Gunn-Brit Zeller Eurowoman

Foto: Tine Bek Gun-Britt har bedt sine ansatte om at gemme deres telefoner væk, så de ligger i skabet og først bliver taget frem igen, når de har fri. “Det gjorde jeg allerede for 10 år siden. Hvis der er telefoner, hører vi ikke, hvordan hinanden har det, og vi ser ikke hinanden i øjnene,” siger hun.

”Jeg er også blevet skældt meget ud”

Når Gun-Britt har en frisørsaks i hånden, kan verden bare komme an. Hun har været selvstændig i 45 år og klippet hår i 58. Så ved man et og andet, og Gun-Britt er fuld af gode råd. “På med ja-hatten!” “Husk at være ydmyg!” “Hvis ikke der er udvikling, er der afvikling!” er nogle af frisørens opfordringer til sine ansatte – og sig selv.

Gun-Britt arbejder virkelig meget. Hun står ret op og ned i salonen i Københavns Indre By fem dage om ugen fra klokken 11-20. Hun klipper seks-syv kunder om dagen, mens hun har overblik over alle salonens andre gæster. Hun elsker det. Der er ikke noget sted i den her verden, Gun-Britt hellere vil være end på det blanke gulv i Ny Østergade med en saks i hånden.

Hvad drømmer du om?

“At være lige der, hvor jeg er. Jeg er som en fisk i vandet,” svarer Gun-Britt. Den er god nok.

Gun-Britt synes ikke, at det nogensinde har været mere spændende at være frisør, end det er lige nu.

LÆS OGSÅ: Trine Panum: "Jeg er megaemsig omkring mit hår"

Engang var frisør noget, man uddannede sig til, hvis man ikke kunne blive andet. I dag er der nærmest gået kunst i faget, i hvert fald bliver det anset for at være et sirligt håndværk i æstetisk vækkede kredse, og Gun-Britt er den frisør herhjemme, der har været med til at flytte på den opfattelse. Hun er opdraget af den engelske frisør Vidal Sassoon og er kommet i hans London-salon i 52 år. Vidal Sassoon trak hårnålene ud af kvindernes knold, og op gennem 60’erne klippede han Mia Farrow og Twiggy korthårede som spejderdrenge.

Det er vel ikke for meget at sige, at han var med til at frigøre kvinderne, i hvert fald fra deres hjemmegående hår. Gun-Britt fulgte trop teknisk, men var også med til at give faget den status, hun mente, det fortjente. Hun var en af de første på dansk jord til at tage en højere pris for sit skarpe øjemål og for at klippe håret i facon. Hendes kalenders booking-åbninger er smalle som et nåleøje. Det er ikke, fordi hun er selektiv og kun vil have A-liste-stjerner og Københavns kulturelite siddende foran sig i stolen.

Gun-Britt nyder at få alle, kvinder og mænd, høj og lav, til at tage sig lidt bedre ud, end da de kom ind ad døren. Ventelisten er lang, også fordi hun har travlt med at uddanne sig og er på kursus fire-seks gange om året. Gun-Britt er ikke typen, der hviler på laurbærrene. Hvad skulle hun dog lave dér? Hun har også nok at se til med at træne sine elever, 12 styk ad gangen.

“De unges udvikling er en drivkraft for mig. Når de kommer ind ad døren, kan de ikke vaske hår, og pludselig står der én, der kan klippe. De vokser. Jeg har altid en plan med dem, og jeg fortæller dem om den, og hvad jeg forventer af dem. Jeg kan godt lide at se frem!”

Gun-Britt udtaler “se frem” meget tydeligt og med udråbstegn.

“Håndværket skal være i orden, ellers kan du godt glemme det. Så bliver faget uinteressant. Når kunden træder ind, er det ikke hende, der skal fortælle, hvad hun vil have, men os, der har ideerne til, hvordan hun kommer videre. Hvis ikke der er udvikling, er der afvikling!”

Gun-Britt tager sig, ud over sine elever, af sine øvrige assistenter og medarbejdere og sparrer med sin forretningspartner Frederikke Rosengren, der er 30 år og gik ind i firmaet for fire år siden. I alt 25 mennesker er ansat under Gun-Britt. Det er en del at holde snor i, og til tider finder hun det nødvendigt at kalde eleverne ind på kontoret. For hun forventer noget af dem.

De skal “udvikle” sig, og det kan ikke en gang corona sætte en stopper for. Så når teamet ikke kan komme til London og blive undervist, må London komme til København, hvor Gun-Britt har inviteret de tekniske udviklere hos Sassoon Academy til at komme og holde kursus for hende og sine medarbejdere. Men hvis eleverne vil med på det kursus om tre måneder, skal de altså til at tage sig sammen. Også selv om de har kærestesorger eller svært ved at komme ud ad døren om morgenen.

“De skal lære, at alle har en plads, og hvis ikke de kommer, ødelægger de kæden. Selv det mindste led er afgørende. “Hvis du ikke fungerer, fungerer jeg heller ikke,” siger jeg til dem. Vi er SÅ afhængige af hinanden. Det er ikke skældud. Det er en anerkendelse af, hvor vigtige de er.” Og så sender hun dem ud ad døren med sætningen:

“På med ja-hatten!” Det er nemlig ét af Gun-Britts mottoer. Hun har også et andet. Det lyder sådan her:

“Vi løser det!”

Og når Gun-Britt holder personalemøder, slutter hun altid af med:

““Vi skal huske at være ydmyge.” For jeg vil ikke have, at mine folk er snobbede. Det er os, der tager imod kunderne, og vi skal være taknemmelige over, at vi har noget at lave. Så vi skal holde os nede på jorden.”

"Lad være med at være grådig"

Det er meget usandsynligt, at Gun-Britt har kasket på. Det har hun så alligevel, i overført betydning. Mange faktisk, hvis ikke det allerede står klart, for det følger med, når man har været selvstændig i 45 år. Når hun står på gulvet, er hun fordybet i klipningen. Det fungerer som meditation for hende. Men når hun går ind på kontoret, ved hun, at hun skal løse problemer.

I begyndelsen, da hun kun havde et par ansatte, drømte hun om, at de alle skulle være Gun-Britt-robotter, kloner af hende selv og hendes evner. Det ved hun godt, ikke holder. Gun-Britt har altid holdt blikket mod horisonten frem for det, der er lige for næsen af hende, tænkt forretningen fremadrettet og prioriteret træningen af eleverne i arbejdstiden.

“På den lange bane er det en god investering at prioritere, at alle lærer noget. Pengene er kommet, fordi vi har holdt standarden i alle årene.”

Men det er altså ikke på grund af pengene, at Gun-Britt er blevet frisør.

“Du skal gøre det, fordi du VIL det. Hår er ikke drevet af penge, men du kan godt tjene penge på det, og selvfølgelig skal du kunne leve. Der er mange, der laver deres egen lille forretning, når de er færdige som elever hos mig. Mit råd til dem er altid: “Lad være med at være grådig.” Brug de penge, du tjener, på uddannelse. Ikke kun for din egen skyld, men for at højne faget. Jeg har nok på mange måder været fanebærer,” siger Gun-Britt. Hun læner sig frem.

“Jeg er også blevet skældt meget ud.” Hun banker i spisebordet med knyttet hånd, så Billie Eilish, på forsiden af britisk Vogue, der ligger ved siden af, spjætter.

“Det har ikke altid været nemt at være den, der var længst fremme i bussen. Det er ensomt at være dér, men den må man jo æde. Det har jeg ikke altid været god til, men det er jeg blevet. Jeg ville noget mere med faget end bare klippe, og det gjorde jo, at de andre frisører var nødt til at oppe sig.”

Selvsikkerheden er ikke til at tage fejl af. Men det gælder åbenbart kun inden for hendes profession. Giv hende en frisørsaks i hånden, et glattejern, noget tørshampoo, og du skal se løjer, så fører Gun-Britt an.

LÆS OGSÅ: Designer Saf Hayat: "Jeg er faktisk fan af nutidens skønhedsideal"

“Når jeg arbejder, føler jeg, at jeg ved, hvad jeg laver, hvorfor jeg gør det, og hvor jeg skal hen.”

Men når Gun-Britt træder ud ad salonen, ud i resten af livet, kan hun godt vakle. Hun kan godt have lidt svært ved at gå til fest, for hvad skal hun sige, hvad skal hun gøre af sig selv? Hun kommer til at sige ja, ligesom alle andre, men heldigvis er hun med årene blevet bedre til at sige nej.

“Jeg behøver ikke at stille op til det hele.”

Hvorfor vil du gerne være fri?

“Det bliver så voldsomt, når det er noget, jeg ikke kan vise med hænderne. Og privat. Jeg er introvert. Det tror folk ikke, men det er jeg. Når jeg ikke er på arbejde, kan jeg godt lide at krybe ind i mig selv.”

Når Gun-Britt har været i salonen hele dagen og kommer hjem, er hun træt, helt færdig, og hun går i seng. Der er ikke mere at give af.

Er det det værd?

“Ja, for jeg ville ikke vide, hvad jeg ellers skulle. Jeg arbejder, fordi jeg ikke kan lade være. Det kan det godt være, at jeg er 71, men når jeg skal skrue ned, kommer det til mig. For jeg er god til at lytte til Gun-Britt indvendigt.”

Syltetøj og andet rod

Gun-Britt har været i frisørfaget i 58 år, siden hun var 13 år gammel. Men det er ikke det eneste lange forhold, hun kan præstere. Hun har været sammen med sin mand, skuespilleren Torben Zeller, i 31 år. Hun mødte ham, da hun var 40, og havde sin søn Jeppe, der i dag er en voksen mand på næsten 40 år, med fra et tidligere forhold.

“Torben er meget sin egen, og det er jeg også. Det, der holder os sammen, er, at vi har ladet hinanden være. Vi har fået lov til at være os selv i forholdet,” siger Gun-Britt.

Gun-Britts førsteelsker er hendes arbejde. Torben ved godt, at han er nummer to. Sådan må det være. Og Gun-Britt ved godt, at hun er heldig med ham, Torben. Hun er jo væk hele tiden. Hun undrer sig over, hvordan han kan holde det ud.

“Han er en sjælden mand, fordi han aldrig nogensinde føler sig underlegen. Mine ungdomskærester sagde altid: “Du arbejder hele tiden!” Det blev jeg lidt træt af at høre på, når det nu var det, jeg helst ville, og det hører jeg aldrig fra Torben.”

Gun-Britt og Torben har et sommerhus, som de bruger hele året, og som ligger i Tisvilde i Nordsjælland. Med havudsigt og hele pivtøjet. Torben bruger det meste af sin tid i huset i Tisvilde, mens Gun-Britt er mest inde i lejligheden i Hellerup, som fungerer som en slags hotelværelse, om end et meget overdimensioneret og velindrettet ét af slagsen, for der er hendes seng, som hun kan dumpe ned i, når hun kommer hjem om aftenen.

Men weekenderne og ferierne bruger de sammen og meget gerne i Tisvilde. Når Gun-Britt kommer derop fredag aften, kan Torben alligevel godt finde på at pippe: “Åh, du arbejder for meget, du er så træt, når du kommer herop.” “Ja! Men i morgen er jeg frisk!” svarer Gun-Britt igen.

Torben kommer ikke til at ændre på Gun-Britts prioriteringer, ligesom hun har fundet ud af, at hun ikke skal tage sig af hans rod. Torben tager alt mad ud af køleskabet, når han skal lave mad. Også syltetøj, selv om han ikke skal bruge det. Han har også et værelse i sommerhuset, der er så rodet, at man næsten ikke kan komme indenfor døren, fordi bøger og ting og sager står stablet i bunker.

I mange år var Gun-Britt ikke god til ikke at blande sig i Torbens måde at gøre tingene på. Men det har hun lært. For Torben sætter glasset med syltetøj ind i køleskabet igen, når han finder ud af, at han ikke skal bruge det, og hun kan bare lade være med at åbne døren til værelset. Torbens uorganiserede side vægter ikke lige så tungt som det, der foregår på plussiden.

“Vi har sindssygt mange gode snakke. Han siger tit ting, hvor jeg tænker: “Hvorfor har jeg ikke selv tænkt på det? Det er jo dét, jeg skal gøre.” Hun nikker anerkendende.

“Frihed og gode snakke. Det er derfor, det ægteskab holder. Vi bliver, hvor vi er og skal blive ved med at have det lige så sjovt, som vi har det lige nu. For vi er jo gamle! I søndags var vi ude at samle svampe. Dét elsker jeg! Jeg fik slæbt Torben med, og så snakkede vi om, gad vide, hvor vi er henne om 10 år?”

Gun-Britt har altid glædet sig til at blive ældre. For det er i fremtiden, at drømmene kan blive udlevet.

“Drømme er gode til at motivere og bliver ofte til noget. Det kan godt være, at det ikke lige bliver i dag, men så bliver det senere. Folk skal lære at bruge deres drømme. Italesætte dem. Da jeg var yngre, talte jeg tit om, at jeg godt kunne tænke mig at arbejde i New York og Los Angeles, og det kom jeg til i 90’erne, hvor jeg rejste til de to byer flere gange om måneden. Nu har jeg gjort det! Jeg kunne! Det er der ingen, der kan tage fra mig.”

Hvorfor ikke en ansigtsløftning?

Gun-Britt er i smal sort jakke, sort top og mørkegrå bukser. Neglene er blanke, håret bølger. Hun byder på kaffe. Men har ikke noget mælk, skynder hun sig at sige. Hun hælder S. Pellegrino op i glas. Hun sidder ved spisebordet i køkkenet i Hellerup-lejligheden. Bag hende, på en taburet, står hendes Birkin-taske fra Hermès og signalerer klassisk smag og glæden ved tasker i luksusligaen.

“Jeg vil hellere have en taske end en ny bil.”

Gun-Britt er rank og let og det, man vil kalde et nips. Det er ikke så mærkeligt, for hun træner fem gange om ugen i træningscentret Powerhouse, der har funktionel træning og pilates på det ugentlige skema, og som har fokus på balance og god energi frem for overdimensionerede biceps og proteinpulver.

Gun-Britt var så vild med det koncept, at hun købte sig ind som partner for fem år siden og er også bestyrelsesformand. Én ting er ønsket om at holde kroppen stærk og selvtilliden vedlige. Men det er ikke det, der er den primære grund til, at Gun-Britt mandag til fredag morgen kører til Østerbro i sin lille sorte bil for at aktivere sine muskler.

“Det er en investering i mig selv. Hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg ikke kunne stå på gulvet i forretningen. Det er fysisk hårdt, det er mange timer, og benene skal holde til det. Jeg er også i meget bedre humør, når jeg har trænet om morgenen, hvor jeg godt kan være sådan lidt sort. At træne er blevet som at børste tænder.”

Når Gun-Britt tager tøjet af og kigger ned ad sin krop, kan hun godt se, at huden ikke længere er spændt stramt ud over lemmerne. Den falder i folder.

LÆS OGSÅ: "Det har intet med mit spejlbillede og "resultatet" at gøre"

“Men det er lige meget, for som min mand siger: “Du gider ikke tage på.” Nej, det gider jeg ikke. Jeg vil hellere have rynker og føle mig fit og rørig. Han kan også finde på at finde nogle gamle billeder og sige: “Se, du var lidt fyldigere i ansigtet.” “Ja! Men det er der ikke noget at gøre ved! Det skal vi ikke diskutere. Og du er født rynket!” siger jeg så til ham.”

Hun griner.

“Det ER han.”

Gun-Britt lever med sin forfængelighed – og med både sine egne og Torbens rynker.

““Jamen, du er også 71,” siger jeg til mig selv. “Skal vi lige være enige om det?” Jeg kunne have fået fyldt alt det her ud,” Gun-Britt hiver ud i kinderne.

“Og jeg kunne have fået en ansigtsløftning. Hvorfor har jeg ikke fået det?”

Hvorfor har du ikke det?

“Jeg vil slet ikke have nogen mening om, at andre folk gør det. Men jeg har en mening om mig selv, og grunden til, at jeg ikke selv får det gjort, er, at jeg ikke vil af med den mimik, jeg har i ansigtet. Den synes jeg, sådan set er meget charmerende.”

Der er en mulighed her for at binde en sløjfe. For ligesom Gun-Britt har haft et langt arbejdsliv og et langt forhold til sin mand, har hun jo sådan set også været i sit eget selskab en hel del år. Gun-Britt er, og nu kommer tallet igen, 71 år. Hvorfor er det overhovedet interessant? Er det alderstyranni at nævne det igen og igen? Det synes Gun-Britt ikke selv. Hun vil gerne tale om sin alder. For hun er glad for den.

“Tænk, jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive så gammel. Jeg føler mig heldig. Tænk, at jeg er her endnu!” Endnu et udråbstegn.

“Men alder er noget underligt noget. For indersiden af mit hoved er jo ikke 71. Eller er det? Jeg ved det sgu ikke!”

Men det er aldrig for sent at gøre det, du gerne vil. Uanset om det handler om håret, kroppen eller drømmene.

“I går klippede jeg en dame på 84. Det var første gang, hun var inde i forretningen, og hun blev bare SÅ smuk. Hun sagde: “Nu skulle jeg prøve dig!” underforstået, inden det blev for sent. Uanset hvor gammel du er, kan du begynde på en ny frisure, på at træne, på den uddannelse. Se at komme ud ad døren!”

Hvornår var det nu, det var?

  • Født i 1950 i Sverige og voksede op i den lille nordjyske by Mou.
  • Flyttede som 13-årig til Aalborg, hvor hun startede i lære som frisør. Blev uddannet i 1967 og arbejdede derefter i Brix i Aalborg og Helmersen i København.
  • Åbnede i 1976 sin egen salon Gun-Britt i Skoubogade i København.
  • Har hårpleje- og stylinglinje i eget navn, som blev lanceret i 2004.
  • Gift med skuespilleren Torben Zeller, som hun har været sammen med siden 1993.
  • Har sønnen Jeppe på snart 40 fra et tidligere forhold.
  • Har en lejlighed i Hellerup og et sommerhus i Tisvilde.
Se, hvad vi ellers skriver om: Hår, Karriere og Parforhold