Emilie Helmstedt
SPONSORERET indhold

Emilie Helmstedt: ”Jeg drømmer mit design”

Når du åbner døren til Emilie Helmstedts lokaler på Christianshavn, kommer du ind i en eventyrverden med farverige papmachéfisk, finurlige figurer, print og mønstre. Og selv om der rent faktisk er lavt til loftet i det dukkehuslignende kontor, svæver fantasien frit blandt de ansatte og Emilie, der siden 2018 har vakt sine drømme til live på tøjstativet.

Af:: Maria Haarbye Foto: Paw Gissel
17. mar. 2022 | Mode | Eurowoman

Emilie Helmstedt, 29, stifter og kreativ direktør

Hvad er der sket, siden du stiftede Helmstedt og vandt Magasin du Nord Fashion Prize i 2018?

“Vi er gået fra bare at være mig til et helt team på seks ansatte og fire praktikanter. Vi har udvidet vores retailnetværk internationalt, og vi har åbnet vores egen webshop. Og så har vi fået det her fantastiske hus på Christianshavn, hvor vi har vores daglige gang. Vi har også fået en bestyrelse og fundet ud af, hvordan virksomheden skal drives, og hvordan tingene skal uddelegeres mellem os. Det er så dejligt at have fået kollegaer og ansatte til at sidde med salg, hjemmeside, produktion og PR. På den måde kan jeg bedre tage mig af det overordnede og lægge en retning for designet og virksomheden.”

LÆS OGSÅ: Sådan får du dit tøj til at holde i længere tid

Emilie Helmstedt
Der er højt humør på kontoret, hvor Emilie og hele hendes team har deres daglige gang. Fra venstre: Designpraktikant Karoline Kloster, stifter og kreativ direktør Emilie Helmstedt, Design Manager Nadine Sofie Revsbech, PR-praktikant Caroline Leonhard, Production Manager Asta Bøeg Grenvald, Designassistent Ida Billington, E-commerce og PR Manager Rebecca Francker, Pattern and Design Assistant Anna Soo Jung Barbré, Operations Manager Miriam Meisner og Head of Global Sales Safiya Qureshi

Hvordan er det at drive virksomhed samtidig med, at du er blevet mor?

“Det er skønt og samtidig udfordrende at få det hele til at hænge sammen, så jeg ikke kun forsvinder i arbejde eller baby. Jeg har været nødt til at finde en balance, hvor jeg kan begge dele, for virksomheden er jo også min baby, som jeg har brugt mange år på at bygge op, så det er vigtigt, at jeg er til stede begge steder. Jeg nyder virkelig at have min datter Blå med på kontoret. Det er både min arbejdsplads og et sted, hvor jeg slapper af sammen med mine ansatte. Jeg har brugt meget energi på indretningen, fordi det er vigtigt for mig, at her er hyggeligt og dejligt at være i en travl hverdag.”

Har du tit Blå med på arbejde?

“Ja, det har jeg. Jeg er stadig på barsel, men jeg kommer ind på kontoret for at være med til møder og briefs. Men jeg har ikke åbnet min computer, siden hun blev født i april 2021.”

Hvor finder du inspiration til dine eventyrlige kollektioner? 

“Jeg kan lægge mig til at sove og drømme om en style med et bestemt mønster, som jeg arbejder videre på, når jeg vågner om morgenen. Det gentager sig gang på gang, og derfor bliver mine kollektioner ofte eventyrlige og fantasifulde.”

Hvordan føles det at se dine ansatte klædt i det tøj, I skaber sammen?

“Det er det dejligste. Jeg elsker, at de vil gå med det og kan se sig selv i brandet. Det betyder meget.”

Hvad er det næste store, der kommer til at ske for Helmstedt?

“Vi er begyndt at lave børnetøj. Efter jeg er blevet mor, har jeg opdaget, hvor hurtigt børn vokser, og hvor ofte jeg er på udkig efter tøj til hende. Jeg er tit gået på kompromis, og derfor har jeg valgt at skabe min egen kollektion til børn, hvor både design og komfort vægter højt. Jeg er meget umiddelbar i min designproces, så børnekollektionen er fuld af leg og fantasi.”

Emilie Helmstedt
Alle Helmstedts eventyrlige print er sirligt tegnet i hånden og farvelagt med akvarelmaling i det lille hus på Christianshavn. Tv. sidder Anna Soo Jung Barbré, der er Pattern and Design Assistant for Emilie Helmstedt (th.)

LÆS OGSÅ: ”Måske er det opskriften på et godt outfit?”

Miriam Meisner, 26, Operations Manager

Hvor længe har du været ansat i Helmstedt?

“Jeg startede som designpraktikant hos Emilie i 2019, hvor vi kun var os to. Efter praktikken blev vi enige om, at jeg skulle blive, så jeg blev ansat som designassistent. Hurtigt kom jeg også ind over produktionen og sad med produktudvikling i to år. Nu hvor Emilie er på barsel, har jeg taget meget over på det operationelle og administrative. Fordi jeg har været med fra starten, kender jeg alle processerne og ved, hvordan Emilie tænker, og hvor hun vil hen. Vi taler samme sprog.”

Hvordan er det at arbejde i så eventyrlige omgivelser?

“Det er svært at forestille sig at arbejde i andre omgivelser, når der er tale om Helmstedt. Der er højt til loftet og samtidig et blik for det spor, vi bevæger os ud af som brand. Det er inspirerende at se, hvordan universerne udvikler sig kollektion for kollektion og afspejler Helmstedts kreative udvikling på baggrund af vores refleksioner på kontoret.” 

Hvad giver det dig at tage tøj på fra det brand, du arbejder for?

“Jeg identificerer mig med tøjet og udtrykket og kan godt lide, at jeg repræsenterer mit arbejde og brandet både privat og professionelt.”

Emilie Helmstedt
Emilie Helmstedt kom i 2021 på Forbes’ europæiske 30 Under 30-liste, der præsenterer de 30 mest indflydelsesrige, modige og visionære profiler under 30 år, i kategorien Art & Culture

Anbefalet til dig