Cæcilie tilbragte en nat på et museum – og lærte 9 vigtige ting om livet

Hvilke tanker går igennem én, når man bruger en hel nat omgivet af kunst med en (stort set) slukket telefon, et åbent sind og uden horder af andre turister og museumsgæster omkring sig? Kan man få et nyt syn på kunsten og tilmed lære noget vigtigt om sig selv, som måske også kan bruges i andre aspekter af livet?

Dét satte jeg mig for at undersøge en nat i september, og længere nede kan du læse om de ni overvejelser, jeg gjorde mig i nattens mulm og mørke i Aalborg.

Jeg var blevet inviteret til at overnatte på Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg i forbindelse med udstillingen ”Behaviour”. Udstillingen består af 14 nye og gamle værker og 112 CoBrA-værker, som til sammen skal forsøge at udfordre vores sanser, verdensopfattelse og ikke mindst vores måde at gå på kunstmuseum.

Carsten Höller er kendt for udstillinger, som tangerer mere til forlystelsesparker end egentlige kunstudstillinger – og det er da også den første tanke, som slår mig, da jeg træder ind i Store Sal på Kunsten. Det store rum inviterer nemlig til alt det, som man ellers ikke må på kunstmuseer: Man må røre, smage, mærke og prøve stort set alle elementer af udstillingen – herunder Upside-Down Googles, som forstyrrede mit syn, det kemiske stof Gaboxadol, som potentielt kunne slå mig ihjel (det var heldigvis låst inde), lugten af Höllers far og mor i en sofa fra udstillingen Smell of My Father/Smell of My Mother og den tyske kvinde, som insisterende råbte gelb/grün (gul/grøn på dansk) hvert 20. decimalminut i ét decimalminut, som er styret efter værket Decimal Clock, som lyste skiftesvis i pink og hvid afhængig af tiden. Decimaltid blev introduceret under den franske revolution – og nej, jeg ved heller ikke, hvor langt tid et decimalminut er, men jeg ved, at det føles som cirka 100 almindelige minutter, når værket Gelbgrün går i gang sammen med strobelyset, fordi hele oplevelsen er så overvældende. 

Alt det og 10 andre værker forstyrrede, udfordrede og pressede mine sanser til det yderste under min nat på museet. Men udstillingens primære omdrejningspunkt er ”hotelværelset”, som er en seng og et par andre møbler placeret på en roterende glasplade. Idéen er, at man på den måde får mulighed for at se udstillingen fra forskellige perspektiver, fordi ens syn konstant bliver påvirket af bevægelse, lys, lyd og lugte. Det påvirker i hvert fald ens adfærd, når sanserne i den grad kommer på overarbejde.

Og det er netop meningen med udstillingen, forklarer Stinna Toft, kunstfaglig chef på Kunsten. ”Behaviour” udfordrer nemlig i høj grad vores traditionelle oplevelse af at gå på museum og interagere med kunsten, fordi der ikke er ét rigtigt svar.

- Der er ikke nogen korrekt fortolkning i Carsten Höllers udstilling. Selvom han har en ph.d. i biologi og interesserer sig for, hvordan verden er indrettet, søger han ikke sandheden på et videnskabeligt niveau. Tværtimod vendte han sig fra videnskaben mod kunsten for at undersøge det modsatte: tvivl, det modsætningsfyldte, det destabiliserende. Der var her muligt at slippe meningen fri og ikke længere et krav om at finde én sandhed. Men at fordoble den og tviste den.

Generelt gør udstillingen op med alt det, vi troede vi vidste. Op igennem 1990’erne blev Carsten Höller nemlig træt af den meget faktabaserede viden, og kastede sig i stedet over kunsten, hvor der ofte ikke findes ét korrekt svar, og hvor der ofte er plads til tvivl. Og det er netop denne tvivl, der har været et af omdrejningspunkterne for udstillingen, forklarer Stinna Toft.

- Carsten Höller skaber tvivl hos os. Det er så vigtigt at tvivle og mærke efter – og ikke mindst stole på, at den måde, du sanser verden på, er noget værd i sig selv. Der sker noget i din mentale opfattelse af kroppen, når du går rundt i udstillingen, og det får dig til at mærke dig selv på en helt anden måde, siger hun og uddyber:

- Det er ikke forkert at mærke tvivl. Det kan være kreativt. Det kan føre noget nyt med sig. Der er meget viden, vi bare har forkastet, fordi den ikke lige passer ind i vores kendte videnskabssystem. Måske er det netop produktivt at tvivle?

Et nat uden søvn – og fuld af tvivl

Jeg skal i hvert fald love for, at jeg fik tvivlen at mærke under min nat på museet. Alle mine sanser kom i spil, og jeg begyndte pludselig at reflektere over spørgsmål, jeg normalt ikke skænker meget tid i hverdagen: Hvor lidt jeg er opmærksom på mine sanser, hvor lidt jeg er til stede i nuet, og hvor forhippet jeg er på det perfekte og det færdige resultat i stedet for at nyde – eller i hvert fald lægge mærke til - processen.

Her er 11 ting, som jeg tog med mig efter min overnatning på museet, og som jeg vil prøve at huske mere på i min hverdag fremover:

1. Forstyrrelser er virkelig stressende

Vi kender sikkert alle følelsen af forstyrrende elementer i hverdagen, men på Kunsten mærkede jeg virkelig, hvad det gør ved en. I løbet af natten blev der hverken slukket for lys eller lyde, hvilket gjorde, at min krop var i et konstant alarmberedskab. Hvornår begynder strobelyset igen? Hvornår begynder lyden af den tyske kvinde igen? Det gjorde i hvert fald noget ved min evne til at fordybe mig og være til stede – og den følelse kender jeg alt for godt i min hverdag, hvor telefonen og Instagram ofte forstyrrer med notifikationer, beskeder og opkald. På Kunsten kunne jeg ikke vælge de mange forstyrrende elementer fra, men det kan jeg jo uden problemer gøre i min hverdag – og måske det kan få en positiv effekt på min evne til at fordybe mig  i både arbejde og relationer?

2. Processen er også vigtig

3. Vi bestemmer ofte selv, hvordan vi ser på tingene

Apropos piller, så gav det en meget insisterende lyd, når pillerne ramte gulvet hvert tredje sekund. En lyd, som egentlig var ret frustrerende at høre på, men i løbet af natten fik jeg overbevist mig selv om, at det var lyden af regndråber – og pludselig var det faktisk en ret hyggelig lyd. Måske der er andre frustrerende elementer i hverdagen, som på samme måde kan ændres til noget positivt, hvis vi bevidst vælger at ændre vores syn på det? Der er så mange ting, som jeg bare har vedtaget er irriterende elementer i min hverdag: De 8 km på arbejde hver dag har jeg fx altid set som én lang cykeltur igennem Helvedes forgård, men det er jo egentlig også gratis motion og anledning til at smække benene op, når jeg kommer hjem, så ville jeg overhovedet være foruden, når det kommer til stykket?

4. Vigtigheden af fællesskaber

Udover Carsten Höllers egen idéer og installationer, indeholder udstillingen også 112 værker fra en række CoBrA-kunstnere som fx Asger Jorn og Egill Jacobsen (fra 1948-1951 gik en række danske og udenlandske kunstnere sammen om en kunstbevægelse, som malede abstrakte, spontane og ekspressive malerier, som ikke var styret af moderne samfunds fornuft og sociale normer. De kalder sig selv CoBrA, som står for Copenhagen, Bruselles og Amsterdam, fordi det var her, kunstnerne hver især kom fra). Udover at de mange CoBrA-kunstnere er medskabere af udstillingen, er vi som gæster også medskabere af Carsten Höllers udstilling. Hvis ikke vi interagerer, involverer os og tager del i udstillingen, mister den meget af sin værdi og sin relevans – og sådan er det vel egentlig også i rigtig mange andre aspekter af livet, som kræver, at vi involverer os i fællesskabet. Jeg vil i hvert fald forsøge at lukke andre ind i tanker og projekter, som ikke nødvendigvis er færdige eller perfekte, fordi det tilføjer nogle vigtige nuancer og perspektiver.

5. Giv dig tid

Vi bruger i gennemsnit 8-30 sekunder på et værk, når vi er på kunstmuseum. Men ved at overnatte på Kunsten blev der virkelig mulighed for at komme i dybden med de forskellige værker og udstillinger – og det føltes godt. Det mindede mig om, at der også er ting i min hverdag, som jeg med fordel kunne gøre mig mere umage med at bruge mere end 8-30 sekunder på. Jeg har i hvert fald ofte svært ved at fordybe mig, og selv om strobelys og et virvar af lyde komplicerede fordybelsen en smule, oplevede jeg faktisk både museet og udstillingen som meget mere intenst, fordi jeg dedikerede min tid til det, når lys og lyd ikke gik amok. Jeg tager mig sjældent tid til at lave ting i min hverdag, som kræver fordybelse: at læse bøger, give mig hen til en samtale eller bruge lang tid på aftensmaden, men jeg tror – og håber på – at det kan give tilværelsen lidt mere dybde, hvis jeg prøver at investere lidt mere tid i at være til stede.

6. Dialog

Selv om der var nok at tage billeder af og notere i udstillingen, blev telefonerne i lommen meget af tiden. Min kæreste og jeg var rundt i store dele af kunstmuseet, hvor det ikke handlede om, at vi skulle tage billeder til Instagram. Vi skulle faktisk bare være til stede på museet – og vi fandt dialog-kort ved flere af værkerne, som gav anledning til – you guessed it – dialog! Måske telefonerne skulle blive lidt mere i lommerne for eftertiden?

7. Prøv at bryde lidt med placebo og regler

Med min sunde, rationelle og fornuftige sans vidste jeg jo godt, at de røde og hvide piller, som røg ned fra loftet i Pill Clock ikke indeholdt noget farligt, men Carsten Höller forsøger at få os til at træffe et valg. Tør vi tage pillerne, som vi ikke ved, hvad indeholder? Mennesket er jo som udgangspunkt nysgerrigt, men vi er også autoritetstro – jeg turde i hvert fald ikke at tage en pille, før jeg havde set en anden tage pillerne. Det mest farlige ville nok være den mængde af plastik, jeg ville have indtaget. I udstillingen stod der også stoffet (S)-(-)-1-Phenylethylamine, som efterstigende skulle være et Love Drug, der angiveligt ville kunne forstærke vores medfølelse overfor andre mennesker i op til en time. Måske der ikke kun kommer noget dårligt ud af at bryde lidt med regler og rationel tænkning engang i mellem?

8. Tvivl er et grundvilkår – både i kunsten og i hverdagen

Jeg kan godt være tilbøjelig til at betragte tvivl som noget negativt. For Carsten Höller forholder det sig helt anderledes. Efter mange år som biolog, blev han træt af den faktabaserede tilgang og forsøgte i stedet at have fokus på tvivlen. Og hvis der er noget, som kan få mig til at tvivle, så er det kunst – og et hav af de valg, jeg træffer i min hverdag: har jeg valgt det rigtige fag, sagde jeg det rigtige til min veninde, er det en god idé at blive boende i København – osv. Men det er jo netop den tvivl, som får mig til at reflektere over de valg, jeg har truffet, og derved får be- eller afkræftet mig i, at det er de rigtige valg, jeg har truffet. Så tvivlen kan også være en kæmpe drivkraft i sig selv.

9. Vi kan let vende op og ned på verden

Udstillingen gav mulighed for at tage brillerne Upside-Down Goggles på, som ved hjælp af spejle vender verden på hovedet. Det føles altså som om, at man går på loftet - eller er virkelig fuld. Efter sigende har en af opfinderne gået med brillerne i så lang tid, at vores ”rigtige” verden pludselig vendte forkert for ham, da han tog brillerne af. Det siger i hvert fald noget om, hvor sansepåvirkelige vi egentlig er, når vi så relativt let kan vende op og ned på den måde, vi ser verden på.

Det er altså både overvældende, syret og fuldstændigt fantastisk at færdes i Carsten Höllers værk. Og det er nok det eneste, jeg ikke er i tvivl om efter en nat på museet!