Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

bryllupskage opskrift
Foto: Linda Lomelino Smuk bryllupskage i etager, du selv kan bage.

Bag selv bryllupskage

Bryllupskage: Flæselagkage

Her får du en grundopskrift på en etagelagkage, der er overtrukket med fondant. Du kan fylde kagen med friske bær, syltetøj eller lige, hvad du vil. Og marengssmørcremen kan gives smag med f.eks. frugtpure eller smeltet chokolade. Kagen ser stor ud på billedet, men det er faktisk en mini-etagekage. Så du kan sagtens lave en rigtig konditordrøm, selvom I ikke bliver så mange.

3 minutter
Print
10-12 stykker bryllupskage

Chokoladebunde:
75 g smør
4½ dl hvedemel
1½ dl kakao
1½ tsk bagepulver
1½ tsk natron
3 3/4 dl hvidt sukker
2 mellemstore æg
2¼ dl mælk
½ dl kogende vand

Marengssmørcreme:
Denne portion smørcreme er nok til fyld og overtræk til både den lille og den store kage.
8 store æggehvider
4 dl hvidt sukker
400 g stuetempereret usaltet smør
4 tsk vaniljesukker

Flæser:
300-400 g fondant eller modelleringsfondant
(sidstnævnte størkner hurtigt)

Sådan laver du bryllupskage med flæser

Chokoladebunde:
1. Forvarm ovnen til 175 grader. Smør to bageforme på ca. 15 cm i diameter
samt en rektangulær bageform på ca. 20 x 28 cm, og drys alle tre med mel. 

2. Smelt smørret, og lad det køle af. Sigt mel, kakao, bagepulver og natron ned i en stor skål. Tilsæt de øvrige ingredienser, og rør rundt, til dejen lige netop er jævn. Fordel dejen ligeligt i de smurte, melede forme.

3. Bag de runde bunde i 30-35 minutter, og den rektangulære i ca. 20 minutter. Lad bundene køle af i formene. Vend de to runde bunde ud af formene, når de er kolde. Stik tre cirkler ud af den rektangulære bund med en udstiksform på 9 cm i diameter.


Marengssmørcreme:

1. Hæld æggehvider og sukker i en varmefast skål. Stil skålen oven på en kasserolle med simrende vand. Pisk konstant med et håndpiskeris, til blandingen er ca. 65 grader, eller sukkerkrystallerne er smeltet. Tag skålen af varmen, og pisk blandingen til en luftig, hvid marengsmasse med en elpisker eller i en
røremaskine. Bliv ved med at piske, til massen er kølet af – det kan tage op til 10 minutter.

2. Tilsæt smørret lidt ad gangen. Pisk i yderligere 3-5 minutter, når alt smørret er tilsat. Der er ingen grund til panik, hvis cremen skiller! Det gør den næsten altid. Hvis den er for kold, kan du sætte den tilbage over vandbadet og piske igen efter nogle sekunder. Hvis den er for varm, kan du lade den hvile kort i køleskabet og derpå piske igen. Tilsæt vaniljesukkeret til sidst. 

 

Sådan samler du den store lagkage:
1. Flæk de to store bunde (på 15 cm i diameter), så du får fire tyndere bunde i alt. Læg den første bund på et kagefad eller et stykke kagepap. Smør et jævnt lag smørcreme ud over bunden. Gentag  processen, til du har brugt tre af bundene. Læg den sidste bund øverst med skærefladen nedad. 

2. Smør et tyndt lag smørcreme ud over hele lagkagen. Lad kagen hvile i køleskabet i ca. 20 minutter. Smør yderligere et lag smørcreme på for at jævne kagens overflade helt ud. Dæk kagen med fondant.

Samling af den lille lagkage:
1. Læg en af de små bunde på et stykke kagepap, og smør et jævnt lag smørcreme ud på den. Gentag processen med den næste bund. Læg den sidste bund øverst med den side opad, der vendte ned mod formen. Smør et tyndt lag
smørcreme ud over hele lagkagen. Lad kagen hvile i køleskabet i ca. 20 minutter. Smør yderligere et lag smørcreme på for at jævne kagens overflade helt ud. 

SE OGSÅ: Bryllupskagen: Sådan bager & pynter du den selv

Sådan laver du flæser på bryllupskagen:

1. Begynd med at ælte en lille smule fondant. Hvis du kun tager lidt ad gangen, når den ikke at størkne. Ælt lidt flormelis i, hvis massen virker for klæbrig.

2. Drys arbejdsfladen med flormelis. Rul massen tyndt ud. Skær den i strimler med et pizzahjul. Jo smallere strimler, jo smallere flæser, jo bredere strimler, jo bredere flæser. Brug skaftet på f.eks. en pensel til at lave flæserne med. Tryk let med penselskaftet, og rul det frem og tilbage over strimlen for at opnå flæseeffekten. Pensl lidt spiselig lim (kan købes hos specialkøbmænd eller i
internetbutikker) eller vand på den side af strimlen, der skal sættes fast på kagen. Sæt forsigtigt den første strimmel fast højst oppe på kagen, så flæsen stikker en smule op over kagens kant. Fortsæt hele vejen rundt, til første runde er færdig. Arbejd dig derefter nedad runde for runde over begge kager, til hele etagekagen er dækket af flæser.


Fondantblomster til bryllupskager:
1. Ælt og indfarv lidt fondant eller modelleringsfondant (sidstnævnte fungerer bedst, da den størkner hurtigere) med den ønskede farve. Drys arbejdsfladen med flormelis. Rul fondanten tyndt ud, og stik den derpå ud i cirkler med en udstiksform (jo større udstikker, jo større blomster og omvendt). Lav flæser
hele vejen rundt om cirklerne ved at rulle skaftet af en pensel forsigtigt frem og tilbage langs kanten. Fold eller tryk cirklen sammen på midten, så blomstens kanter kruses lidt tilfældigt. Lad blomsten tørre, inden du lægger den på kagen.

 



Opskriften er fra dessertbogen

”Lomelinos kager”
af Linda Lomelino, People’s
Press, 110 s., vejl. pris 249,95 kr.

Se, hvad vi ellers skriver om: Bryllup, Lagkage, Kage og Bageopskrifter