"Jeg styrtede ud på dametoilettet og stak to fingre i halsen"

Susanne Bier er træt. Man kan ikke se det på hende, men det er hun. Hun har været vågen siden kl. 4 for at nå et fly fra London til København og har nu indfundet sig i et studie på Nørrebro, hvor hun bevæger sig ubesværet foran fotografens linse. I disse dage er der ikke tid til pauser. Hun har to film, hun skal promovere, og det var også hovedformålet med besøget i den engelske hovedstad. Der blev poseret på den røde løber ved siden af Hollywood-skuespilleren Jennifer Lawrence, stjernen i den ene af hendes aktuelle film, Serena, der havde verdenspremiere på London Film Festival, og lavet ikke færre end 140 interviews med udenlandske medier. Nu gælder det de hjemlige.

Næste premiere er nemlig på Susanne Biers seneste danske produktion, En chance til, der kommer i biograferne 15. januar. Et drama med Nikolaj Coster-Waldau – i hans første danske hovedrolle i 10 år – der sætter fokus på temaer som magtesløshed, desperation, retfærdighed og ikke mindst valget mellem rigtigt og forkert. Store følelser, der efterlader seeren med en knude i maven, og tanker, der bliver ved at køre, efter filmspolen er stoppet. Fotografen siger tak, og Susanne Bier hopper i sit eget tøj. Hun er slank, veltrænet og med lange øjenvipper, der omkranser de fokuserede øjne. Træt eller ej, Danmarks mest succesfulde kvindelige instruktør er på, når hun skal være på. Og faktisk er hun meget sjældent offline. Nærmest lige meget hvad hun foretager sig, lurer arbejdet i baghovedet. Passionen for film er nemlig så stor, at hun har svært ved at lægge den fra sig. Og måske netop derfor har hun fået den status, hun har. Som en instruktør, der, efter sit skelsættende gennembrud med komedien Den eneste ene, trækker danskerne i biografen i hobetal, fordi hun kan fortælle medrivende og vedkommende historier, der rører. Som en instruktør, der kan tiltrække de mest eftertragtede danske – og nu så småt også udenlandske – skuespillere. Og ikke mindst som en instruktør, der, som den kun tredje dansker i historien, har vundet en Oscar for bedste udenlandske film.


Susanne Bier i strik fra Wood Wood 900 kr. Bukser fra Wood Wood, 2.200 kr.


Menneskene mellem væggene
Lysten har indtil nu resulteret i 15 spillefilm. Et imponerende CV fra en kvinde, for hvem det ikke har været et givet kald. Som lille pige var Susanne Bier hverken specielt god til at danse, synge eller tegne, men trods det manglende indlysende talent vidste hun, at hun ville lave 'noget kreativt'. Da hun blev ældre, kredsede tankerne om arkitektur og set design, men oftere og oftere fandt Susanne Bier, at forestillingerne gik mere på de mennesker, der gik rundt mellem væggene, frem for hvor væggene skulle stå. En optagelsesprøve på den engelske filmskole på scenograflinjen gjorde udfaldet.

"Til samtalen sagde jeg, at jeg måske hellere ville være instruktør, og deres svar var, at det nok var en god idé at komme tilbage, når jeg vidste, hvad jeg ville. To uger efter søgte jeg ind på instruktørlinjen på Den Danske Filmskole og blev optaget. Det var det helt rigtige, og det synes jeg stadig, det er. Det var overraskende naturligt at finde ud af, at det var det, jeg ville," fortæller Susanne Bier.

Efter fire år på skolen, hvor hun bl.a. mødte flere af sine nuværende samarbejdspartnere som filmproducent og medstifter af Zentropa, Peter Aalbæk, og sin faste klipper Pernille Bech Christensen, blev Susanne Bier færdig i 1987. Fire år efter kom hendes første spillefilm, Freud flytter hjemmefra. Med så store klapsalver, at der ikke var tvivl om, at hun var på rette spor. Lige indtil filmen Det bli'r i familien med Ghita Nørby i hovedrollen blev sablet ned og efterlod tomme biografsale. To yderpunkter, som har været med til at forme Susanne Bier som instruktør.

"Det er godt, at man lærer at overleve både succes og fiasko, men derudover er det vigtigste, at man er modig. Det, man laver, skal komme indefra. Man skal ikke gentage sig selv, men derimod provokere sig selv, så man bliver ved med at skubbe sig selv ud over nogle grænser. Og det kan man kun, hvis man kan tilgive sig selv for en fiasko. Hvis man føler, at alt skal være en succes, bliver man forsigtig og bange. Og så kan det godt være, at man ikke laver en fiasko. Men man laver måske heller ikke noget, som er en rigtig succes, fordi man ender med en mærkelig sikker mellemvej, som er usund for ens kunstneriske virke."

Susanne Biers vej siden den famøse fiasko har været alt andet end 'mellem'. Hun har positioneret sig som en af de tungeste i sin branche og det til trods for, at hun ikke er gået målrettet efter det. Heller ikke efter hun er kravlet længere og længere op ad successtigen.

"Jeg har aldrig været særlig karriereagtig, og indimellem har jeg måske valgt forkert, men sådan er det, og jeg kan ikke gøre det anderledes. Man skal virkelig passe på med at blive forført af succes eller forført af fiasko. Man skal have en indre balance, fordi det er det kompas, der gør, at man laver tingene af de rigtige grunde. Gør man det, kan man bedre tilgive sig selv, hvis tingene ikke lykkedes."


Susanne Bier i læderjakke fra Acne Studios, 11.500 kr. Bukser fra Acne Studios er Susannes egne.

Test af etiske grænser
Langt de fleste af Susanne Biers svar kommer hurtigt og kontant. Andre tænker hun længere over. Mest de, der handler om meningen med hendes film, eller hvad det er, hun kan, så skuespillerne kommer ud over kanten i hendes film. Det vil hun egentlig helst lade publikum om at vurdere. At hendes film ofte kredser om moral og etik og rigtigt og forkert, er dog uomtvisteligt. Og hun er ikke i tvivl om, hvor det kommer fra. Susanne Biers far kom til Danmark i 1933 og moderens familie i 1903, da begge slægter flygtede fra jødeforfølgelserne i henholdsvis Tyskland og Rusland. I 1943 flygtede begge familier videre til Sverige for at vende retur efter krigen.

"Der er ikke nogen tvivl om, at ens baggrund betyder meget for, hvad man er optaget af. Jeg er opdraget i en ekstremt lykkelig middelklassefamilie, som er jødisk. Men mine forældre har aldrig villet tale om eller beskæftige sig med anden verdenskrig. Der har været sådan en kompleksitet i, at på en måde har mit barndomshjem været skønt og dejligt og helt vildt kærligt, og samtidig har der ligget en bevidsthed om en katastrofe, som egentlig ikke er så lang tid siden. Jeg tror, den blanding gør, at man har lyst til at beskæftige sig med sådan nogle ting," siger Susanne Bier, hvis barndomshjem i høj grad var præget af, hvad der er rigtigt og forkert.

"Min far har altid haft det sådan, at man skal tage det moralsk, etisk korrekte valg. Hvis man havde været hos købmanden og fået 2 kr. for meget tilbage, skulle man gå ned og aflevere pengene igen. Han har altid været helt vildt retskaffen, og det har jeg altid tænkt meget over, så jeg i mange af mine film har haft lyst til at teste nogle grænser," siger hun.

"Det med at lyve har været det værste af alting, og det har præget mig meget. Det ligger også i mine film, at det altid er mega problematisk, hvis nogen prøver at sige noget, der ikke er sandt. Det dækker enten over noget kæmpestort eller noget giftigt eller destruktivt."

I filmen En chance til spiller Nikolaj Coster-Waldau politimanden Andreas, der bliver kaldt ud til husspektakler hos et junkiepar, virkeliggjort af Nikolaj Lie Kaas og modellen Lykke May, som debuterer i en filmrolle, og tager en drastisk beslutning om at kidnappe deres forsømte baby. Som efterfølger til den romantiske komedie Den skaldede frisør er det lidt af et sceneskift for Susanne Bier.

"Den er helt klart mere barsk. Jeg har modtaget mails, hvor folk skriver, at de har tænkt på den i to dage efter. Det er ret sjældent, men jeg tror, det er fordi, den handler om noget nærværende. Egentlig er det noget mærkeligt noget, for man kan jo godt tåle at se 200 mennesker blive smadret i en voldelig film, men det her reagerer mange mere på. Man tænker: "Hvad ville jeg selv gøre, og hvor er jeg selv i den sammenhæng?" Film egner sig enormt godt til at teste følelsesmæssige dilemmaer, fordi det er sådant et følelsesfuldt medie. Man kan se på en person, hvordan vedkommende har det, og jeg synes, det var spændende at følge en karakter, som man identificerer sig med, som man godt kan lide, og som, man fundamentalt godt ved, gør noget, som man ikke burde gøre, samtidig med at man holder med ham. Det er interessant at opleve den dobbelthed, og jeg kan godt lide film, man ikke lige glemmer," siger Susanne Bier.

Der er altid et håb
Ideen til manuskriptet har hun som sædvanligt udviklet med Anders Thomas Jensen, som har været hendes faste manuskriptforfatter siden Elsker dig for evigt fra 2002. De to mødtes, da Anders Thomas Jensen var så fri at fortælle hende, at hendes film Hånden på hjertet om en melodigrandprix-elskende kvinde var "det værste lort, han nogensinde havde set" – og så endda på premiereaftenen.

"Så kunne han ikke lade være med at grine, og det kunne jeg heller ikke. Og derefter aftalte vi at mødes. Anders Thomas er måske det eneste menneske, jeg kender, som er mere rastløst end mig selv. Det er en form for rastløshed, der hænger sammen med at blive ved med at stille spørgsmål, en kreativ uro, som er der hele tiden, og som han har i ekstrem grad. Vi har det så sjovt og uproblematisk. Han er sindssygt dygtig, og der er en form for naturlighed ved vores arbejdsforhold, som gør det meget nemt."

En chance til startede med et billede i Anders Thomas Jensens hoved af en person, der stjal et barn fra nogle sovende narkomaner, og herfra udviklede de to sammen historien."Jeg syntes, det var enormt interessant. Tanken og billedet blev hos mig, fordi han gør noget, man har lyst til, men ikke må. Der har været en masse sager, bl.a. i England med en lille baby, som de sociale myndigheder var ude at se til 60 gange uden at kunne gribe ind, og til sidst døde han. Og der var noget ved det med børns skrøbelighed, som jeg havde lyst til at beskæftige mig med," fortæller Susanne Bier om sit valg om at gå videre med det tunge emne.

Men uanset hvor svære tematikker der udspiller sig i hendes film, har håbet altid en vigtig rolle.

"Jeg ville aldrig have lyst til at lave en barsk film, uden at der også var et eller andet element af håb i den. En af grundene til, at jeg tillader mig at tage publikum med ud på den barske rejse, som det er at se en film, er, at jeg har en idé med det. Der er en grund. Hvis ikke der var en eller anden form for håb, ville der ikke være nogen grund, og så ville jeg synes, det var meningsløst. Jeg har ikke lyst til at fortælle publikum, at livet er meningsløst. Det er ikke min opgave som filminstruktør."

Hun mener selv, det positive livssyn stammer fra hendes mor.

"Min mor har haft cancer ad flere omgange, og i den forbindelse har hun lært nogle af sygeplejerskerne godt at kende. En af dem sagde til hende, at hun syntes, det var så fantastisk, at hun havde klaret det så godt, og at hun var overbevist om, at det var, fordi hun var så positivt et menneske. Hvis man grundlæggende er et positivt menneske, er der også nogle ting, der bliver derefter. Det er ikke en garanti, men det er en hjælp. Jeg er generelt et håbefuldt menneske. Ikke på en specielt naiv måde, men fundamentalt tror jeg på det gode," smiler hun.


Susanne Bier i camouflagetrøje fra Acne Studios, 4.300 kr. Bukser fra COS, 750 kr. Sko fra Christian Louboutin er stylistens egne.


Med hovedet i Hollywood-toilettet
Susanne Bier smiler også, da snakken falder på de mange priser, hun igennem tiden har modtaget for sine bedrifter. Robert-priser, Bodil-priser, en Golden Globe og så selvfølgelig en Oscar. Hun var allerede i opløbet til prisen, som de fleste filmfolk betegner som det ypperste, i 2006 med filmen Efter brylluppet, men det blev med filmen Hævnen i 2011, at hun kunne rejse hjem med den gyldne statuette i kufferten. Klædt i en havblå gulvlang silkekjole fra Elise Gug og funklende diamanter fra franske Van Cleef & Arpels holdt hun takketalen foran hele det Hollywood, som efterfølgende har inviteret hende varmt indenfor. Og anerkendelsen tæller.

"Priserne betyder meget for mig. Jeg synes, mine film handler om noget, og at de er værd at se og beskæftige sig med. Og vinder man en pris, betyder det jo, at andre også synes det," siger Susanne Bier, der senest har modtaget den katolske kirkes filmpris Signis Award for En chance til, som tildeles en film med et stærkt etisk indhold.

Susanne Bier har Oscar-statuetten stående på sit skrivebord. Minderne om den enestående aften er nemme at vække. Også det, som hun ikke lige havde kalkuleret med, inden hun tog turen op ad den røde løber. Efter en lang dag med forberedelser, hvor der ikke var tid til at spise, endte Susanne Bier i baren bag scenen i The Dolby Theatre, hvor Oscar-uddelingen afholdes.

"Jeg drikker aldrig stærk alkohol. Jeg drikker vin, men tager måske en drink én gang om året. Men da jeg stod der helt hysterisk med min Oscar i hånden, drak jeg tre vodka og orangejuice i træk, og alt var bare så sjovt. Jeg følte mig ikke specielt fuld, jeg var bare ret speedet," fortæller Susanne Bier, der efter uddelingen tog videre til en række fester, bl.a. det hypede Vanity Fair-party, kun afbrudt af et stop på en restaurant sammen med hele det danske hold.

"Der var en masse journalister, alt blinkede, og jeg gik ind med min Oscar. Der stod nogle lækre tallerkner med pasta på bordet, så jeg spiste og spiste, hvorefter Anders Thomas sagde: "Hey, jeg troede ikke, du kunne tåle muslinger?" Og jeg er altså virkelig allergisk over for muslinger. Jeg styrtede ud på dametoilettet i den lange kjole, og så stak jeg to fingre i halsen," griner Susanne Bier og laver gurglelyde.

"Jeg kastede op og vaskede mig, og bagefter tænkte jeg, at det nok har reddet mig fra at blive dårlig af alle de vodkaer."


Skræmmende rygklapperi
Med Oscar-statuetten i porteføljen bevæger Susanne Bier sig længere og længere ind på den internationale filmscene. Forinden lavede hun filmen Things We Lost in the Fire med Halle Berry og Benicio del Toro, og siden har hun instrueret Serena med Jennifer Lawrence og Bradley Cooper i hovedrollerne. Alle skuespillere, der selv har modtaget Oscars eller medvirket i Oscarvindende film. Serena er et drama, der udspiller sig i Smoky Mountains i North Carolina i slutningen af 20'erne. Bradley Cooper spiller George, der forelsker sig hovedkulds i den smukke Serena, spillet af Jennifer Lawrence, og sammen går de i gang med at opbygge et tømmerimperium. Filmen er optaget i Tjekkiet tilbage i 2012, men blev forsinket, da Jennifer Lawrences tætpakkede kalender først for nylig har levnet hende tid til at eftersynkronisere de replikker, som under optagelserne blev ødelagt af overflyvende jetfly. Til trods for at produktionen på alle måder er langt større, når Hollywood står bag, er der ikke forskel på måden, hvorpå Susanne Bier instruerer danske og udenlandske skuespillere.

"Det handler om at få scenen til at leve. Gøre det underholdende og spændende og autentisk og virkeligt. Det gør det ligegyldigt, om det er Jennifer Lawrence eller Lykke May. Men alt det udenom er meget anderledes. Det er en stor kompleks maskine. Med Serena har der ikke været et studie bag, her var det en uafhængig finansiør. Med et studie har de en helt klar dagsorden, og det kan man så lide eller ikke lide. Det er mere komplekst," siger Susanne Bier og holder en lang pause, inden hun svarer på spørgsmålet om, hvordan det så er at arbejde med.

"Spørg mig igen om fem år, så kan jeg svare helt præcist. Jeg skal lige have mere afstand til det."

Hvad hun dog allerede meget præcist har mærket, er måden, hun selv bliver behandlet på, efter at hendes navn er blevet internationalt kendt.

"Der er meget varm luft, og jeg tror, man er nødt til at have en vis distance til det. Man skal ikke tro på alt det, de siger," understreger Susanne Bier og peger på familie og gamle venner som de ankre, der gør, at hun ikke forsvinder blindt ind i den glittede verden.

På det professionelle plan sørger hun for kun at omgive sig med folk, hun har samarbejdet med i mange år for at værne sig mod rygklapperi og medløberi.

"Det er det mest skræmmende og mest farlige, og det gælder, uanset om man er instruktør, politiker eller forretningskvinde. Der kommer et tidspunkt, hvor man får en vis status, og hvor folk begynder at sige ja, selv om de burde sige nej. På mine film er der en overenskomst om, at alle må sige hvad som helst. Og så er min mand og mine børn og resten af min familie i det hele taget ikke specielt optaget af at give mig ret."


Kærlighed er det vigtigste
Susanne Biers nærmeste familie består af hendes mand, komponisten Jesper Winge Leisner, og de to børn, 25-årige Gabriel Gislason – der slægter sin mor på og netop har færdiggjort sin første kortfilm – og 19-årige Alice Ester Bier Zandén. Men man skal lede længe efter offentlige billeder af dem. Hun er med egne ord mega privat. Med ekstra tryk på mega.

"Nogle gange er det måske mere en kamp at være så privat, end det er ikke at være det, men jeg føler ikke, at mine grænser bliver overskredet."

Det skulle da lige være dengang, hun skulle købe en bh i et stormagasin, hvor en meget nærgående ekspedient gav hende en betjening, der var så personlig, at hun nærmest selv ville føle sig frem til, hvilken skål Susanne Bier var ude efter.

"Til sidst tog hun min hånd og sagde: "Jeg er så stolt af dig. Tusind tak for Italiensk for begyndere" – som altså er lavet af Lone Scherfig. På den måde er der også nogle ting, som kommer helt bag på én, men som er enormt sjove," griner Susanne Bier ad kendisprædikatet.

Modvægten finder hun derhjemme.

"Det er vigtigt at have en familie, som ikke behandler én anderledes. Det er vigtigt at have en ballast derhjemme og have nogle mennesker omkring dig, du elsker, og som elsker dig uforbeholdent på trods af alle de irriterende latterlige vaner, du har."

Interviewet er slut, men dagens program forsætter. Til trods for at hun efterhånden har været vågen i rigtig mange timer, skal hun videre til et nyt arrangement. Der er mange møder i kalenderen, inden publikum synker ned i biografsædet og bliver trukket ind i hendes to aktuelle imaginære verdener. Og til den tid er Susanne Bier allerede videre med sin næste film.


LÆS OGSÅ: Sara Blædel: "Jeg blev ramt af lammelse og voldsomme smerter"

LÆS OGSÅ: Tove Lo: Mine forhold starter passioneret og ender smertefuldt

LÆS OGSÅ: Susanne Bier om Lykke May: "Jeg ville tage chancen"