Helsematilde: "Jeg var fysisk doven, indtil jeg var 19"
SPONSORERET indhold

Helsematilde: "Jeg var fysisk doven, indtil jeg var 19"

Matilde Hebsgaard Trobeck – aka Helsematilde – er i dag en hardcore crossfitter, der dødløfter 110 kilo, men i mange år syntes hun, at træning var både hårdt og kedeligt.

Af:: Maria Præst Foto: Private
09. okt. 2019 | Sundhed | Fit living

På gulvet foran 31-årige Matilde Hebsgaard Trobeck ligger en vægtstang med tre skiver i hver side. Med et fast tag griber hun fat, spænder i hele kroppen, løfter langsomt stangen fra gulvet og retter sig helt op. Bum – 110 kilo dødløft!

“Jeg synes, det er fedt at løfte noget tungt. Jeg er meget piget og feminin generelt, så det er rart at dyrke det maskuline med kalk på hænderne, tunge vægte og masser af sved,” forklarer Matilde.

Hun dyrker i dag crossfit fire-fem gange om ugen og blogger om sundhed og træning på Helsematilde.dk. Men det var ikke den livsstil, hun havde forestillet sig, da hun som teenager ikke bevægede sig mere end højst nødvendigt.

Læs også: 5 øvelser til en stærk core

Oprør mod aktiv familie

Matilde er vokset op i en meget aktiv familie, hvor hendes lillebror cyklede, hendes mor spillede håndbold, og hendes far gennemførte en Ironman, før det overhovedet var blevet en ting. Matilde derimod pjækkede fra gymnastik, slængede sig i sofaen og syntes, det var helt uoverskueligt at skulle cykle i skole.

“Jeg syntes faktisk, at al fysisk aktivitet var hårdt og kedeligt. Jeg kunne heller ikke lide at svede, så jeg lavede demonstrativt ingenting. Jeg var fysisk doven, indtil jeg var 19 år, og jeg tror, det var mit eget lille oprør mod min aktive familie.”

På et tidspunkt begyndte hendes far at drille hende med, at hun ikke kunne gå op på anden sal uden at blive forpustet, og Matilde blev lokket med ned i det lokale fitnesscenter, hvor hendes far trænede, for at prøve et spinninghold – og dét blev vendepunktet.

“Det var helt vildt fedt. Jeg kunne godt lide, at lyset blev slukket, der var høj musik, og så kunne jeg sidde der på cyklen i min egen verden. Det blev noget, jeg havde sammen med min far, og vi spinnede næsten hver dag i en periode,” fortæller hun.

Samtidig begyndte Matilde at gå på nogle af de andre hold i centeret og blev især bidt af Body Pump, hvor du skal løfte tunge vægte. Interessen for træning og sund mad var vakt, og Matilde oprettede sin sundhedsblog og begyndte at dele sin passion.

Læs også: Sådan påvirker træning din hud & dit hår

Vild med crossfit

For fem år siden blev hun tilbudt en kampagne på sin blog, hvor hun skulle prøve kræfter med crossfit. Og selv om hun havde mange fordomme om crossfittere og for sjov havde skrevet et blogindlæg med overskriften 10 ting jeg hader ved crossfit , vandt den hårde træningsform alligevel hendes hjerte.

"Jeg kan godt lide at få pulsen op og få svedt igennem. Nu altså. Træning er blevet en ventil for mig. En pause. Det er dét, jeg tyer til, når jeg er udfordret i mit liv. Det giver også selvtillid. På den måde er jeg afhængig af det. At kunne noget nyt eller løfte et kilo mere end ugen før,” fortæller hun.

Men det vigtigste for Matilde er fællesskabet. Hun havde egentlig tænkt, at hun havde fået de veninder, hun skulle have, men igennem crossfit har hun fundet en ny flok veninder, som betyder meget for hende.

“Træningen er en dejlig måde at være sammen med mine veninder på, og det sociale er vigtigt for mig. Det er pigerne, der gør det. Jeg træner faktisk aldrig alene. Hvis de andre sagde, at nu ville de hellere træne TRX, så gjorde vi det i stedet,” fortæller Matilde.

Som selvstændig arbejder Matilde hjemmefra og er meget alene i løbet af en dag, så hun bruger også træningen som et socialt indspark, inden dagen går i gang. Tre gange om ugen mødes venindeflokken klokken 5.45 sharp for at kaste, trække, løfte og skubbe tunge ting i crossfitcenteret.

“Det er et voldsomt tidspunkt, men det er dér, vi mødes, og det er en virkelig god måde at starte dagen på. Så sender vi lige en sms til hinanden: ‘Er du vågen?’ Og så vil man jo ikke være den, der bakker ud,” fortæller Matilde.

Pigerne træner ikke længere på et hold, men laver deres egen træning, hvor de hele tiden hepper på hinanden og er klar med en highfive, når en af dem mestrer noget nyt.

“Når jeg har haft en god træning om morgenen, skal der meget til at slå mig ud resten af dagen.”

Anbefalet til dig