"Hvordan tackler man som 15-årig sin mors ultimatum om at flytte ud?"

KLUMME: Hvordan tackler man som 15-årig sit mors ultimatum: "Flyt ud nytårsaftensdag inden kl. 13 og smid nøglen i postkassen. Hvis ikke, så affind dig med omstændighederne". I protest valgte jeg førstnævnte.

Vi havde skændtes hele julen. Jeg var vendt hjem efter to års efterskoleophold og var startet på gymnasiet. Vi var uenige om alt mellem himmel og jord. Jeg var lukket som en bog, skide stædig og sikkert hamrende umulig, hvilket skabte grobund for mange konfliktfyldte timer, da vi igen skulle bo under samme tag. Jeg ønskede frihed.

LÆS OGSÅ: Veninden slog op: "Det var værre end noget breakup, jeg har været ude for med en fyr"

Hun havde mødt en ny mand henover julen. Hendes hjerte bankede ekstra meget, hun strålede og var lykkelig. Men det kulminerede, da vores lille familie - min fem år yngre lillesøster og jeg - blev fravalgt til fordel for ham i en højtid, der førhen var blevet højt prioriteret. Jeg følte mig forladt.

Jeg flyttede ind til min far, men vi var som fremmede for hinanden de første par år. Han er alt det, som min mor ikke er. Han ønsker ikke nærhed eller tilstedeværelse. Og så arbejdede eller rejste han de fleste af døgnets timer.

Snart efter fik jeg min egen lejlighed. Min far støttede mig økonomisk, men jeg måtte selv klare hverdagens gøremål. Relativt hurtigt fik jeg opfyldt mit ønske om frihed, og i mellemtiden ophobede der sig endnu mere vrede til min mor. Vi sendte mange forfærdelige beskeder til hinanden. Jeg bebrejdede hende hver dag. 

På daværende tidspunkt havde jeg en gymnasiekæreste. Jeg var blevet en stor del af hans familie, han var mit holdepunkt, så bevidst undertrykte jeg min sorg og ensomhed. Men da vi gik fra hinanden ramlede min verden. Jeg var utrøstelig. Jeg følte min mors svigt med 130 km/t. Jeg havde perioder i 2.g og 3.g, hvor jeg nærmest ikke kunne stå op, fordi jeg havde ondt i min krop. Jeg følte udefinerbar vrede og smerte.

Hvordan kunne min mor påvirke mit psykiske og fysiske velvære, når jeg konsekvent selv havde fravalgt kontakten? Min tætteste veninde, Camilla sagde på et tidspunkt: "Du ville have gavn af en psykolog – dit hoved sprænger snart". Gavn af en psykolog? Jeg blev fornærmet, men gav det til sidst et forsøg. Det var katastrofalt. Hun sad og tegnede mine problemer på et stykke A4-papir. Hold nu fast. Min tålmodighed er ikke til klinisk psykologi. Jeg er bevidst om mine problemstillinger, og jeg søgte nogle redskaber til de dage, de var dystre og uoverskuelige. 

I mellemtiden fyldte jeg 18 år, blev student med et virkelig godt gennemsnit, flyttede til København og blev optaget på Jura. Nogle centrale og uforglemmelige begivenheder i mit liv, hvor min mor stadig ikke haft behov for at være et livsvidne. 

LÆS OGSÅ: Sådan tackler du, hvis du ikke kan klare din venindes nye kæreste

Da jeg boede i Jylland, kunne jeg ikke se rationelt på vores konflikt. Hadet og bitterheden åd mig op i de tre år, før jeg kom til København og fik det hele på afstand. 

Måske vil jeg for evigt føle svigt, smerte og sårbarhed i min sjæl over konflikten med min mor. Følelsesmæssigt har den gjort mig mere afstumpet. Jeg er blevet dybt afhængig af at være uafhængig.

I dag har jeg sluttet fred med, at min mor og jeg aldrig bliver forsonet. 

Men opfordring til alle forældre lyder alligevel, at lige meget hvor ustyrlige unge teenagebørn kan være, må I aldrig lade dem forsvinde. Elsk dem ubetinget og hold for evigt fast i dem.

Desværre er det ikke alle forældre, der er i stand til det, og så kan den rette løsning vær at bryde kontakten, for livet er – hvor klichéagtigt det end må lyde - for kort til bebrejdelser og bitterhed. Man skal tilbringe tilværelsen med mennesker, der får én til at gro. Forpligtelsen må aldrig blive det centrale i familiefællesskabet. Heller ikke i denne højtid.

LÆS OGSÅ: "Man skal bare fylde i rygsækken"

LÆS OGSÅ: 4 unge kvinder med succes: Her er deres bedste tips til at blive iværksættere

LÆS OGSÅ: "Vi sagde vores job op og smed alle vores ting ud"