"Det gør ikke noget, at du aldrig får børn, du har jo dine bøger"

Madeleine Karno er 21 år og rædselsslagen for at blive gravid. Jeg er mere end dobbelt så gammel og har ikke længere den slags bekymringer. Mine nuværende graviditeter er typisk mellem 12 og 18 måneder lange og resulterer i en bog. Madeleine bor i Frankrig i 1894, jeg er født i 1960 og har levet det meste af mit liv i Danmark. Madeleines hedeste ambition er at blive læge, og hun kæmper med næb og kløer for at bevise, at kvinder faktisk godt kan være fornuftsvæsener, som ikke tager skade af at få en højere videnskabelig uddannelse. Min profession trækker mig i den stik modsatte retning – jeg lever af det underbevidste og det irrationelle, jeg er lystløgner, illusionsmager, fabelspinder... eller med andre ord, forfatter. Hvad har Madeleine og jeg overhovedet til fælles?

Hun er mit barn. Mit fiktive barn, som jeg har båret i mit hoved og min krop – mest i form af lændesmerter og karpaltunnelsyndrom – gennem mere end halvandet år. Hun er hovedpersonen i min nyeste bog, "Det levende kød", og i dens forgænger "Kadaverdoktoren". Det gør hende til et af de vigtigste mennesker i mit liv.

Madeleine hylder videnskaben og er optændt af begejstring over de mangeartede opfindelser og opdagelser, som myldrer frem netop på tærsklen mellem det nittende og det tyvende århundrede. Lægerne forstår nu bakteriernes rolle for infektion og sygdom; de kan vaccinere mod lidelser, der tidligere høstede menneskeliv i hundredtusindvis, og operationer sker under fuld bedøvelse og i sterile omgivelser, så skrigende patienter ikke længere skal holdes fast af remme og stærke mænd, mens kirurgen gør sit arbejde. Man er så småt begyndt at masseproducere kondomer af gummi til afløsning for de hjemmelavede og lidet effektive fåretarme, der hidtil er blevet anvendt, og også abort er blevet et langt mindre risikabelt indgreb. Frankrigs fødselstal styrtdykker i forhold til de øvrige lande i Europa – navnlig ærkefjenden Tyskland – og det volder bekymring hos nationens generaler og politiske ledere. Hvor skal fremtidens soldater komme fra? Hvad stiller man op med disse ulydige kvinder, der ikke længere vil føde store børneflokke til fædrelandets bedste?

"For hende vil en graviditet være dødsstødet"

Madeleine er en af de rebelske. For hende vil en graviditet være dødsstødet for de drømme og ambitioner, hun har i sit liv. Gift, besvangret, besejret – det er den monotone advarsel, der lyder for hendes indre øre når hun tænker på fremtiden i ægteskabets rammer. Alligevel har hun ladet sig forlove med en mand, hun er dybt forelsket i og intenst seksuelt optaget af, til trods for, at den videnskab, hun hylder, fortæller hende, at normal kvindelig lyst til sex ikke eksisterer.

"Kvinden, såfremt hun er fysisk og mentalt normal og ordentligt dannet, føler ikke noget væsentligt sanseligt begær. Gjorde hun det, ville ægteskab og familieliv blive forvandlet til tomme ord. Derfor er den mand der undgår kvinder, og den kvinde der opsøger mænd, begge anomaliteter," skriver professor Richard von Krafft-Ebing i "Psychopatia Sexualis", tidens toneangivende værk om seksualitet.

Det lyder selvfølgelig komplet absurd i en nutid, hvor vi definerer et sundt kvindeliv som noget med fem grøntsager om dagen og syv orgasmer om ugen. Jeg er selv et barn af tressernes og halvfjerdsernes seksuelle frigørelse, selv om Malling måske ikke ligefrem var Østjyllands Woodstock. Min biologilærer i sjette klasse fortalte os bramfrit ikke bare om forplantningens mere almindelige mysterier, men også om ekshibitionisme, sadomasochisme og andre lidt mere eksotiske lystformer. Oplyste mødre tog deres fjortenårige døtre med til lægen for at få dem udstyret med p-piller eller pessar (det gjorde min mor nu godt nok ikke...), og jeg læste – vist nok i nærværende blad – fascineret en svensk føljeton, som følsomt og særdeles konkret beskrev hvordan to teenagere lærte at gå i seng med hinanden under velvilligt opsyn af pigens tolerante forældre. Pornoen var selvfølgelig frigivet for længst, om end det i mit erfaringsunivers mest var noget, man skævede til, når man gik forbi et par småsnuskede butikker i Paradisgade i Århus. Strandene var oversået med topløse solbadere af begge køn, iblandet enkelte demonstrative totalnudister. Sommerbriseblafrende kønsbehåring var der masser af, og jeg mindes i øvrigt ikke, at nogen opfattede det som specielt uhygiejnisk eller husmoragtigt.

LÆS OGSÅ: Ryan Gosling - "Jeg tænker som en kvinde"

Børn i utide er utjekket

Vi tager familieplanlægning for givet. Børn i utide er utjekket; vi gyser og griner over de unge mødre, som mener, at pomfritter vel også er en grøntsag, og i øvrigt uden blusel udstiller deres oprørende mangel på kontrol over forplantningen. I dag er det (heldigvis) ikke ung og uægteskabelig sex, der forarger, det er de ustyrlige og uplanlagte graviditeter. Sexlyst hos unge kvinder er nærmest et krav, og hvis nutidens Madeleiner går og spekulerer på, om de er unormale, er det nok snarere, fordi de tror, de føler mindre lyst end gennemsnittet, er mindre uhæmmede og eksperimenterende i sexlivet, får færre orgasmer, end de er sikre på, alle andre får. Jeg synes, alle forældre burde spille Natasjas "Fi er min" for deres døtre mindst et par gange om ugen: "Ro på den lille krop, livet er langt og du når det nok/Der er ingen grund til at gi den op til den første idiot der siger du er hot". Jeg tror, mange af dem har brug for at høre budskabet om, at det faktisk er okay at passe lidt på sig selv, og at det ikke nødvendigvis er et nederlag at gå alene hjem fra en fest.

Til gengæld er det næsten lige så utjekket ikke at få børn, før det er for sent. Vi gør det ikke længere for fædrelandets skyld, eller fordi vi ikke har adgang til prævention. Vi gør det, fordi vi har lyst, og måske også fordi det hører med til drømmen om det gode danske liv. Vi får projektbørn og bliver curlingforældre, og når vore hjemlige berømtheder bliver spurgt, hvad der var det bedste øjeblik i deres liv, findes der kun ét acceptabelt svar: "Mit barns fødsel." Her kan jeg godt blive angrebet af en smule skepsis – seksten timers pluk- og presseveer og tolv sting i mellemkødet, og det er så det bedste du nogensinde har oplevet? Jamen, arme stakkel dog. Bedre held med dit næste liv...

Men jeg forstår selvfølgelig godt, hvad de mener. Det er ikke veerne, de tænker på, det er selve det at have bragt et nyt liv til verden. Det er stort, det anerkender jeg. Og hatten af for alle de fantastiske, stærke og kloge kvinder, der både formår at markere sig på deres karrierefelt og at være gode mødre for deres børn.

Skulle først og fremmest skrive

Selv har jeg i mit liv foretaget en hel del bevidste og ubevidste valg, som minder om Madeleines. Lige siden jeg var teenager, har jeg vidst, at hvad jeg end foretog mig i livet, så skulle jeg først og fremmest skrive. Min mor, som af og til fremviste visse heksegener, sagde til mig, at "det gør ikke noget, at du aldrig får børn, du har jo dine bøger." Jeg var 22 og betragtede ikke dengang min rolle i forplantningen som totalt udspillet. Den dag i dag irriterer det mig, at hun fik ret. Jeg fortryder på ingen måde, at jeg ikke sørgede for at få en kernefamilie, det, der generer mig, er, at hun så mig og mit fremtidige liv så klart. Hvordan kunne hun vide det? Jeg vidste det jo for pokker ikke selv!

Der er masser af mine forfatterkolleger, også de kvindelige, som klarer den vanskelige balancegang mellem familieliv og kunst, karriere og kreativitet. Er den balancegang mon sværere end ved andre jobs? Jeg ved det ikke. Hvis jeg havde fået børn, var der nok blevet skrevet et par bøger alligevel – men næppe helt så mange. Der er tidspunkter i processen, hvor jeg bliver nødt til at grave mig selv helt ned i den fiktive verden, tidspunkter, hvor mit hoved dårligt kan rumme andet. Jeg bliver fuldkommen klichéagtigt professordistræt, anbringer cykelpumpen i køleskabet, glemmer at ringe til min far, opdager ved slutningen af et kapitel, at jeg i virkeligheden har skullet tisse den sidste time. Det er svært at forestille sig, hvordan den grad af dysfunktion i dagligdagen skulle kunne harmonere med sunde madpakker, hæfteplasternødhjælp og husk-at-køre-Magnus-til-fodbold-sedler. Jeg ved, at nogle af mine kolleger klarer det ved at tage på refugium i nogle hårdt tilkæmpede dage på kritiske stadier i romanens tilblivelse, mens farmand holder skansen derhjemme. Andre skriver nogle få effektive timer om dagen, mens børnene er i skole eller børnehave eller er lagt i seng om aftenen. Det kan godt lade sig gøre – men der må naturnødvendigt blive mindre af det. Færre sider om dagen, færre bøger i et forfatterliv.

LÆS OGSÅ: Derfor er unge kvinder til gamle mænd

At føde og opfostre små nye, enestående mennesker er vel nok et par bøger værd, jeg har ikke tænkt mig at påstå andet. Det var bare ikke sådan, det gik, og min mor – den heks – forudså det altså for mere end tredive år siden. Hun vidste formodentlig, at min trang til at skrive og fortælle var stærkere end min trang til at forplante mig. På det tidspunkt hvor nogle af de andre mødre slæbte deres døtre til lægen af præventive hensyn, var min mor med til at finde et forlag til mine første bøger. Jeg fik mit første bogbarn som 15-årig. Måske var det ikke så meget krystalkuglen, hun brugte, men mere bare menneskekendskab og almindelig snusfornuft?

Får mange chancer andre ikke får

Jeg er glad for mit liv. Jeg får mange chancer, andre ikke får – jeg bliver sendt på forfatterturné i USA, jeg har fået lov at opleve den kæmpe glæde, det er at sidde i et teaterrum og se min historie blive forvandlet til forrygende forestilling – i øvrigt mens en lille dreng ved siden af mig sukkede: "Åh, det er bare det bedste teater jeg nogensinde har set." Jeg elsker de muligheder, jeg har for at arbejde med andre kreative mennesker, både forfattere, billedskabere, skuespillere og musikere. Allermest glad bliver jeg nok når jeg får en mail eller en facebookbesked fra en lykkelig mor, hvis barn har opdaget glæden ved bøger på grund af noget, jeg har skrevet. Så bliver det ikke større.

Jeg elsker også skrivefreden. Stilheden, der kommer, når publikumsstormen er forbi. Kedlen, der bliver sat over – for tiden på en oliefyret range-cooker på en lille britisk ø der hedder Sark – og står og syder, mens jeg slår de første taster an. Teen, der bliver kold, fordi jeg bliver så optaget af historien, at jeg glemmer at drikke den.

Velmenende pensionsrådgivere kommer ikke langt med mig. Jeg har ikke tænkt mig at holde op. Jeg håber på at skrive, til jeg segner. Flere sider, flere bøger, flere læsere.

Jeg kan da godt føle et stik i ny og næ, når jeg ser venners og veninders børn vokse op og blive til kloge, livsglade, forvirrede og forventningsfulde unge mennesker. Ikke et stik af misundelse, for jeg under dem det af hele mit hjerte – men måske et stik af vemod. Den vej, jeg ikke tog. Det er ikke fortrydelse – snarere en slags anerkendelse af, at alting koster. Det koster at få børn, det koster også noget ikke at få børn.

LÆS OGSÅ: Lærke Winther - For tidligt at undvære passion

I The Guardian, som er min næsten-daglige avis (ingen båd om søndagen, derfor ingen avis) har jeg i den seneste uge kunnet læse hele tre omtaler af danske tv-produktioner. Den ene handlede om Sarah Lunds sweater og rettighederne til designet af den, de to andre om "Borgen". Skribenten i The Guardian havde i særlig grad bemærket, at Katrine Fønsmark af sin chef får stillet det ulovlige spørgsmål: Har du planer om at få børn? Og konkluderede på den baggrund, at "all is not equal in the state of Denmark".

Mange kvinder må vælge mellem karriere og børn

Vi har en barselsorlov der formodentlig er blandt verdens bedste. Mine amerikanske venner sukker i hvert fald misundeligt og mener, det må være, fordi "Denmark is a socialist country" – visse nuancer i det danske politiske system går tabt i den kulturelle oversættelse. Det var også stort set umuligt at finde en rimelig gengivelse af SFO-begrebet til den amerikanske udgave af "Drengen i kufferten". Vi har i Danmark gjort meget for, at kvinder kan blive på arbejdsmarkedet, selv om de får børn. Men "Borgen" går nok alligevel ikke helt galt i byen med sin gengivelse af det ulovlige spørgsmål – jeg tror, det bliver stillet mere eller mindre åbenlyst ved en del ansættelsessamtaler i den moderne danske virkelighed. Det betyder desværre, at Madeleines mere end hundrede år gamle dilemma stadig er aktuelt. Nogle kvinder – mange kvinder, måske endda de fleste – må vælge mellem karriere på fuldt blus og familieliv og børn.

Jeg respekterer i allerhøjeste grad dem, der valgte at prioritere familien. Jeg synes desværre ikke altid, respekten er gensidig. Som barnløs bliver jeg jævnligt gjort opmærksom på, at der er så meget, jeg ikke forstår. Til tider bliver min menneskelige modenhed endda draget i tvivl – "Du bliver først rigtig voksen, når du får børn," får jeg at vide, som om kun denne ene vej gennem livet fører til personlig udvikling, som om kun forældre formår at føle omsorg og uselviskhed.

Her er det så, jeg gerne vil komme med en høflig anmodning. På Madeleines tid var der slet ikke nogen tvivl om, at en kvinde, der valgte ikke at få børn, opførte sig naturstridigt og nærmest perverteret. Det var i 1894. Skal vi ikke være enige, om at vi trods alt er kommet lidt videre i dag? At få børn er ikke en pligt. Og det er heller ikke en forudsætning for at blive voksen.

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen - "Man skal ville noget med kærligheden"