Der er håb forude!
SPONSORERET indhold

Debat om stressede jordemødre: Der er håb forude!

Det ER muligt at tilrette fødselshjælpen, så både jordemødre og familier trives og sikkerheden for mor og barn opretholdes. Det skriver jordemoder Susanne Warming som reaktion på et debatindlæg fra jordemoder Kathrine Storm, som bl.a. oplever at bløde igennem på jobbet, fordi der ikke er tid til at gå på toilettet og som er bekymret for, hvilke konsekvenser travlheden kan få for forældre og nyfødte.

Af:: Jordemoder Susanne Warming, Hjemmefødselsordning Sjælland, Hjemmefødsler.dk
05. dec. 2014 | Livsstil | ALT for damerne

Det har man gjort i Region Sjælland, hvor man bl.a. har valgt at have en selvstændig hjemmefødselsordning til at varetage omsorgen for de raske gravide i Regionen, som ønsker at deres barn kommer til verden, hjemme hos dem selv.

Det betyder, at familier kan føde styrket og uforstyrret hjemme, samtidig med at fødeafdelingerne ikke skal tage jordemødre fra deres vagtberedskab til at varetage hjemmefødsler, men at alle vagthavende jordemødre kan blive på fødegangen uanset antallet af hjemmefødsler i Regionen. Kan blive på afdelingen og dermed være med til at indgå et fleksibelt arbejde dér til gavn for både familier og kolleger.

Det betyder samtidig, at familien, der ønsker hjemmefødsel, får hjælp til fødslen fra en jordemoder, der har specialiseret sig i hjemmefødsler og således er vant til at agere i andres hjem og støtte kvinden til en normal og uforstyrret fødsel, på parrets præmisser.

Oven i købet rummer hjemmefødselsordningen stor kendthed mellem jordemoder og familie, idet familierne kun skal forholde sig til 2 jordemødre gennem graviditet, fødsel og barselsperiode. Desuden foregår alle konsultationer gennem graviditeten og den første uges tid efter fødslen hjemme hos familien selv. Og her er tid og ro til at yde individuel behovsorienteret omsorg for hver eneste familie.

Som jordemoder i Region Sjællands hjemmefødselsordning er det svært for mig at forstå, hvorfor ikke andre af landets regioner vælger samme model. For sikkerheden for raske kvinder, er lige stor for mor og barn – uanset om fødslen finder sted hjemme eller på sygehus. Og med en hjemmefødselsordning trives både jordemødre og familier. Her er rig mulighed for sundhedsfremme og så er hjemmefødselsordningen endda billigere end prisen for en normal fødsel på sygehus.

Kære politikere. Tænk kreativt, når I ser på fødselshjælpen. Vi er vant til at have specialer inden for mange andre dele af sundhedssektoren. Husk at hjemmefødslen også er et speciale. Og at hvis hjemmefødslen varetages af jordemødre, der er vant til det, så øges kvaliteten og tilfredsheden på én gang.

Tænk også på sygehusfødslen som et speciale og husk hvor vigtigt det er, at de kvinder der har grund til at føde på sygehus, også får den støtte de har brug for. Det nytter ikke noget at skære ned på ressourcerne. Kvinder der føder, er på en gang særligt stærke og særligt sårbare. Hvis kvinderne mødes af tid og omsorg, kommer de styrket gennem graviditet/fødsel og barsel, og finder dermed større overskud til at varetage omsorgen for barnet og familiens trivsel øges. Derimod er det meget opslidende for sindet, når parret/den gravide/fødende/barslende mærker, at der ikke er tid til dem/hende. Ikke er tid til at personalet yder den støtte, som de har krav på og brug for, når de befinder sig i et af livets få men største øjeblikke – nemlig tiden hvor de venter børn.

Efterfødselsreaktioner øges i takt med en svær fødselsoplevelse. Og det betyder ikke "kun" store omkostninger for den enkelte familie. Det er også økonomisk dyrt for samfundet, hvis vores familier ikke trives. Det er vigtigt at vi giver ALLE familie, den bedst mulige start på livet. Både fysisk og mentalt.

Vores børns fødsler glemmer vi aldrig – det er vigtigt at fødslen efterlader gode minder.


LÆS OGSÅ: "Hvor meget hurtigere kan vi løbe, før det får konsekvenser?"

LÆS OGSÅ: 12 tip: Tæm din stress og bliv sund

LÆS OGSÅ PÅ VORESBORN.DK: Jordemødre: Vi har så travlt, at ting går galt