24-årige Hinda: ”Jeg skulle være en stille pige, være jomfru, have særlige venner og ikke feste eller drikke alkohol”

24-årige Hinda Olad er ikke i tvivl.

Prisen for at få lov til at leve det liv, man ønsker, kan aldrig være for høj. Selv ikke, når det betyder, at man må sige farvel til de venner, man er opvokset med, den familie, man engang var en del af, og det miljø, man kender så godt.

Læs også: Vi taler højt om vold – tal med

”Jeg har vundet hele mit liv tilbage,” siger hun.

”Det liv, vi alle er sat i verden til at leve frit.”

Hinda Olad er vokset op i det, hun kalder et rygtesamfund. Et stærkt religiøst og muslimsk miljø, hvor hvert et ”fejltrin” blev noteret og viderebragt – om end fejltrinnet i de flestes øjne hørte med til det at være ung. At være menneske.

”Det er overhovedet ikke for mennesker, det er for robotter,” lyder det fra Hinda Olad, der forklarer, at der var regler og strikse normer for alt – lige fra hvordan tøjet skulle se ud:

”Det skulle være langt og løst, så det dækkede hele min krop.”

Læs også: 30-årige Ditte Bjerregaard: "I Danmark har vi en meget unuanceret forståelse af, hvad vold er"

Til hvem hun skulle giftes med, hvem hun måtte tale med, og hvordan hun skulle agere:

”Jeg skulle være en stille pige, være jomfru, have særlige venner og ikke feste eller drikke alkohol. I det hele taget havde jeg ingen styring over mit eget liv, fordi alt blev kontrolleret. Og gjorde jeg noget andet end det, flertallet ville have, ville jeg blive udskammet og irettesat. Man bliver meget hurtigt det sorte får. Der findes denne her kasse, man skal passe ind – længere er den ikke,” siger hun.

”Der er ikke nogen mennesker, der kan leve efter det. Og hvis man gør, tror jeg, at det er den ultimative tomhed og ligegyldighed.”

Det var jo frihedsberøvelse

Da Hinda Olad var 21 år, fik hun nok. Det var ikke én bestemt episode eller én bestemt dag, der gjorde udslaget.

Afmagten og frustrationen var kommet snigende, fortæller hun, indtil hun ikke længere kunne holde det ud – hverken mentalt eller fysisk. Hun kunne ikke længere være en del af et miljø, hvor hun ufrivilligt blev tvunget til at leve på en særlig måde og være på en særlig måde.

”Jeg lagde langsomt mit liv om, og til sidst havde jeg nærmest ikke noget tilbage af det gamle,” siger hun.

”Jeg havde brudt med det religiøse, og først når man bryder med det og distancerer sig fra det, kan man se kritisk på det – og se, hvor forfærdeligt det var. Hvor meget pres, jeg var pålagt, hvor meget magt andre havde over mig, og hvordan jeg blev udskammet. Det var jo frihedsberøvelse…”

Det var Hinda Olads etnisk danske veninder, der hjalp hende med at komme ud af miljøet. Det krævede nemlig, at nogen udenfor miljøet anerkendte, at det, hun blev udsat for, ikke var sundt at være i.  

Læs også: Psykisk vold er den mest udbredte voldsform herhjemme, så hvorfor snakker vi ikke om den?

Og på ingen måder i overensstemmelse med at leve som ung kvinde i Danmark, mener Hinda Olad:

”Jeg havde veninder, der kom fra danske hjem, som kunne se, hvor forkert det var, og kunne se det udefra, objektivt,” siger hun og fortsætter:

”Når jeg sagde det til mine veninder fra samme miljø, sagde de bare: Jamen, sådan er det jo bare. Sådan har det altid været, og det er for det bedste… De talte problemerne ned.”

Social kontrol er kollektiv kontrol

Samira Damiri arbejder som socialrådgiver hos krisecentret Danner. Hun er i daglig kontakt med kvinder som Hinda Olad, der er eller har været udsat for social kontrol.

Hun oplever, ligesom Hinda Olad gjorde, at mange af kvinderne mister al form for autonomi, da kontrollen, kvinderne udsættes for, gennemsyrer alle dele af deres liv: fra daglige gøremål til deres sociale omgangskreds.

”Social kontrol er en form for adfærdsregulering. Det sker i form af sanktioner eller kontrol over alt fra mobiltelefonen og sociale medier, til hvordan man klæder sig, hvem man må ses med, og hvornår aftensmaden skal være klar,” siger hun og forklarer, at kontrollen sjældent kun udføres af den nære familie, men ofte forgrener sig til andre dele af familien, herunder en onkel, svoger eller fætter, siger hun.

”Det er ofte et helt familienetværk, der kontrollerer kvinden. Derfor kalder man det for kollektiv kontrol, hvor også dem i hjemlandet kan finde på at blande sig.”

Social kontrol hænger ofte sammen med særligt psykisk vold – men også andre former for vold, forklarer Samira Damiri.

De forskellige voldsformer kan sjældent skilles ad, siger hun.

”Foruden trusler om, hvad der vil ske, hvis kvinden ikke følger de regler, som familien har fastlagt, følger der også ofte straf, irettesættelse og overvågning med den sociale kontrol. Det er alt sammen en måde at bevare magten over kvinden på.”

LÆS OGSÅ: Kvinder rammes oftest af ”soldater-sygdom”: Nyt studie advarer mod voldens usynlige følge

Hun mener, at et af de største problemer for kvinderne, der udsættes for social kontrol, er, at de isoleres fra omverdenen og derfor bliver afhængige af manden. Det sker særligt i etniske minoritetsmiljøer, hvor kvinderne er blevet familiesammenførte.

”Manden kan finde på at sige: ”Hvis du går, mister du børnene, og du smides ud af landet. Du er afhængig af mig.” Det tror kvinderne på i mange år, fordi de ikke kender deres rettigheder,” siger Samira Damiri, men understreger samtidig, at social kontrol ikke kun er noget, der ses i indvandrermiljøer.

Det ses på tværs af samfundet og religiøse tilhørsforhold.

”Mange tror, at social kontrol kun er et problem i muslimske miljøer, men det er det ikke. Det rammer bredt og findes også i blandt andet Jehovas Vidner eller hos ortodokse jøder.”

Bygget sig selv op på ny

Det er i dag tre år siden, at Hinda Olad brød med det miljø, hun er vokset op i.

Hun læser dansk på universitet og er kommet langt ”følelsesmæssigt”, siger hun. Men selvom hun ikke fortryder sit valg om at forlade et liv med social kontrol, er det ikke ubetinget lykkeligt, mener hun, at få al frihed i verden.

Det er også en ensom tilværelse uden det fællesskab, hun engang var en del af.

”De første to år var meget lykkelige. Det var meget overvældende at komme fra ingen frihed til al frihed i verden. Jeg kunne gøre lige, hvad jeg ville, snakke med dem, jeg ville, have den identitet, jeg har lyst til. Det var virkelig frigørende, og jeg var SÅ høj på tanken,” fortæller hun.

”Men der er selvfølgelig også det her store tab og en sorg, jeg skal bearbejde. Og som spiller en stor rolle og fylder meget.”

Hun er stadig i kontakt med sine søskende og taler også ”lidt” med sine forældre, men de har ikke accepteret, at hun aldrig vender tilbage til et liv med tørklæde og strikse retningslinjer. Et liv, hvor alt deles op mellem himmel og helvede.

”De er stadig dybt uenige med min beslutning og ulykkelige over det. De har ikke accepteret det og håber, at jeg vender hjem, og alt er okay. At de kan sige: ”Amen, det var bare en fase”. Det gør mig så ulykkelig, at de ikke har forstået, hvad problemet er.” 

Snart fylder Hinda Olad 25 år og er så småt ved at vænne sig til det nye liv, hun har fået.

For hun føler faktisk – bogstaveligt talt – at der er blevet trykket på refresh-knappen, og livet er startet på ny.

”Jeg føler mig ikke som den samme person længere. Overhovedet. Selvom det kun er tre år siden, ville jeg ikke kunne gå tilbage. Jeg ville ikke kunne have de samtaler med mine gamle venner, som jeg havde, og jeg kan ikke lade være med at tænke: Hold kæft, hvor var jeg et andet menneske. Det føles som om, at det var et andet liv, ” siger hun.

”Før var det som om, at jeg var blevet bygget af andre til at være den, jeg var. Nu har jeg bygget mig selv op til den, jeg rigtig er.”