30-årige Ditte Bjerregaard: "I Danmark har vi en meget unuanceret forståelse af, hvad vold er"

Ditte Bjerregaard er splittet.

På den ene side har hun ikke lyst til at dele sin fortælling, på anden side føler hun sig nødsaget til det.

”Hvis ikke jeg fortæller min historie i dag, er der en anden, der fortæller den samme i morgen, sagde en aktivist engang til mig,” siger hun.

”Og deri findes den hurtigste strategi til at stoppe volden, tror jeg.”

Læs også: Vi taler højt om vold – tal med

Den fortælling, 30-årige Ditte Bjerregaard er splittet omkring, er fortællingen om, at man som voldsudsat kvinde ikke er i stand til at kunne forsvare sig selv eller kan være med til at forebygge volden fremadrettet. Fordi man af samfundet bliver betragtet som et offer.

”Mange beskriver voldsudsatte som skrøbelige og stakkels ofre, der skal passes på. Det er vi ikke,” siger hun.

”Voldsudsatte er eksperter, og vores viden kombineret med forskning, kunst og aktivisme skaber grundlag for forandring. Og forandringen findes i nuanceringen af, hvad vold er.”

Ditte Bjerregaard taler af erfaring. For hun har oplevet, at når hun har delt sine oplevelser med både fysisk og psykisk vold, er hun ofte endt med at stå på mål for manges undrende og tvivlende spørgsmål. Mange har spurgt, hvordan det kunne ske for netop hende.

”Og heri indikerer de, at volden, jeg er blevet udsat for, enten har været en særlig hændelse, eller noget, jeg selv er skyld i.”

Det er, fordi jeg er kvinde

Men hendes fortælling er på ingen måder ”exceptionel”, understreger hun. For uanset om volden er af fysisk eller psykisk karakter, er den billedet på et samfundsproblem: at kvinder udsættes for vold, fordi de er kvinder.

”De oplevelser, jeg har haft, har først og fremmest været, på grund af at jeg er kvinde,” som hun siger og uddyber:

”Hver gang jeg har delt min fortælling om vold, kommer folk altid hen til mig og fortæller, at de genkender den fortælling, da den i høj grad relaterer sig til en historie om mænds kontrol og magtmisbrug.”

Læs også: ”Den usynlige lidelse”: Voldsramte kvinder får oftere PTSD end krigsveteraner

Det har taget lang tid for Ditte Bjerregaard at forstå sammenhængen mellem det, hun blev udsat for som yngre, og den kendsgerning, at hun er en kvinde.

”Det er svært at se sig selv udefra,” forklarer hun, ”og fordi vold er så tabubelagt, tænkte jeg, at det, jeg havde været udsat for, var helt unikt og ekstraordinært. Men også fordi jeg altid har fået at vide, at danske kvinder er superligestillede, og vold er noget, der kun sker for meget udsatte kvinder.”

Det var først, da hun begyndte på sit speciale i antropologi, som handlede om at undersøge relationen mellem vold og tavshed i Danmark, at hun begyndte at se voldens mange ansigter og fandt ud af, at mange kunne ”relatere” til hendes historie.

Indtil da havde hun været en del af den tavshedskultur, man i offentlige munde har talt om siden første #MeToo-bølge i 2017, og som siden har fået et sprog. Men sproget rækker ikke, mener Ditte Bjerregaard, så længe det grundlæggende problem ikke er løst:

”I Danmark lever vi i en fortælling om, at vi er ligestillede, når det kommer til køn, men faktum er, at det er vi ikke, fordi drenge og piger opdrages, som om de kom fra forskellige planeter,” siger hun.

Et strukturelt problem

Ditte Bjerregaard vil ikke gå i detaljer om sine egne oplevelser med vold, da episoderne aldrig er blevet anmeldt. Men hun vil gerne i brede strøg fortælle om det, der har lagt kimen til den forening, som hun har stiftet på baggrund af sit speciale, Center for Magtanalyse; en social organisation, der tilbyder støttegrupper, netværk og viden om bandt andet køn, magt og vold:

Som yngre mødte hun en mand, som hun beskriver som grænseoverskridende. I dag vil hun betegne hans adfærd over for hende som stalking, grooming og psykisk vold, fordi hun følte sig presset til at være sammen med ham og ikke følte, at hun kunne undslippe ham. Volden udviklede sig fra psykisk til fysisk og eskalerede til et punkt, hvor hun følte sig truet på livet.

Læs også: Psykisk vold er den mest udbredte voldsform herhjemme, så hvorfor snakker vi ikke om den?

”Når jeg har oplevet den form for ydmygelse og minimering, udelukkende fordi jeg er kvinde, har det haft betydning for den måde, jeg har indrettet min verden på efterfølgende. Det betyder blandt andet, at når jeg møder nye mennesker, har jeg nogle svære mønstre, jeg tager med mig,” forklarer Ditte Bjerregaard og uddyber, at hun blandt andet er meget opmærksom på folks politiske ståsted, syn på andre mennesker, og om de identificerer sig som feminist.

”Det er et forsvarsværn, der sikrer, at jeg ikke kommer til skade igen. Men det overfokus har jeg tit oplevet udløser andre problemstillinger, for sådan en bevågenhed skal man ikke have i relationer. Man skal kunne slappe af og udvikle sig selv. De fleste relationer til mænd går tit i stykker, før de går i gang, fordi jeg er overopmærksom på, hvad der kan gå galt. Jeg er bange for at blive udsat for vold igen.”

For Ditte Bjerregaard er det i dag tydeligt, at det, hun blev udsat for, er udtryk for et strukturelt problem i samfundet. Ingen advarselslamper blinkede, for intet syntes alarmerende.

”Folk kunne ikke se volden, jeg blev udsat for, selvom det foregik for næsen af dem, fordi de var vant til, at det var sådan, at mænd og kvinder datede,” siger hun.

”Der er de samme dynamikker, der er på spil ved vold, og som gør, at jeg vil beskrive vold som en del af den sexistiske kultur, der findes. Sexisme er begyndelsen på al form for vold.”

Volden er en pyramide

Ditte Bjerregaard taler ud fra egne erfaringer, men også som ekspert. Hun har skrevet speciale om det, man i fagsprog kalder kønsbaseret vold – altså vold mod kvinder – og for hende er det tydeligt, at volden er en del af en ”pyramide”, som starter allerede, før vi udvikler sprog.

Hun kommer med et eksempel:

I børnehaven leger drengene og pigerne sammen, Tobias slår Signe, og Signe græder. Pædagogerne tager fat i Signe og siger: ”Det er bare fordi, han godt kan lide dig.”

”Det lyder voldsomt at kalde det for vold, for de fleste vil kalde det for romantisk dril eller leg, men det er dér, at sexismen starter første gang, fordi lille-Tobias har identificeret, at Signe er en pige, og han må slå hende,” siger hun.

”Det er begyndelsen på, at drenge ser sådan på piger, og piger opfatter sig selv som nogle, man må slå på. Her starter de minimeringsprocesser, som i høj grad er kønnede.”

Læs også: Mette blev udsat for seksuel vold: ”Jeg har været en form for prostitueret – bare uden at få penge for det”

Ditte Bjerregaard fortsætter eksemplet; Signe bliver ældre og teenager, og nu vil drengene måske gerne have tilsendt nøgenbilleder over Snapchat. Signe sender det til dem, fordi hun gerne vil interagere med drengene på de sociale præmisser, drengene sætter:

”Men de er ligeglade med hendes karakter og identitet, de tager den og udnytter den og sender den videre,” siger hun og henviser blandt andet til de sager, der har været, hvor unge piger har fået delt nøgenbilleder.

Denne sexisme – eller nedvurdering af piger og unge kvinder – kan ifølge Ditte Bjerregaard lede til andre voldsformer i voksenlivet, herunder den psykiske, fysiske og seksuelle.

”At den 3-årige pige bliver udsat for slag, kan du ikke adskille fra den vold, kvinder oplever i voksenlivet. Det er dét, der er problemet. Mange har svært ved at sammensætte det, men det er sådan, det hænger sammen,” siger hun og tilføjer:

”Jeg er sikker på, at overgrebspersoner ikke er klar over, at pyramiden hænger sammen på denne her måde. I virkeligheden er det pædagogerne og lærerne og deres forældre, der planter det i dem, at de gerne må behandle piger og unge kvinder på denne her måde, fordi de ikke problematiserer drenges ”voldsomme leg”. Og det betyder, at de også har magten til at forandre problemstillingen. Fx hører jeg tit forældre minde deres døtre om ikke at være ude til sent – med andre ord – undgå at blive voldtaget. Men hvis forældrene begyndte at fortælle deres sønner, at de ikke skal voldtage, så tror jeg, vi ville se en forandring.”

Et vindue ind til en ny verden

Grunden til, at Ditte Bjerregaard begyndte at interesse sig for og undersøge voldens arnested, var, fordi hun ikke kunne genkende det billede, der blev tegnet i medierne af voldsudsatte. Det var ofte kvinder, der havde været udsat for det, hun kalder ekstrem vold, der blev portrætteret. Som havde levet i voldelige parforhold i flere måneder og år og flygtet på krisecentre.

Men for hende så det anderledes ud.

”Den fysiske og psykiske vold, jeg har været udsat for, har været øjeblikkelig, dog altid til stede på en uforklarlige og usynlig måde,” siger hun.

Det var først med #MeToo-bølgen i 2017, at Ditte Bjerregaard begyndte at tale om sine egne oplevelser.

Det var som om, at ”vinduet” ind til en ny verden blev brudt, forklarer hun, og det blev muligt for hende at forstå og gennemskue sine egne erfaringer.

Og selvom #MeToo primært fokuserede på seksuel vold, så mener Ditte Bjerregaard, at bevægelsen gav voldsudsatte – både dem, der havde været udsat for fysisk såvel psykisk ­– muligheden for at tale højt om deres oplevelser – og for alvor blive lyttet til. 

”#MeToo var en rambuk i denne her tavshedskultur, man taler om. Jeg kunne pludselig relatere, fordi der kom en større nuancering af, hvad vold var i medierne,” forklarer hun.

Læs også: ”Jeg vidste jo godt, at jeg havde et skidt parforhold, men jeg vidste på ingen måde, hvor slemt det var”

Den samme oplevelse havde mange af de kvinder, Ditte Bjerregaard talte med i sit speciale, og sidenhen også i de støttegrupper, hun nu faciliterer i Center for Magtanalyse.

”Der er helt klart sket noget. De undersøgelser, jeg lavede i mit speciale, viste, at der statistisk set vil gå 10 år, før kvinderne begynder at tale om volden. Men det, jeg har set i løbet af det seneste år, er, at der ikke går så lang tid på grund af #MeToo,” siger hun og forklarer, at et af de største problemer for mange voldsudsatte er, at de ikke har et sprog for det, de har oplevet.

Men netop det har #MeToo-bevægelsen – med den afroamerikanske kvinde og aktivist, Tarana Burke, som katalysator – sat gang i, påpeger Ditte Bjerregaard, der gerne ser, at dette nye ”sprog” overføres til andre former for vold end den seksuelle.

”Ligesom Tarana Burke sagde, at #MeToo i virkeligheden kan være en samtalestarter, men også hele samtalen, så vil jeg gerne overføre det til at være voldsudsat. Når du siger: ”Jeg har været udsat for vold”, så kan det være hele samtalen, men det kan også være begyndelsen på samtalen.”

Start med at lytte

Med andre ord ønsker Ditte Bjerregaard, at der skabes et rum – ligesom med #MeToo – hvor voldsudsatte kan blive lyttet til.

Uden at blive pålagt et (med)ansvar eller skulle forsvare eller forklare sig. Den voldsudsatte bærer aldrig skyld i volden, understreger hun.

Men det ønske hører endnu kun fantasien til, lyder det fra Ditte Bjerregaard, der mener, at den seneste opblomstring af #MeToo-debatten herhjemme med tv-vært Sofie Linde i spidsen med al tydelighed har vist, at mange ikke er et sted, hvor de er i stand til netop det: At lytte til de kvinder, der har været udsat for vold.

”I Danmark findes der et generelt problem med, at mange benægter, at den sexistiske og voldelige kultur findes. Jeg tror, at det handler om, at vi har en meget unuanceret forståelse af, hvad vold er, og hvordan det altid hænger sammen med magtforhold. Jeg tror, at de fleste mennesker på et eller andet tidspunkt indgår i en voldelig relation – uden at vide det. Det handler om, at folk har forskellige grænser,” siger hun.

Derfor befinder vi os lige nu i et vadested, hvor ingen kommer nogen vegne. Hverken mænd eller kvinder eller samfundet som helhed.

”Vi skal begynde at kunne tage kritikken ind og sige: ”Hov, det kan godt være, jeg har indgået i en relation, der var usund for mig eller det andet menneske”. For kernen er, at når vi begynder at lytte, så kan vi begynde at se og ændre på de store problemer.”