeg ved, at de er stressede af, at tingene har udviklet sig, som de har. Og hvis man bruger det der stress-argument til, at man ikke skal forlange af dem, at de tømmer opvaskemaskine – de to ting hænger ikke sammen. Uanset hvor mange ting de har, kan de godt tømme opvaskemaskinen. Det er ikke sundt at være med i et fællesskab, man ikke bidrager til. Men det ved børn ikke.

Anne: De sammenligner sig i hvert fald meget med kammerater.

Jesper Juul: Ja, men det er en god anledning til at få defineret jer, som I vil være. Lad mig sige noget vigtigt: Verden er fuld af bøger til forældre, der understreger, hvor vigtigt det er at være konsekvent, og det er ikke sandt. Altså forstået på den måde, at hvis jeg har sagt nej klokken syv om morgenen til, at du må sove hos en ven, så er jeg forpligtet til også at sige nej klokken fire om eftermiddagen – det er helt lige meget. Hvis jeg siger til min datter klokken fire: ’Jeg sagde nej i morges, det røg ud af munden på mig, jeg var vist lidt søvnig, men hvis du stadig gerne vil, må du gerne.’ Det er okay. Men hvis man siger ‘jeg må hellere sige ja, for ellers bliver der ballade’ – dén går ikke. Så vi taler ikke om at være konsekvent, vi taler om at være konsistent. At finde nogle værdier, man står for.

Anne: Jeg har været meget bange for at gøre noget forkert i forhold til dem.

Jesper Juul: Ja, det er der, du har været.

Anne: Emil har meget brugt det der med at smække med døren, og tit, hvis man lader ham være, kommer han bare.

Jesper Juul: Ja, og det værste, man kan gøre, er at snakke om det, når han kommer, for der er det forbi.

Anne: Ja.

Jesper Juul: I er jo meget forskellige, I to. Du, Anne, vil opleve, at når du finder ord til at sige det her til ungerne, vil du komme til at tude, og du, Kasper, vil opdage, at det er svært at sige det neutralt, fordi din tendens er at ville begrunde.

Kasper: Der er lidt at komme i gang med.

Læs hvordan det gik efter coaching på næste side >>

Efter coaching

Da Anne og Kasper gik fra coaching med Jesper Juul, gik de direkte ud og spiste en god frokost sammen – og startede dermed en vane, de vil tage med sig i deres ‘nye’ familieliv:

“Den dag var SÅ god for os – vi var jo tvunget til at tale sammen, og behøvede ikke at føle, at børnene kunne lytte med. Det skal vi gøre meget mere fremover,” siger Anne.

Hjemme igen brugte parret først lang tid på at diskutere, hvad de vil med deres opdragelse, og så kaldte de børnene sammen og fortalte dem, hvor grelt det stod til.

“De blev noget rystede over at høre, at vi havde overvejet at blive skilt, men vi understregede over for dem, at vi virkelig ønsker at være sammen og få vores familie til at fungere,” fortæller Anne.

Parret valgte til gengæld ikke at følge Jesper Juuls råd om at få børnene til at byde ind på huslige opgaver.

“Vi vil ud af alt det med opgaver og regler, så vi har valgt at køre det på frivillig basis, og det virker faktisk. De vil jo egentlig gerne hjælpe til, det gælder bare om at fange dem, når de har lyst – og få det præsenteret på en god måde,” siger Anne.

Anne og Kasper oplever generelt, at børnene har fået mere respekt for dem, fordi de har påtaget sig et større ansvar over for dem. Når pigerne har kammerater på besøg, kan forældrene for eksempel godt have stuen for sig selv og få lidt fred på den måde.

“Det er jo ikke fordi, der er blevet færre konflikter, men de er hurtigere overstået, og jeg bliver ikke selv så berørt af dem,” siger Anne og fortsætter:

“Vi kom egentlig og troede, at vi havde gjort noget forfærdelig forkert, og så sagde Jesper, at der også skulle være plads til os, for at forældrene kunne fungere. Det var en stor lettelse.”