- Klokken 7 om morgenen
stod 25 mænd i bar røv med en
Underberg i hånden og sang
fødselsdagssang for mig, ler sangeren, der blev fejret af sin lokale
svømmeklub.
-Vi mødes hver morgen og
svømmer sammen. Så får vi også
lige ordnet verdenssituationen.
Jeg synes, det giver mig en rigtig
god start på dagen. Det er godt
for fysikken, men vi hygger os
også meget i hinandens selskab.
Jeg tror aldrig, jeg har haft det
så godt, som de senere år. Jeg
har opnået det, jeg skulle, så jeg
jager ikke noget. Annie og jeg har
fået fire børn, seks børnebørn og
to oldebørn. Ja, tænk sig, jeg er
blevet oldefar.
Johnny Reimar er egentlig gået
på pension for mange år siden,
men han optræder stadig og
nyder det hver gang.
- Jeg er velsignet af en tyrolerhat. Da jeg indsang den i 1969,
drømte jeg ikke om, at jeg stadig
som 80-årig skulle stå og synge
den. Jeg kan ikke optræde nogen
steder uden at synge den, og det
er jeg ikke spor ked af, slår han
fast.
Tre til fire jobs om måneden er
ifølge Reimar rigeligt.
- Hvis jeg skal slippe det helt,
så skal der være en erstatning
for det tomrum, jeg tror, der vil
komme. Jeg har jo optrådt i 65 år,
siger han.
En let undren over, hvor hurtigt
årene er fløjet af sted, lægger
Johnny Reimar ikke skjul på.
- Da jeg startede som 15-årig,
troede jeg jo ikke, der var et liv,
efter man blev 20. Dengang var
folk på 80 faktisk for gamle til at
være på alderdomshjem. Jeg er så
taknemmelig for at være still going strong (i fuld vigør, red.), siger
Johnny, der mange år også var
producer og pladeselskabschef.
- Jeg har jo næsten været
mere bagmand i underholdningsbranchen end jeg har
været frontfigur som solist. Jeg
har vægtet hver eneste melodi,
jeg har givet til Birthe Kjær eller
Dorthe Kollo eller Peter Belli. Om
det nu var noget. Og på samme
måde til mig selv, så det ikke hed
sig, at jeg tog alle de gode til mig
selv. Jeg tog som regel det, de
andre ikke gad synge. Og de blev
så store succeser for mig.
Et stort minus ved at blive
ældre er, at familie og kammerater begynder at falder fra. Og
det gør ondt.
- Man vænner sig aldrig til, at
folk forsvinder. Mange gange gør
de det jo også i utide. Jeg tror,
de fleste på min alder godt ved,
at vi nærmer os endestationen.
Man kan ikke vide, om det er i
næste uge, eller om det er om
fem år. Det gør ikke noget ved
min måde at leve på, men man
har det da i baghovedet. Jeg
føler ikke, jeg mangler at opleve
noget. Jeg har set hele verden
og jeg har haft det så godt. Nu
nyder jeg at have nogle gode
hverdage, slutter han.
– Jeg tror
ikke, jeg
hører ny
musik. Det
holdt jeg op
med i slutningen af
1970'erne.
Jeg kunne
ikke kende
forskel på
sangene,
fordi der
kom så
mange. I
min ung
-
dom havde
vi fire-fem
navne, vi
skulle kon
-
centrere os
om.Foto: Michael Stub