jane faerber
SPONSORERET indhold

Hvad du spiser, afgør også, hvor meget du spiser

Der er gået 10 år, siden Jane Faerber startede sundhedsbloggen Madbanditten, som har fokus på low carb-kost og keto, hvor kulhydrater bliver erstattet af protein og fedt. Få hendes bedste råd til, hvordan du selv skærer ned på kulhydraterne, og hvordan du skal spise for at føle dig mæt hele dagen.

Af:: Charlotte Wendt Jensen Foto: CTC Photography.
08. nov. 2021 | Sundhed | Fit living

Hvordan kom du i gang med Madbanditten?

"Jeg har altid elsket at skrive, så i 2011 startede jeg bloggen Madbanditten. Jeg havde på det tidspunkt et job, jeg ikke var glad for, så jeg trængte til et projekt, der gjorde mig glad. Året før var jeg begyndt at lægge min kost om, så jeg bl.a. fravalgte gluten, korn- og mælkeprodukter og sukker, og det tænkte jeg, at der måske var andre, der gerne ville læse om".

"Det viste sig at være rigtigt, og jeg fik hurtigt mange læsere. Halvandet år senere sagde jeg så mit job op på grund af stress, og herefter gik jeg fuldtid med bloggen".

Hvor kommer din egen passion for sundhed fra?

"Mange år inden jeg startede bloggen, var jeg i fertilitetsbehandling, og det satte en masse tanker i gang om, hvad jeg selv kunne gøre. Dengang var jeg meget tro mod de officielle kostråd, men de fungerede bare ikke for mig. Jeg havde altid ondt i maven, og jeg havde hele tiden lyst til sukker".

LÆS OGSÅ: Sådan holder du dit blodsukker stabilt

"Da jeg søgte hjælp til maveproblemerne, fik jeg rådet at undgå gluten og mælkeprodukter og i stedet spise mere protein og fedt, som jeg ellers altid havde skyet. Maveproblemerne og trangen til sukker forsvandt, og det var en kæmpe øjenåbner for mig, at det, jeg havde troet, var det værste, var med til at løse mine problemer. Min drivkraft er at give andre den samme oplevelse".

Hvorfor er du så begejstret for diæter med få kulhydrater?

"Kernen i både low carb og keto er, at du spiser færre kulhydrater og mere fedt. Fedt er en nødvendighed, når du vælger kulhydraterne fra. Jeg spiser selv sådan, fordi jeg har det bedre på alle parametre, og fordi kosten har en helt vildt beroligende effekt på min krop".

"Jeg har mere energi, jeg sover bedre, jeg har ikke ondt i maven, og jeg crasher ikke om eftermiddagen. Derudover ikke på low carb og keto, fordi de virker appetitdæmpende. Faktisk får folk problemer med at spise nok, hvilket er helt unikt i et vægttabsforløb".

Hvordan skærer man bedst kulhydrater ud af kosten?

"Start med at ændre dit morgenmåltid. Drop havregrynene, skyren eller bollen med ost, og spis i stedet en morgenmad bestående af protein og fedt. Alene ved at ændre morgenmåltidet undgår du at starte dagen med en blodsukkerstigning, og det gør rigtig meget for appetitreguleringen. Du vil mærke det helt ud på eftermiddagen. Når du er parat, kan du så fjerne kulhydratkilden fra aftensmaden. Drop kartofler, ris og pasta, og spis mere grønt".

LÆS OGSÅ: Inspiration til en sundere livsstil

Hvad er dit bedste sunde tip?

"Lug ud i alt andet mad og drikke end det, der hører til de tre hovedmåltider. Ved at spise nogle bedre hovedmåltider bliver det nemmere ikke at spise mellem måltiderne, så hvad du spiser, afgør også, hvor meget du spiser. Spiser du med fokus på at få nok protein og grøntsager, så er du mæt i længere tid, og hvis du er mæt, så spiser du ikke alt muligt overflødigt. Ingen køber en Snickers, hvis ikke de har lyst til den".

Hvad er der sket med vores madvaner de seneste 10 år?

"I 2011 var fedtforskrækkelsen meget dominerende, så det var kontroversielt, da jeg begyndte at skrive om at spise mere fedt. Generelt er fedt ikke længere så kontroversielt. Det er blevet en nydelsesting, hvor vi gerne vil spise den gode smør og den lækre ost".

"Min udfordring er nu at kommunikere, at det ikke handler om at spise så meget fedt som muligt. Der opstår altid ekstremer i kølvandet på en trend, men det er vigtigt at huske, at det centrale i low carb er at spise få kulhydrater og fedt i en mængde, så du bliver mæt og har nok energi. Det er ikke en smørspisningskonkurrence".

Hvad ser du som den største madtrend lige nu?

"Ønsket om at spise mindre kød. Du kan godt spise keto uden rødt kød og med protein fra f.eks. fisk og fjerkræ i stedet, men vil du leve vegetarisk, er keto ikke optimalt. Med keto skal du kun spise 20-30 g kulhydrater om dagen, og det kræver proteinkilder uden kulhydrater, hvilket betyder animalske proteinkilder".

LÆS OGSÅ: Her er de nye sundhedstrends: Det bliver (endnu) sjovere at være sund

"Helt uden kød har du ost og æg tilbage, og det bliver uappetitligt at spise i de mængder. Vil du gerne spise vegetarisk, er det derfor bedre med en mere liberal low carb-kost, hvor der også er plads til bønner og linser".

... og hvad bliver den næste store trend inden for kost?

"Det er et kontroversielt spørgsmål, for der er nogle ekstremt stærke markedskræfter, som har en kæmpe interesse i, at vi spiser mindre kød. Veganisme er det nye fat free. Jeg vil fortsætte med at slå et slag for at spise en kost, der ligner den kost, vi har spist som art i millioner af år. Selvom der er strømninger, tror jeg ikke, at lysten til at spise mad, som er så uforarbejdet eller så naturlig som muligt, går af mode lige foreløbigt".

Anbefalet til dig