Coaching: Siger du for ofte ja?

Foto: ALT for damerne Anne Hermansen

Bliv bedre til at sige nej

Lær at sige ja til de rigtige ting

At sige ja er ikke nødvendigvis tegn på, at du er konfliktsky eller en pleaser. Vi siger tit ja, fordi vi bliver begejstrede og glemmer, hvad der gør os glade dybt inde i hjertet siger Anne Hermansen.

At sige ja er ikke nødvendigvis tegn på, at du er konfliktsky eller en pleaser. Vi siger tit ja, fordi vi bliver begejstrede og glemmer, hvad der gør os glade dybt inde i hjertet siger Anne Hermansen.

Kommer du tit til at sige ja, hvor du egentlig skulle have sagt nej? Hvor dit ja forhindrer dig i at bruge tiden på noget sjovere og dejligere. Noget, der giver energi i stedet for det modsatte. Noget, du har lyst til, og som vil bringe dig tættere på dit mål fremfor ud på endnu en lang omvej. Noget, der måske kun handler om dig eller om mennesker, du gerne vil bruge din dyrebare tid med. Dyrebar? Ja, netop. Det er dét, din tid er.

At sige ja til én ting er en byttehandel, hvor du siger nej til noget andet. En byttehandel med din tid. ”Har du lige et øjeblik?”, siger veninden i den anden ende af røret og snakker i tre kvarter. Måske lige præcis den lille time, som du i virkeligheden allerhelst ville bruge på at komme ind ad døren med ungerne og bare lande roligt i øjenhøjde med dem efter en lang dag. Og pludselig er dén tid opslugt af en telefonsamtale, som du selvfølgelig gerne vil have. Bare ikke lige dér, hvor det kom til at koste dit nærvær og tulle-rundt-tid, for nu skal aftensmaden igen-igen bare hurtigt på bordet…

Vi er klar over, hvad vi siger ja til, men tit ved vi ikke, hvad vi i samme øjeblik har besluttet at sige nej til. Dét regnestykke har vi nemlig ofte ikke nået at lave, når et begejstret ”Ja, super ide” eller hjælpsomt ”ja, det kan jeg da sagtens” flyver ud af munden på os. Og når vi ikke er bevidste om, hvad vi ”bytter” med, ender vi tit med at ærge os over prisen for et ja.

Kender du det at blive grebet af en ide – og komme til at sige ja? Eller spurgt, om du ikke lige vil sørge for/hjælpe med – og komme til at sige ja. En invitation, et arrangement, en opgave. Du siger ja, men når dagen så kommer, er du led og træt af det hele vejen. Muligvis også lidt af dig selv, hvis du lod dig forføre af følelsen af, at der åbenbart virkelig er brug for dig. Det kan være en udfordring at stå imod udsagn som f.eks.: ”Vi kan ikke gøre det uden dig”. ”Jeg kan altid regne med dig”. ”Det er så skønt, at du altid har sådan styr på alting”.

Så hvad har du faktisk styr på? Som minimum dig selv. Fordi: Hvis du ikke er den, der bestemmer i dit liv – hvem gør mon så? Et af verdens bedste, mest geniale og kraftfulde slogans er Nike’s ”Just do it”. Det virker også rigtigt udmærket den anden vej, når du træner i gøre det, der vigtigt for dig i stedet for at sige ja til det, der kun er vigtigt for andre: ”Just (don’t) do it!”.

BLIV BEDRE TIL AT SIGE NEJ
1 / Vi føler tit, at der er noget, vi er "nødt til",men ofte er det en ren byttehandel på tid – og et valg: Hvis jeg gør det her, kan jeg ikke også gøre det der. Så hvad vil du allerhelst?

2/ Ender du for tit med at påtage dig så megetfor andre, at du for sjældent når det, du selv har lyst til? Hvad er den første lille ting, du kan gøre anderledes – allerede i dag, senest i morgen?

3/ Hvad skal styre dine jaer i fremtiden? Hvadskal der til for at sige ja til en f.eks. opgave eller et arrangement? Hvad må det ikke medføre, og skal det som minimum give dig?

LÆS OGSÅ: Find din personlighedstype og få mere livsglæde

Anne Hermansen

Anne Hermansen er Int. certificeret ICI advanced Coach samt Int. certificeret EMP professionel Coach. Aktuel med bogen "Ved du, hvem du er?", som netop er udkommet på People's Press.

Annehermansen.dk.
Se, hvad vi ellers skriver om: Psykologi