Velkommen til verden, Rosa
Jeg er blevet moster – eller faktisk er jeg blevet faster, men det ord kan jeg ikke lide – til den smukkeste lille bitte Rosa. Men hvor er resten af maven?
Jeg har altid tænkt, at det var helt vildt, at der kunne ligge et helt barn inde i maven på en kvinde, men da jeg kom ud på hospitalet og mødte Rosa for første gang, tænkte jeg ’hvad var der i resten af maven?’ Hun var så lille, så lille. Og så overhovedet ikke, hun blev nemlig født med fuldstændig standard mål. Nyfødte er bare meget små.
Jeg fik lov at sidde med hende, og et splitsekund mærkede jeg hendes skrøbelighed og blev bange for, om jeg kunne passe ordenligt på hende – og ikke mindst på min egen baby, når den tid kommer. Men efter nogle sekunder smeltede jeg ind i dette lille væsen og en rolig naturlighed. Selvfølgelig kan jeg det.
Jeg har passet mange babyer – også helt nyfødte. Men det var anderledes at sidde med en nyfødt, nu hvor jeg selv har en baby i maven. Om ikke så længe er det mig. Det er sådan det bliver. Tænk sig, at jeg får sådan et lille mirakel.
Og Rosa har også mødt min baby: Da jeg sad med hende, hvilende på min mave, fik hun pludselig et ordentligt spark i numsen. Jeg tænker, at min lille brunkage gerne ville hilse på sin kusine – eller måske ville hun lige gøre opmærksom på, at hun altså også stadig var der.
Velkommen til verden, Rosa.
