Gæstekokken laver italienske vandmelonfristelser
Opskrift på: „Carpaccio“ af kalkun med rucola og vandmelon
4 portioner som forret
Ingredienser
bouillon
et par laurbærblade
10 peberkorn
1 løg
1 kalkunbryst
1 bakke rucola, skyllet og slynget
¼ vandmelon, skåret i tern eller trekanter
Dressing
1 spsk lagret balsamico
2 spsk citronsalt
½ citron, fintrevet skal
2-3 spsk ekstra jomfru olivenolie
salt og peber
Pynt evt. 2 spsk tørristede pinjekerner eller mandler
Kog en gryde op med vand, og tilsæt bouillon og eventuelt et par laurbærblade, 10 peberkorn og et skrællet løg skåret over på tværs. Læg kalkunbrystet i bouillonen, når den koger og lad det småkoge/simre i 10 minutter, hvorefter der slukkes, og kødet trækker i vandet under låg i 35-40 minutter. Lad det køle af ved stuetemperatur og derefter evt. i køleskabet. Pisk alle ingredienserne til dressingen sammen og bland den med rucolaen. Skær kalkunbrystet i tynde skiver, anret dem ovenpå rucolaen sammen med vandmelonen. Pynt med pinjekerner eller grofthakkede tørristede mandler hvis du har lyst.
Tip:
Når du køber vandmelon, så husk at banke på den med knoerne. lyder den hul, og føles skallen sprød og hård, er den fin. Hvis skallen føles gummi-agtig, når du banker på den, bør du lade den ligge og „banke videre“, til du finder den rigtige.
Se også gæstekokkens opskrift på Gæstekok: Sandra Pugliese laver italiensk...
Få mere inspiration til lækker mad på »altfordamerne.dk.
Nøgleord til disse opskrifter: carpaccio, gazpacho, vandmelon, dressing, kalkun, opskrift.
Opskrift på: Gazpacho af vandmelon og tomat med frisk chili og sprødstegt parmaskinke
4 portioner som forret
Ingredienser
3 modne tomater
½ vandmelon
frisk rød chili
lidt citronsaft- og skal
salt og friskkværnet peber
4 skiver prosciutto dolce eller parmaskinke
Sådan gør du
Skær tomaterne i halve, og fjern blomsten. Kom kødet fra vandmelonen og tomater i en blen-der. Alt efter hvor pikant du ønsker din suppe, så begynd med at tilsætte en halv chili (evt. uden kerner) og justér med lidt mere, hvis du synes, den skal være mere pikant. Blend toma-ter, chili. Smag til med lidt citronsaft- og fintrevet skal, salt og peber og sæt suppen på køl en times tid, inden den skal spises. Jeg foretrækker at suppen ikke er iskold, når den skal spises, derfor spiser jeg den også nogle gange, lige når den er lavet – uden at sætte den på køl. Men et er jo smag og behag. Sprødrist skinken på en tør pande, og servér suppen sammen med den sprøde skinke knæk-ket i mindre stykker.
Tip:
Du kan også servere suppen med tomat, agurk eller vandmelon i bittesmå tern som til en traditionel gazpacho.