Camilla Lindemann: "Jeg kan stadig fornemme hans fede pølsefingre på mine skuldre"

Camilla, hvad er det bedste kompliment, du nogensinde har fået?
– Det var en mand, der sagde til mig "du er en kvinde, der taler til alle sanser". Det gjorde indtryk, fordi det gik på både hjerne, hjerte og udseende, og det, syntes jeg egentlig, var smukt sagt.

Iben, kan du godt lide at få komplimenter?
– Jeg kan bedst lide, hvis de går på nogle personlige evner. Det virker gammeldags at få sådan nogle ydre komplimenter som "nej, har du ikke tabt dig?". Det er sådan noget, vi gjorde for 10 år siden.

Robak, der er noget med komplimenter, som du har undret dig over. Prøv lige at sætte ord på det.
– Ja, jeg har skrevet en klumme om det, og den kom sig af, at jeg var i selskab med en af mine kolleger, hvor vi kom til at tale om komplimenter, der går på udseende. Dem, synes hun, er vildt ubehagelige, hun synes, luften bliver tyk af sex og føler sig som en malkeko på dyrskue. Det blev jeg overrasket over, for jeg er opdraget med, at man gerne må sige noget pænt til hinanden. Efter jeg har talt med hende, er jeg begyndt at tænke over, hvornår jeg afleverer et kompliment, for jeg er jo på ingen måde ude på at chikanere nogen eller overskride nogens grænser.

Hvordan har du brugt komplimenter?
– Altså, jeg kunne ikke finde på at sige noget til nogen, jeg ikke kender. Nu har jeg jo hverken mødt Iben eller Camilla før i dag, og jeg kunne ikke finde på at kommentere "sikke nogle lange ben, du har". Jeg kender godt reglerne, for eksempel ved jeg godt, at når jeg er 48 år, så jeg skal nok heller ikke sige noget til nogen på 22. Men jeg har brugt meget at give komplimenter til veninder eller til rigtigt gode kolleger: "hold kæft, hvor ser du godt ud i dag". Også fordi jeg selv bliver glad for, hvis nogen siger noget til mig – det bliver sjældnere og sjældnere, men hvis nogen en sjælden gang siger til mig "hold kæft, hvor ser du skarp ud i dag", så bliver jeg da ægte glad. Jeg tænker, at det er sådan en lille honninggave, man giver til et andet menneske.

Camilla: – Jeg synes, at der er forskel på komplimenter. Hvis man møder en mand første gang, og han siger "flotte ben, du har", så kan man godt synes, det er i overkanten, men hvis han siger "pæn trøje", så synes jeg, det er en lidt anden kategori.

LÆS OGSÅ: Michael Robak er forvirret: Hvorfor må jeg ikke komplimentere kvinders udseende?

Iben: – Jeg tror, det handler rigtigt meget om afsender. Om det er en, man selv på en eller anden måde er i relation til. Jeg kan sagtens forstå din kollega, som siger, det er voldsomt, for det synes jeg, det er. Når man går ind og vurderer et andet menneske, skal man være sikker på, at det menneske har lyst til at blive vurderet. Faglige komplimenter har jeg det nemmere med, men bare det at sige til Camilla – som alle jo tænker, når de ser hende – "wauw", det ville jeg synes var voldsomt, fordi man går ind og vurderer nogen, uden de har spurgt: "hvad synes du egentlig om mig i dag"? Det er ikke et overgreb, men det er at tage en magt, som man ikke er blevet bedt om at tage.

Hele #metoo-kampagnen handler lidt om det samme: Hvor går grænsen mellem flirt og overgreb?
Iben: – Ja, og det, synes jeg, har været svagheden ved den kampagne. Hvis man har været udsat for en voldtægt, så tror jeg, det kan være lidt svært at dele hashtag med en, der er blevet overbegloet af en havegartner i 1994. Den akse, synes jeg, er vigtig at få tegnet op, så man ved, hvor et overgreb ligger i forhold til et kompliment.

Camilla: – Jeg har gjort mig mange tanker om den kampagne, og jeg har tænkt tilbage på episoder i mit liv, hvor jeg har følt mig krænket. Den ene gang – og det står tydeligt for mig – kom jeg gående på gaden, da en mand, der kom gående i den modsatte retning, tog hånden ud og tog fat om mit ene bryst, idet han passerede mig. Jeg kan stadig fornemme den der trang til at vende mig om og klappe ham én, men han var gået videre. Det sad i mig længe.

Iben: – Nu jeg tænker tilbage på det, kan jeg se mange ting, der var klokkeklare overgreb. Og det med ikke at sige fra, det er, som om det er naturgivent, at det bare sker. Ligesom at cykle ind i en haglbyge: "pokkers, så kom jeg våd på arbejde". Man overgiver det til naturens kræfter – ikke til, at det er et andet menneskes ansvar.

Har du selv overvejet at skrive noget på hashtagget metoo?
– Nej, det er for voldsomt, synes jeg. Men jeg kan fortælle om dengang, jeg var 18 år og stod og dansede til en sommerfest, hvor der kom en mand hen og tog kjolen af mig. Det var sådan en løs sommerkjole med kun trusser indenunder. Så stod man dér, 18 år gammel midt på et dansegulv.

Camilla: – Som ung journalistelev havde jeg en lokalredaktør, som ikke kendte grænserne, og jeg kan stadig fornemme hans fede pølsefingre på mine skuldre, når han bøjede sig ind over mig. Og når han så blev fuld, kom han ind på redaktionen og blev alt for intim. Jeg var 20 år, i dag tænker jeg, at jeg skulle have klaget til ledelsen over at skulle sidde alene på redaktionen med én, der overskred mine grænser. Men på det tidspunkt tænkte jeg bare "jeg skal ikke lave for meget brok, det er bare med at komme derudad". Jeg sagde ikke noget til nogen.

Robak: – Noget af det mest slående er, hvor mange kvinder, der ikke gjorde noget. "Jeg gik ikke videre med det, jeg syntes også, det var lidt flovt" eller "Havde jeg en lille andel i det selv?". Jeg er overrasket over, hvor meget man som kvinde bare putter det ned i sin taske og gemmer det. For mig har det været en øjenåbner, at det er så omgærdet af tavshed.

– Jeg er selv far på en pige på 13 år, og hvis jeg hørte om noget, ville jeg tage affære, ringe til skolen, opsøge arbejdsgiveren. Det undrer mig, at det lyder, som om der er mange unge piger og kvinder, der ikke har sagt noget til deres forældre. Det er bekymrende – det skal jeg da lige huske at sige til min datter, at lige meget hvad, så skal hun sige det. Det er et vigtigt budskab i den her kampagne at få sagt til sine døtre: Jeg vil gerne hjælpe, og det er aldrig din skyld.

Iben: – Og det behøver ikke være en konkret, fysisk overtrædelse. Hvis man er 13 år og kan mærke, at åh jeg får det lidt mærkeligt af, at han er i rummet, så ER der et eller andet, og det er vigtigt at sige til sine døtre, at det er ok at reagere – ikke med bål og brand nødvendigvis, men at man skal have lov til at trække sig.

Får den her kampagne mænd til at tænke over, hvad de kan og må gøre?
Robak: – Af alle kampagner på sociale medier gennem tiderne er det den her, der har gjort størst indtryk på mig. Jeg har jo bladret tilbage gennem mit liv og tænkt "har jeg lavet noget?".

Har du så det?
– Jaaeh... Altså, jeg forstår ikke det der med at gribe om nogens bryst, det kan da ikke være ophidsende for nogen at se et rædselsansigt. Så jeg tror, jeg har fuldstændig rent mel i posen i forhold til at røre ved nogen. Men jeg har været journalist i snart 25 år, og mange af de steder, jeg har arbejdet, har tonen været ekstremt fri. Og jeg har også været chef på redaktioner, hvor der var rigtig meget "det sagde hun også i går"-humor, og jeg havde ansvaret for tonen. Jeg tænkte jo, at det var vi alle sammen med på, men jeg kan godt forestille mig, at der har været nogen – både mænd og kvinder – der kan have syntes, det var ubehageligt. Dér er jeg ikke helt uskyldig.

Camilla: – Jeg har også været på mange redaktioner, og jeg lærte hurtigt, at man må falde ind og blive "one of the boys" og lære at svare igen, hvis man ville gebærde sig. Jeg har aldrig følt mig krænket verbalt, det har mere været fysisk.

LÆS OGSÅ: #Metoo har navngivet mændene – men hvad er der blevet af dem?

Bliver det ikke også svært, hvis vi hele tiden har de der krænkelsesbriller på?
Robak: – Jo, og jeg ved ikke, hvor folk har været henne før Facebook, men der er en stor krænkelseskultur. Folk kan blive krænkede over hvad som helst. Jeg tænker utroligt meget over, hvad skriver jeg og siger for ikke at udsætte mig for en eller anden shitstorm. Det er ærgerligt med den krænkelseskultur, for der bliver en tendens til selvcensur. Selv når der er en debat, jeg gerne vil deltage i, så jeg orker det ikke, hvis jeg nu skulle komme til at krænke nogen ved at være ærlig.

Iben: – Men er det ikke ret godt? Jeg har været på dit hold, men jeg har skiftet mening. Jeg boede i Sverige en overgang, de er lidt foran os på det her område, og jeg tænkte "hvad er det, der foregår, I smadrer jo jeres mænd?". Men nu har jeg ændret standpunkt: Jeg har svært ved at holde fast i, at jeg har lov til at bestemme, hvornår andre mennesker skal føle sig krænket. Det er kolonialistisk i en grad, som jeg ikke vil være med til. Og jeg tænker, at for virkelig at få rykket de her ting, så er det måske i 2017-2022, vi svinger langt ud på seismografen over krænkelsesfølelser, og så lander vi måske et mere reflekteret sted om seks år.

Robak: – Jeg forstår godt, hvad du siger, men jeg tænker bare "hold kæft, hvor har vi ømme tæer for tiden, altså". Jeg er overrasket over, hvor lidt der skal til for at krænke folk, der er ikke mange, der tænker "pyt". Jeg har konstant et spor kørende, der hedder "krænker jeg nu nogen?", og det er fint nok, men det gør også, at det bliver svært at udtale sig frit fra leveren. Men det kan da godt være, vi skal helt ud i krogene først, og måske har vi lært noget af metoo-kampagnen.

Må vi stadig gerne give hinanden komplimenter?
Camilla: – Ja, ikke af seksuel karakter, medmindre man i forvejen har en intim relation, men jeg synes, det ville være ærgerligt, hvis vi ikke kunne give hinanden komplimenter.

Iben: – Jeg vil være forsigtig med det.

Jeg havde egentlig tænkt, at du, Robak, skulle slutte af med en kompliment...
Robak: – Jeg synes, I alle tre ser pissegodt ud.