Dilemma: Min venindes børn er uudholdelige

Dilemma: Kan ikke lide mine venners børnMin bedste veninde har slet ikke styr på sine børn. De er ucharmerende, møgforkælede, altid sultne og småfede, og jeg har SÅ svært ved at holde af dem. Det værste er, at min veninde og hendes mand ALDRIG siger noget til dem, når de opfører sig dårligt ovre hos os.

De kan finde på at slå mine børn eller bare råbe og te sig og skrige: “Jeg hader dig mor,” hvis hun f.eks. siger, at de ikke skal tage endnu et stykke kage.

Jeg siger nogle gange fra over for børnene, hvis de er helt umulige – men det giver instantly dårlig stemning. Hvad skal jeg gøre? Deres børn er fem og ni år.

Panelets svar

Brian Mikkelsen:

Du behøver da ikke holde af din venindes børn. Medmindre din veninde beder om hjælp eller spørger om din mening, synes jeg ikke, du skal blande dig i hendes måde at opdrage dem på.

Samtidig mener jeg, at det er i orden at sige fra, når den dårlige opførsel går ud over en selv eller ens egne børn, f.eks. hvis din venindes børn slår dine børn.

Men ellers mener jeg, at du skal være meget påpasselig med at blande dig i, hvordan din veninde opdrager sine børn. Måske kan du i stedet prøve at lave noget alene med din veninde en gang imellem, så I bare kan være jer to voksne veninder sammen, uden at børnene fylder og generer.

Natasja Crone:Det er ekstremt følsomt, når man har negative følelser overfor andre folks børn – særligt hvis de er tæt på som i det her tilfælde. Jeg synes ikke, det er så svært at sige fra, hvis det handler om at slå eller drille andre børn. Der er det ok at blande sig, og det er de færreste forældre, der ignorerer, hvis deres børn slår. Hvis det bliver ignoreret eller overset, synes jeg, det er helt i orden at blande sig.

Det andet er straks sværere. Hvordan et barn reagerer på at få nej til kage eller fjernsyn eller noget helt 17., er som bekendt meget forskelligt og individuelt. Hvis du ikke kan holde det ud, må du se din veninde uden børn i en periode (de bliver jo ældre – og det er på en måde svært at forestille sig en 10-årig gå amok over et kage-nej).

Alternativt skal du forsøge at snakke med hende om det – men som sagt – det er følsomt. Og dine og hendes grænser er måske vidt forskellige. Det, du kalder “ikke styr på”, er måske normen for hende og intet problem. Så du skal nok bare leve med, at der i dine øjne er kaos, når hun kommer på besøg – eller vælge at se hende uden børn.

Ps: Du kunne også forsøge at lave noget mere mad, når de kom på besøg.

Emilia van Hauen:

Generelt tror jeg ikke, man skal blande sig i andres børneopdragelse. Man kan i stedet selv være et godt eksempel. Jeg ville sige til barnet: ”Jeg vil ikke ha’ at du slår mig”. Og så lade den dårlige stemning være der. Du kan kun ved din egen opførsel vise, hvad du synes, er i orden. Man må gerne sige, at i mit hjem gælder mine regler, bare man gør det uden at fordømme. Gå efter barnets handlinger – aldrig efter barnet selv.

Hvis det ikke virker at være det gode eksempel, så ville jeg sige til forældrene, at jeg har et problem med måden, vi er sammen på, når børnene er med. Man behøver ikke at opgive venskabet, men man må lave nogle regler for samværet. Du kan for eksempel spørge: Bliver du ikke ked af, at dit barn siger ”jeg hader dig, mor” og tage hul på emnet på den måde.

Peter Hansen:

Det er et klassisk dilemma, som alle os, der har børn, kommer i. Tag det helt roligt, dine tanker er ikke forbudte. Det tænker vi alle sammen.

Men hvad gør man ved det? Det er svært at svare på. Men det er nu vores pligt og opgave her i panelet at gøre forsøget. Jeg skal skynde mig at sige, at vi ikke selv har løst det derhjemme, fordi vi naturligvis ikke har venner med irriterende børn. Men jeg har hørt om en familie i Nord-Norge, der fandt en løsning på det.

Det er dit hjem, og der gælder der nogle specielle regler for, hvordan man opfører sig. Det fortæller du til børnene i plenum. Du fortæller, at du at ikke vil have vold og utidig skrigen indendørs, og at der slås hårdt ned på uromagere. Syndere vil blive rullet i hybenmarmelade og bagbundet til flagstangen iført lyserødt pigetøj. Så bliver der ro. Held og lykke.

Anne-Grethe Bjarup Riis:Ud med sproget! Jeg har lige skrevet en klumme om det samme – man må kraftedeme ikke sige en skid til sine veninder. Jeg synes, at så må det revne det venskab. Der er alt for mange hellige emner. Der MÅ ikke være noget galt med vores børn. Så opfatter vi det som en personlig kritik.

Der er ingen åbenhed. Vi må for eksempel heller ikke tale om, at børn er for tykke. For så ender det med, at de får spiseforstyrrelser. Men det ender sgu’ da med, at de går fede rundt i stedet!

Et eksempel: Efter jul var min egen søn blevet lidt kvabset. Det betød, at jeg kunne sige til en veninde, som havde en datter med samme problem, at jeg havde tænkt mig at gøre noget ved det. Så kom hun dagen efter og sagde, at nu havde hun haft en snak med sin datter også. Og min egen søn er SÅ stolt, han har allerede smidt tre kilo.

Og JO, man må godt kalde det en slankekur! Så mit råd er: Sig noget til din veninde. Hvis I ikke kan have en dialog om tingene, så holder det venskab alligevel ikke. Hvis man ikke kan det, så gider jeg ikke!

Peter Aalbæk Jensen:

Beslut dig for, om du vil have fred eller en veninde.

Troels Mylenberg:

Hvis ikke du kan lide din bedste venindes børn, har DU et stort problem. Du kan ikke opdrage din venindes børn, det er okay at forsøge, men det vil næppe give resultater, hvis veninden alligevel “afopdrager” bagefter.

Du er derfor nødt til at erkende, at din venindes børn er en stor del af din veninde, ligesom dine børn er en del af dig.

En løsning kan være at forsøge kun at være sammen med veninden uden børn, ellers må du nok bare bide det i dig, tænke på, at der sikkert også er nogle af dine venner, som synes, at dine børn er uopdragne indimellem, og så ellers glæde dig over at vi allesammen er forskellige – børn som voksne. Alt for velopdragne børn har det oftest med at irritere endnu mere end de uopdragne.

Du kan jo også finde dig en anden veninde…

Karen-Marie Lillelund:

Ja, det er jo en klassiker. Andre folks børn er tit de værste. Hvis du er på besøg hos din veninde, er du desværre nødt til at blande dig udenom, men hvis de er på besøg hos dig, må du holde på dine egne husregler. Det kan godt være, det giver dårlig stemning, men jeg ville nu gøre det alligevel.

I dit hus gælder dine regler, og det er dig (og måske også din mand), der er boss. Børn bliver allermest ucharmerende, fordi man ikke griber ind, så hvis du skal have en chance for at kunne lide din venindes børn, må du sætte grænser. Og så kan man altså godt være sød, selv om man er småfed 🙂

Anne-Mette Rasmussen:Det kan være rigtig svært at blande sig i opdragelsen af sine venners børn. Jeg synes dog alligevel ikke, at man skal tøve med at sige sin mening, og da specielt ikke når det er i ens eget hjem.

Man kan godt gøre opmærksom på, hvad der er takt og tone i ens eget hjem, og at børnene godt må indrette sig derefter. Men det er efterhånden sådan, at folks børn bliver opfattet som hellige klenodier, som endelig ikke må fornærmes. Stå fast – og opdrag også på andres børn!

Står du midt i et dilemma, så kontakt panelet på: panelet@juniormag.dk