Danica Curcic: “De seneste to måneder har jeg faktisk været underernæret”
Foto: Andreas Houmann

Danica Curcic: “De seneste to måneder har jeg faktisk været underernæret”

Danica Curcic: “De seneste to måneder har jeg faktisk været underernæret”

Vi feder skuespillerindenop på hendes Nørrebro-stamsted Taxa.

Hvorfor skal vi spise morgenmad her på Taxa?
"Jeg har boet i en lejlighed lige om hjørnet i de sidste syv år og har mange venner i området omkring Stefansgade og Jægersborggade. Det føles som en landsby på berlinermåden, og vi mødes tit hernede og får chili con carne eller en burger. Men det er en stakket frist. Jeg har lige købt en helårskolonihave ude bag DR Byen på Amager, hvor jeg flytter ud om halvanden måned. 10 minutter fra Rådhuspladsen og alligevel omgivet af kirsebærtræer. Jeg rejser rundt og møder så mange mennesker hele tiden, så jeg har brug for et åndehul, og jeg har brug for at starte på en frisk. Så næste gang vi skal spise morgenmad, bliver det i min have."

Og du skal have æg, avokado og brød med smør?
"Ja, og jeg har smugspist lidt hjemmefra. Jeg skal fedes op igen. I fredags afsluttede jeg optagelserne på en ny film, Birgitte Stærmoses Darling, der får premiere til april. Det er en historie om en balletdanser, der får en skade og derfor ikke kan danse mere, og hvordan hun tackler sin nye identitet. Jeg har været på en ekstrem diæt og træningsprogram med ballet, pilates, svømning og en personlig træner. Al hvede, sukker og mælkeprodukter røg ud af min kost, og over de seneste seks måneder har jeg smidt 10 kg. Hver dag har jeg kigget mig selv i spejlet og tænkt: "Ligner jeg en balletdanser nu?""

Det lyder som stærke sager?
"Ja, de seneste to måneder har jeg faktisk været underernæret for at få en balletdanserindes krop. I de helt hardcore perioder har jeg levet af fire liter grøntsagsjuice om dagen. Det har været fedt, at jeg har kunnet komme i mål med det. Men fuck, hvor jeg glæder mig til at spise igen. Det er det, livet handler om. Mad er jo en social ting, der binder folk sammen."

Hvad skal du hurtigst muligt sætte tænderne i?
"Jeg har lyst til børnefødselsdagsmad. Søde hvide boller med smør og varm kakao med flødeskum. Og pandekager ... Og æbleskiver ..."

Hvad spiste du til morgenmad, da du var lille?
"Chokos! (Coco Pops, red.). Fra jeg var otte, til jeg blev 15. Så er man fra et rigtigt Balkan-hjem, haha. Min bror og jeg tømte sådan en pakke hver morgen. Det var tider. Min morgenmad udviklede sig til, at jeg også kom til at elske tun i olie. Så det fik jeg oven på et hvidt stykke toastbrød. Jeg havde togskinnebøjle, og en dag, da jeg kom i skole, sagde en af drengene: "Hva' så, Dalle, har du tun i bøjlen?" Så var det slut med tun i olie."

Hvordan starter en dag godt i din verden?
"Med espresso fra sølvkanden på komfuret og Final Song af MØ på repeat. Det kunne også være Radio 24/7 eller noget på pladespilleren, brasiliansk bossanova, Tom Waits eller verdensmusik, fx colombiansk cumbia. Jeg drømmer nogle vilde scenarier, og når jeg vågner, sidder drømmen stadig i mig. Den skal jeg lige have rystet af. Jeg har mange flugtdrømme, især når jeg har meget travlt. Men generelt tænker jeg: "Fedt, en ny dag!""

Det bedste sted i verden at spise morgenmad?
"I vores familiesommerhus i Montenegro, som jeg har været i hver sommer, siden jeg var barn. Det ligger i en lille fiskerlandsby ved kysten. Vi spiser friskplukkede tomater, feta og olivenolie til lyden af cikader og duften af hav. Det er det dejligste. Det savner jeg!"

LÆS OGSÅ: Giv et abonnement i julegave

LÆS OGSÅ: Kunstneren Cathrine Raben Davidsen: "Jeg prøver ikke at deale med mine kritiske tanker"

LÆS OGSÅ: Ditte og Louise: Vi gider ikke holde kæft og være smukke

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview