3 kvinder: Vi udlevede vores drøm i 40'erne

Kirsten Rohde Jensen, 55
Uddannet jurist og tidligere juridisk chef i Nationalbanken. I dag er hun direktør, chauffør og plukker i sin økologiske æbleplantage Rytzebækgaard, der leverer æbler og most til flere toprestauranter, heriblandt Noma. Se Rytzebaekgaard.dk.


Kirsten Rohde Jensen sad godt, tilfreds og trygt i et vellønnet job som juridisk chef i Nationalbanken. Højdepunktet på en spændende karriere, drevet af lyst og ambitioner, lige siden hun blev færdig med sit jurastudie.

– Jeg kunne på mange måder ikke have det bedre! Jeg havde et spændende fagligt job, jeg udviklede mig i, en rigtigt god løn – hele pakken, fortæller Kirsten Rohde Jensen. Men da hun i begyndelsen af sine 40’ere sad ved dødslejet hos sin kræftsyge og jævnaldrende veninde, begyndte noget at rumstere i bevidstheden.

– Jeg kan huske, at jeg sad på Riget og tænkte: Hvad vil jeg egentlig selv have ud af mit liv? Jeg tror, at det var synet af min veninde, der på alle måder har levet sit liv efter bogen – var sund, havde en god uddannelse, et godt job – men hvis skæbne alligevel var ude af hendes hænder. Set i bakspejlet havde Kirsten Rohde Jensen nok kredset om tanken gennem nogen tid, men uden at nå frem til erkendelsen af, at hun virkelig ønskede at gøre noget nyt med sit liv. Men hvad?

– Jeg ville prøve nogle andre sider af mig selv og se, om jeg kunne bygge noget op fra bunden. Ja, jeg kunne jo også vente, til jeg blev pensionist – men her havde jeg jo set med min veninde, at der ikke var nogen garanti for, at jeg ville nå dertil.

At Kirsten så blev økologisk æbleavler med egen frugtplantage på Møn, var der nok ingen, der havde kunnet forestille sig. Heller ikke Kirsten selv.

– Havde du sagt til mig 10 år før, at jeg ville sige mit gode job i Nationalbanken op for at blive æbleavler, havde jeg ikke troet på dig. Jeg har ingen landmænd eller frugtavlere i familien, der kunne gøre det til en nærliggende vej at gå, fortæller Kirsten.

Alligevel var ideen ikke grebet ud af den blå luft. Kirsten og hendes mand var begyndt at komme på Fejø, hvor de plukkede æbler selv, og hvor hun fornemmede det enormt livgivende ved at gå rundt i de rolige frugtplantager. I første omgang dyrkede hun interessen i sin fritid, læste op og talte med æbleeksperter fra flere miljøer – og sparede op til at købe sig fri af arbejdet. Da hun fandt ud af, at grunden ved familiens sommerhus på Møn var mere eller mindre perfekt til æbleavl, blev drømmen konkret.

– Jeg glemmer aldrig, da vi havde plantet de 2.700 æbletræer. Gisp! Nu var der ingen vej tilbage. Jeg var enormt ærekær og følte, at jeg skulle blive en succes i to verdener. Jeg ville vise hele mit juridiske bagland og netværk, at det her ikke bare var pjat – men skulle også bevise en hel masse overfor økologerne og de andre landmænd på Møn, fortæller Kirsten Rohde Jensen.
På mange måder gik Kirsten Rohde til opgaven med de redskaber, hun kendte til fra sit gamle liv. Allierede sig med de dygtigste folk og brugte sit netværk i arbejdet med at gøre sine æbler til en succes. Og fandt endelig frem til, hvad det er, der driver hende og giver hende arbejdsglæde nu.

– Havde jeg kastet mig ud i det her som 30-årig, ville jeg nok have været mere fokuseret på indtjening og smør på brødet, end jeg er i dag. Selvfølgelig skal mine æbler være en god forretning, og jeg er ekstremt stolt af at levere til Noma og mine andre kunder. Men jeg er mindst lige så optaget af at udbrede kendskabet til æbler og at hjælpe folk til at genfinde glæden ved den her frugt, der er så stor en del af vores kultur. Det er nogle værdier, som er modnet frem i mig med alderen, og jeg har nok i højere grad selv valgt den her karriere, end jeg gjorde med min første.

LÆS OGSÅ: 5 tips: Sådan bliver du iværksætter


Bente Nørkjær Knap, 51
Er tidligere udviklingschef i DR og leder i Ritzau. I dag er hun CEO i Nørkjær Knap Design og desuden International Sales Manager for Great Greenland. Hun er gift med Søren og mor til bonussønnen Oliver, 13, og adoptivsønnerne Yonas, 11, og Micky, 10. Se Noerkjaerknap.dk.

Bente Nørkjær Knap kørte i mange år en tætpakket tilværelse med konstant jagt på nye udfordringer på jobbet og i fritiden, hvor hun dyrkede sportsdykning og rejste verden rundt. Et på mange måder rigt liv fuld af oplevelser og udfordringer, langt fra det hendes jævnaldrende førte med syge småbørn og kødsovs på menuen.

– Siden jeg blev færdiguddannet, har jeg stort set taget et nyt lederjob hvert andet år. Jeg gik efter nye udfordringer konstant, og jeg levede kun for mit job – det kunne være angstprovokerende, men gav mig samtidigt et enormt kick. Da jeg var sidst i 30’erne havde jeg ingen familie selv og kunne virkelig have svært ved at forstå, når mine medarbejdere havde syge børn. Jeg var så optaget af at nå mine mål og levede et liv, der kun var tilrettelagt efter mit job og mig selv, fortæller hun.

Vendepunktet – eller begyndelsen på det – kom, da Bente var omkring 40 år og ramte en stressmur. Gennem arbejdet kom hun under vingerne hos en psykolog, der hjalp hende med at sætte fingeren på, hvad der manglede. Det blev begyndelsen på Bente Nørkjær Knaps næste liv med en familie og en helt ny karriere.

– Det private er jo ofte medfortæller, når et menneske går ned med arbejdsstress, og jeg havde fået et forvrænget billede af, hvad der var vigtigt for mig. Jeg nåede frem til, at jeg havde et hul i mit privatliv, jeg ikke bare kunne arbejde mig ud af.

Forløbet førte til, at Bente genoptog sin interesse for skrædderi og mode, som hun havde haft parkeret, siden hun var helt ung. I første omgang bare i fritiden. Men hun fik også øjnene op for en ny type mænd, der ville det samme som hende – nemlig stifte en familie. Hun mødte sin mand Søren, der allerede havde en søn, og blev i en alder af 45 yderligere mor til to etiopiske drenge på dengang fire og fem år. Og her kom værdierne for alvor i spil igen, da hun efter sin forældreorlov oplevede, hvad det nye liv og hverdagen med små børn egentlig indebar.

– Jeg sad konstant på motorvejen med hjertet i halsen og kæmpede mod tiden og børnehavens lukketid. I første omgang forsøgte vi at løse det med en au pair, men det var ikke den måde, jeg gerne ville være mor på. Du kan jo ikke invitere to små mennesker ind i dit liv og så fortsætte med at arbejde fuldstændigt vildt. Det er en kæmpe opgave, der kræver alt dit nærvær, fortæller hun.

Herudover satte alvorlig sygdom og død i den nærmeste familie livet yderligere i perspektiv. Og en morgen gik hun ind og sagde sit lederjob op. Med al den prestige, magt og de udfordringer, der fulgte med det. Planen var at blive den mor, hendes børn fortjente, og at realisere interessen for mode til en ny karriere, der kunne harmonere med familielivet.

– Jeg var da væsentligt mere interessant, da jeg var udviklingschef i DR , det kan jeg tydeligt mærke på mit netværk. De store overvejelser om livskvalitet, jeg har gjort mig, kan være svære at tale om. I mit nye liv arbejder jeg ikke mindre, formentlig mere, men jeg er herhjemme, og jeg aflyser gerne et kundemøde for at passe en søn, hvis han er syg. Det havde jeg nok ikke gjort for 15 år siden, fortæller hun. Bente Nørkjær Knap er heller ikke i tvivl om, at hun er blevet den mor, hun er nu, netop fordi hun gik til opgaven med et ”første liv” fuld af erfaringer og erkendelser i bagagen.

– Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have haft samme ro og sikkerhed i de valg, jeg tager, hvis jeg var blevet mor som 30-årig. Lige nu er mine børn det allervigtigste i mit liv!

LÆS OGSÅ: Sådan når du dine karrieremål i 2014


Vibeke Henning, 51
Skolelærer på Lynge skole i Nordsjælland og mor til børnene William på 27 år, Robert på 24 år, Viktoria på 19 år, Julian på 15 år og Alexandra på 12 år.

Når man som Vibeke Henning får fem børn fordelt på 15 år, kan man godt sige, at familielivet er et livsprojekt. I hvert fald indrettede Vibeke og hendes mand sig derefter og gav plads, tid og råderum i både økonomi og bolig, så Vibeke kunne passe hjemmet og børnene. Et liv hun følte stærkt for og i mange år dedikerede sig fuldt ud til. Men da Vibeke var 40 år og færdig med sin femte og sidste barsel, begyndte et nyt behov at presse på. Et, der rakte videre end familielivets rammer.

– Der skete en eller andet form for skift inde i mig, hvor jeg tænkte: Hvad mangler jeg? Hvad er det, jeg vil? Hvornår har jeg nået mit mål? Jeg kan lige så tydeligt huske følelsen af, at jeg havde prøvet det hele nu – at få børn, flytte i et hus, få en ny bil – at alt det lå bag mig. Jeg trængte til at putte noget nyt ind i mit hoved, udvikle mig i en ny retning med ny viden.

Ideen om at begynde et studie tog form, og Vibeke Henning søgte om optagelse på et nærliggende lærerseminarium og kom ind. Nu åbnede der sig en helt ny verden.

– Jeg blev fuldstændigt grebet af det! Jeg har altid været optaget af pædagogik, og hvordan vi er over for hinanden – og alt det havde jeg jo haft inde på livet med mine egne børn gennem mange år. Nu fik jeg pludselig hele den teoretiske dimension og faglige viden oveni, og jeg følte mig utrolig privilegeret og glad, hver gang jeg kom i skole.

Men hverdagen med fem børn, studie og lektier kostede hjemme i familien, hvor Vibeke satte vækkeuret til midt om natten, så hun kunne stå op og læse sit pensum. Her mærkede hun, hvor meget hun rent faktisk ville det nye liv med uddannelse og job.

– Det er ikke for tøsedrenge, og du kan ikke gennemføre en uddannelse, samtidig med at du har fem børn, uden viljen og lysten. Jeg gik til studiet med en anden seriøsitet, end jeg ville have gjort som ung, for det her var et valg, jeg mere end noget andet havde gjort for mig selv. Og da jeg kom i min første praktik, mærkede jeg for alvor gnisten mellem mig og eleverne. Jeg elskede at gøre det levende, sjovt og rart at være i skole, og det tændte mig bare endnu mere – man har jo lyst til at gøre det, man er god til.

På sit nye arbejde kunne Vibeke også trække på sine erfaringer fra livet som mor.

– Jeg er mere mig selv i det her job, end jeg ville have været som 25-årig, og jeg kommer på mange måder med meget af min mor-rolle på arbejdet. Jeg har set alle konflikter, kærestesorger og problemer hjemme hos mine egne børn, og jeg kan møde både forældre og elever ud fra det perspektiv.

Vibekes dybfølte ambitioner om at blive en god lærer vakte ikke altid forståelse i hendes familie, der kunne have svært ved at se, hvorfor hun nu skulle bruge så meget tid på sin nye passion. Efter et par år var den nye karriere også en medvirkende årsag til at sætte et brat punktum for ægteskabet med faderen til Vibekes fem børn.

– Store skift i livet er altid noget, der koster, og jeg fik revet tæppet væk under mig, da min mand ville skilles. Men der er jo ikke noget i livet, der er stensikkert – alting ændrer sig. Jeg valgte lærergerningen ud fra et ærligt hjerte og ønske om give børn selvtillid og at lære dem noget, og det giver mig en enorm værdi. Jeg har aldrig fortrudt – hvad skulle jeg dog have gjort nu, da jeg blev alene, hvis jeg ”kun” havde været husmor?

LÆS OGSÅ: Trine sagde sit job op og åbnede en webshop

Eksperten: Et nyt liv kræver mod
Det er relativt nyt for os, at vi på kan klemme to tilværelser ind i en enkelt levealder. Så gamle blev vi slet ikke for bare et par generationer siden, hvor talemåder som ”skomager, bliv ved din læst” havde et solidt tag i virkeligheden. I dag er en lang, sund alderdom og en bred velfærd med til at gøre det synligt, at du også senere i livet kan komme i mål med karrierer og oplevelser, der når på højde med dem, der tidligere hørte til ”det første liv”.

Jan Brødslev Olsen er lektor i socialpsykologi ved Aalborg Universitet og har forsket i midtlivsskift og lykke. For hvorfor får vi brug for at leve et nyt og andet liv, der ikke ligner vores første?

– Der sker noget med os fra de 40 år og frem – vi får en stigende bevidsthed omkring livets endelighed. I dine 20’ere og 30’ere arbejder du og bruger energi på de store livsprojekter, karrieren og familien, og du sætter ikke de store spørgsmålstegn ved, om det skal være sådan hele livet. Det biologiske ur og en sjælelig parallel kommer ind i billedet omkring de 40. Det kan være udløst af kriser, sygdomme, at man bliver forbigået på sit job – men der behøver ikke at være nogen grunde. Det kan også bare være en mere diffus fornemmelse af de fravalg, man har gjort undervejs, og at tiden går.

Ingen modebølge
Ser man på hyldemeterne af selvhjælpsbøger og udbuddet af ”forandringscoaches” kunne man fristes til at sige, at det her med at leve sit liv om er endnu et modefænomen. At midtvejskrisen er blevet moderne. Langtfra, mener psykoanalytiker og filosof Carlo Strenger, der sammen med forretningsmogulen Arie Ruttenberg har set nærmere på fænomenet i en Harvard-artikel fra 2008.

I deres øjne kan vi ikke længere se bort fra, at der kommer et punkt, hvor mange simpelthen ønsker sig noget andet og nyt af deres liv. Og det skal vi forberede os på – både mentalt og økonomisk – så vi kan handle på det. De gør op med ”midtvejskrisen” som definition, der mest af alt lugter af desperation og røde sportsvogne, og peger i stedet på erfaring, perspektiv og selvsikkerhed, som faktorer, der følger med alderen og som gør, at vi kan føle os frie til at foretage andre og nye valg i livet.

– Opfattelsen af, at vores muligheder bliver mindre med alderen, er baseret på falske præmisser. Man har ikke uendelige muligheder som ung. Det er en illusion, skabt af vores begrænsede viden om os selv og verden omkring os, når vi er unge, skriver de. Glem omgivelserne Men en ting er at mærke behovet for forandring – noget andet er at bruge det som afsæt for et nyt og tilfredsstillende ”andet liv”. Det kan nemlig være svært at bryde med de gamle vaner og værdier.

– Der er jo rigtigt mange mennesker, der standser op midt i livet – men løsningen på krisen bliver for mange bare endnu mere af det samme. Endnu mere fremdrift og energi, som på et tidspunkt får en snert af desperation over sig – det er f.eks. nu at nogle virkelig begynder den hårde fysiske triatlontræning. Det kommer til dels af at man med alle midler vil fægte døden og alderdommen væk, men i høj grad også af den enormt præstationsorienterede kultur, vi lever i. Hvor vækst og resultater er det, vi måler værdi ud fra, siger Jan Brødslev Olsen.

Skal du lykkes med at ændre dit liv på en balanceret måde, skal du derimod turde se i øjnene, at det du ønsker dig nu, kan være noget andet end det, dine omgivelser opfatter som attraktivt. For det kan være angstprovokerende at sige farvel til f.eks. den fede firmabil, det prestigefulde job og de typiske værdier, som giver anerkendelse fra venner og kolleger. Derfor er det heller ikke alle, der når derhen, hvor de vender skuden.

– Der er mange faser i en forandringsproces. Rigtigt mange mennesker når kun til ”ane-planet” og bliver i tvivlen, hvor man jo har det trygt og godt. Så er der dem, der når frem til at erkende, at der skal ske noget. Og så kommer vi til karakteregenskaberne – forandringen kan kræve beslutsomhed, vedholdenhed, mod – og det kan være her, man giver op. Man har erkendelsen, men kan ikke finde styrken i sig selv, fortæller Jan Brødslev Olsen. At finde sit ”rigtige jeg” Derfor er en succesfuld forandring over i et nyt og andet liv også en, der tager tid. Typisk flere år, hvor tankerne tager form, fantasierne bliver til realiserbare drømme og man simpelthen samler mod. Og så kan skiftet til et ”nyt liv” være både af ydre og indre karakter.

– Der er mange stationer på vejen – og mange ender med bare at gøre lidt. Realisere nogle af ideerne, dyrke interessen som en hobby eller gå på deltid og skrue op for drømmen på andre blus. Forandringen kan også handle om nogle værdimæssige ting – f.eks. i måden man omgås sin partner og sin familie på. At man standser op og forpligter og fordyber sig endnu mere i de valg, man har gjort. For mange betyder processen, at de får udforsket nye sider af sig selv. Noget lykkes og andet ikke – men man har prøvet, siger Jan Brødslev Olsen. Eller som Carlo Strenger og Arie Ruttenberg skriver i deres manifest for at leve et nyt og andet liv.

– Smøg ærmerne op, midtlivet er din bedste og sidste chance for at blive dit rigtige jeg.

Kilder: “The Existential Necessity og Midlife Change”, Carlo Strenger og Arie Ruttenberg, Harvard Business Review.

LÆS OGSÅ: Tør kvinder ikke få de gode job og tjene kassen?