Sexisme og sexchikane
SPONSORERET indhold

Lad os udstille sexisme på jobbet: ALT.dk efterlyser DIN oplevelse

Hvad har DU oplevet? Vi efterlyser eksempler på grænseoverskridende og sexistiske oplevelser, der har fundet sted på danske arbejdspladser, som vi vil samle i en række fortællinger. Fordi #sexismefindes - og fordi ingen skal føle sig alene med det, de har oplevet.

Af: Redaktionen Foto: Getty Images
09. sep. 2020 | Livsstil | ALT.dk

En hånd på låret. En upassende sms om dit udseende. Samtaler, der pludselig drejes ind på sex. En fælles forståelse blandt ”alle” om, at det er okay at kalde kvinder for seksuelle øgenavne – eller direkte overgreb.

Sexisme og seksuel chikane kommer i mange former og forklædninger på de danske arbejdspladser.

Men det findes. Punktum.

Læs også: "Det hjælper dig ikke, om du græder eller skriger": Læs 99 vidnesbyrd om sexisme på jobbet

For nej, det er ikke kun Sofie Linde, der har oplevet det, selvom hun stod dér alene på scenen til et stort tv-show og fortalte ærligt om, hvordan en tidligere ”tv-kanon” til en julefrokost for 12 år siden havde bedt hende om at ”sutte” hans pik, for ellers ”så fucking ødelægger jeg din karriere”.

Vi er mange, som har oplevet sexisme og chikane - i større eller mindre grad – og fælles for alle disse oplevelser er én ting: Det er aldrig okay.

Alle skal kunne tage på arbejde uden at blive udsat for upassende sprogbrug, tilnærmelser, lumre kommentarer fra kollegaer eller direkte magtmisbrug fra chefen. Du skal kunne tage på arbejde uden at være reduceret til en krop, et udseende og et køn.  

ALT.dk sætter i den kommende tid fokus på sexisme og seksuel chikane på arbejdspladsen. Fordi #sexismefindes.

Vores ønske er at fjerne ansvar og skyld fra den, krænkelserne går ud over, og i stedet sætte fokus på konkrete løsninger, der kan gøre arbejdspladserne endnu mere trygge. Og ikke mindst blive klogere på krænkernes adfærd: Hvorfor gør de det? Hvordan kan de stoppes? Og vi har brug for din hjælp!

Send os din personlige oplevelse med sexchikane eller sexisme i bredere forstand på arbejdspladsen. Eller hvis du er en af dem, der har krænket andre.

Fortæl kort, hvad du – mand som kvinde – har oplevet, og send det til tip@alt.dk og skriv 'sexisme’ i emnefeltet. Vi samler alle oplevelserne i en stor artikel med vidnesbyrd på ALT.dk.

Oplevelserne har ingen udløbsdato, og du vælger selv, om du vil være anonym, oplyse dit fornavn eller dit fulde navn. Redaktionen skal dog være bekendt med din fulde identitet. Vi nævner ikke den konkrete arbejdsplads.

Husk, du er aldrig alene

Hvis du har haft upassende seksuelle oplevelser på jobbet, så husk, at du ikke er alene.

Her på ALT.dk kan du blandt andet læse ALT.dk’s livsstilsredaktør, Sara Wilkins, fortælle om, hvordan hun som ung i faget måtte lægge lår til en ældre kollega, der kørte sin hånd op og ned ad det.

Eller læse om Maja Holmelund, der ærligt har fortalt om sine oplevelser med ”hygge”-sexisme på sit første job, hvor hun blev kaldt for ”fisse”, hvor billeder af hende, der spiste en banan, florerede blandt kollegaerne  – og hvor en kvindelig kollega trak på skulderen med henvisning til, at den opførsel ikke skulle tages for seriøst:

”Alt blev gjort med et grin eller et smil. For det var jo bare en joke det hele. Det var for sjov. Alle havde samme holdning som min kvindelige kollega – det er bare sådan, det er. Indirekte sagt - find dig i det,” skriver Maja Holmelund blandt andet.

Også kendte tv-værter, herunder Miriam Zesler, Ditte Okman og Mette Walsted Vestergaard, har bl.a. fortalt om deres oplevelser med sexchikane og sexisme generelt til Berlingske. Og senest har radiovært Iben Maria Zeuthen sluttet sig til koret af kvinder, der fortæller om sexistiske oplevelser på arbejdspladsen.

På sin Instagramprofil skriver Iben Maria Zeuthen, at hun engang modtog en sms fra en chef med ordlyden: ”Jeg drømmer om dig og mig nøgne på en seng med åbne vinduer og hvide lagener”.  

Hun deler sin oplevelse, skriver hun, for at understrege, at Sofie Linde ikke står alene:

”Sofie Linde-sagen handler ikke bare om Sofie. Den handler om mange andre også. Jeg kommer ikke til at sige mere om denne konkrete sag men føler at jeg har et ansvar for at berette.”

Send din oplevelse om sexisme på arbejdet til tip@alt.dk – skriv ’sexisme’ i emnefeltet.

Anbefalet til dig