Sultana Iqbal
SPONSORERET indhold

Sådan kommer du talgknopper til livs

Talgknopper er en mærkelig størrelse. Men hvad er det egentlig, og hvorfor får man dem? Vi har spurgt eksperten.

Af:: Julie Bruun Lund Foto: PR
31. jan. 2021 | Mode | ALT.dk

Hænderne op, hvis du også – på et tidspunkt i dit liv – har kigget dig i spejlet og fået øje på bittesmå, hvide knopper i ansigtet eller andetsteds på kroppen.

LÆS OGSÅ: Denne urt fra haven er uundværlig mod bumser

Har du dét, har du måske også 1) været i tvivl om, hvad det helt præcis var for nogle knopper og 2) forsøgt at fjerne dem med vold og magt?

Noget, der højest sandsynligt kun har forværret situationen, og gjort huden omkring den lille knop irriteret. Måske har du endda været så hårdhændet, at det er begyndt at bløde, for væk skulle den.

Men hvorfor er en talgknop så svær at fjerne? Hvad er det overhovedet for noget? Og hvorfor får man dem?

Vi har spurgt kosmetolog og hudterapeut Sultana Iqbal, der er indehaver af skønhedsklinikken Revitalize DNA på Gl. Kongevej i København.

Tilbage til begyndelsen

Lad os starte helt fra begyndelsen. For hvad er det mere præcist en talgknop er?

En talgknop kan vise sig på forskellige måder, men har alle sammen med hudens talgproduktion at gøre. Talg er hudfedt, en olieagtig substans, hvis primære formål er at holde huden selvsmørende og dermed sørge for, at den holder sig sund og smidig.

Talgknopper dukker typisk op de steder på kroppen, hvor der gror hår, men også i ansigtet, hvor der – ligesom i hovedbunden og på brystet – sidder mange talgkirtler.

Årsagen er, at næsten alle talgkirtler udmunder i en af kroppens mange hårsække. Hårsækkene er dem, der laver de små fordybninger i hudoverfladen, vi kalder porer. Og det er dem, altså porerne, der stopper til og transformeres til en lille hvid gevækst.

Mange tror, at de talgknopper, der viser sig i ansigtet, hører til bumsefamilien, men det er misforstået.

Når man får en bums, er det, fordi der er betændelse i talgkirtlen, forårsaget af den meget mundrette hudbakterie 'propionebacterium acnes'. Og det er altså ikke dét, vi har med at gøre, når vi taler talgknopper.

En talgknop er egentlig "bare" en form for tilstopning, typisk indkapslet under huden, og den kan derfor bedre sammenlignes med en hudorm, som ditto er en tilstoppet pore, fortæller Sultana Iqbal.

Hvorfor får man talgknopper?

Talgknopper kommer oftest i forbindelse med hormonelle udsving, da en øget hormonproduktion for manges vedkommende er lig med en øget talgproduktion.

Det vil sige, at når hormonproduktionen i kroppen stiger eller kommer i ubalance – hvilket ofte sker i forbindelse med fx puberteten, graviditeter, eller hvis man er stresset – så øges også talgproduktionen. Og med en større produktion af talg, stiger risikoen for, at den øgede mængde talg ophobes i talgkirtlerne, som stopper til. Det gør den fx, hvis hudens porer er fulde af snavs eller døde hudceller, der gør det svært for talgen at trænge igennem og derfor ophobes nede i porerne.

Foruden hormonelle udsving som den helt store synder, påpeger Sultana Iqbal, at mange kan opleve at få flere talgknopper efter en længere periode med tørhed eller som følge af en betændelsestilstand i huden.

I perioder med fx tør hud er den naturlige talgproduktion nedsat, og plejes huden ikke korrekt, dannes der en "hinde" på huden, som vil indkapsle talgen under huden. Og vupti, en talgknop er født.

Der er altså ikke som sådan særlige hudtyper, der er mere tilbøjelige til at få talgknopper end andre, fastslår Sultana og fortsætter.

"Det altafgørende for at undgå talgknopper er at rense og pleje huden korrekt, så man sørger for at talgkirtlerne ikke stopper til."

Og det giver jo god mening, hvis man tænker over det.

Rens, rens, rens

"Talgknopperne i ansigtet kan holdes nede ved, at huden renses regelmæssigt og får tilstrækkeligt med fugt," påpeger Sultana og uddyber.

"Min anbefaling er at have en god hudplejerutine, som man er konsekvent med. Med konsekvent mener jeg morgen og aften, hver dag. Man kan eventuelt supplere med en nænsom scrub på huden en til to gange om ugen, og ellers afslutte hver afrensning med en fugtgivende dag- og natcreme."

"Alternativt kan det være en god idé at opsøge en kosmetolog, som kan hjælpe med at skræddersy en rutine, så man giver sin hud de bedste betingelser. Det afhænger jo altid af, hvilken hudtype man har," forklarer Sultana Iqbal og fortsætter.

"Regelmæssige behandlinger ved en kosmetolog kan også være med til at forebygge, at talgknopperne kommer, men det altafgørende er altså at huske sin hjemmepleje – især i vinterhalvåret, hvor huden kan have tendens til at tørre mere ud."

Sådan fjerner du en talgknop

Noget af det værste, man kan gøre, er selv at begynde at trykke på talgknopperne, som man godt kan være forfalden til at gøre ved en bums. Lad os kalde det afmagt.

Gør man det ved en talgknop, vil man kun forværre situationen og irritere huden omkring den lille knop – og i værste tilfælde vil der gå betændelse i talgkirtlen.

Hvad gør man så? Man opsøger en kosmetolig, som ved, hvad der skal til for at fjerne talgknopper mest hensigtsmæssigt og uden at gøre mere skade end gavn.

Konklusionen er altså; ingen vold og kradse skrubbecremer, men "nænsom" eksfoliering med kemiske peelinger, der indeholder salicylsyre (BHA). Salicylsyren vil trænge dybere ned i huden og rense porerne i bund og dermed eliminere ophobninger af skidt, gamle makeuprester og talg. Og så masser af fugt.

Anbefalet til dig