Joy Mogensen: ”Du kan godt være leder, selv om du ikke er den bedste eller stærkeste”

1. Vær beredt

– Jeg var meget syg som lille. Jeg havde børneleddegigt og kunne derfor ikke spille boldspil, for jeg har simpelthen ikke motorikken til det, heller ikke i dag. I de år, hvor de fleste børn lærer at gå og løbe, kunne jeg ingen af delene, og det gjorde virkelig ondt, når jeg prøvede. Jeg fik at vide, at jeg måske skulle sidde i kørestol resten af mit liv. Heldigvis blev leddegigten kureret, og da jeg var 11 år, kunne jeg endelig blive spejder som mine søskende.

LÆS OGSÅ: Naja Munthe: "Der er ikke en bestyrelse, en kapitalfond eller sugar daddy bag mig"

– En dag spurgte min tropleder mig, om jeg ville være leder for nogle af de små spejdere. Jeg følte ikke, at jeg kunne være leder for nogen, når jeg altid var bagefter de andre, så jeg lagde mig hjem i min seng og tudede. Næste dag spurgte jeg troplederen, hvorfor hun havde valgt mig, og så sagde hun de ord, som har været med til at definere mig lige siden: “Det handler ikke om, hvad den enkelte ikke kan, men om hvad vi kan gøre sammen.” Der faldt det på plads i mit hoved. At du godt kan være leder, selv om du ikke er den bedste eller stærkeste.

2. Sig din mening

– Jeg meldte mig ind i DSU lige før valget i 1998. Der var ingen ungdomsafdeling i Ringsted, hvor jeg kom fra, så jeg begyndte at komme i Roskilde. Jeg blev hurtigt referent, som desværre er en typisk rolle for unge piger, når de går ind i politik, hvis de ikke bliver sekretærer eller er dem, der organiserer alting. I virkelig lang tid holdt jeg mig tilbage til møderne. Jeg havde svært ved at tage ordet og syntes, de andre smed om sig med argumenter og forkortelser.

– En dag var der en, der modsagde sig selv i en diskussion. Jeg tænkte, at nogen nok ville opdage det, men ingen sagde noget. Jeg havde lige skrevet modsigelsen i referatet, så pludselig turde jeg tage ordet og sige: “Undskyld, men du sidder altså og modsiger dig selv.” Der blev fuldstændig stille, for jeg plejede ikke at sige noget som helst. Men kort efter gav de mig ret. Der lærte jeg, at det ikke er farligt at sige din mening, selv om du ikke er den mest erfarne, og at ingen bliver sure. Der er plads til at tage andres kritik til dig, måske revidere dine synspunkter og komme videre.

3. Den afgørende stemme

– Det var virkelig grænseoverskridende for mig, da jeg blev spurgt, om jeg ville være formand for ungdomsafdelingen i Roskilde. Jeg var 21 år og syntes egentlig, at jeg havde rigeligt at lave. Jeg var lige flyttet til Roskilde, var begyndt på Roskilde Universitet og lavede desuden fredsskabende arbejde i Eksjugoslavien. Men jeg lod mig overtale til at stille op. Det var der bare også en ung mand, der gjorde, og pludselig var der lagt op til kampvalg.

– Vi fik lige mange stemmer, men så kom der en ung pige ind, som aldrig havde været aktiv i DSU før. Jeg kan stadig huske, at hun hed Nina Hjort, for hun gav mig den afgørende stemme. Tre år senere blev jeg valgt ind i byrådet og blev nummer to på listen efter borgmesterkandidaten, og det var første gang, jeg virkelig kunne mærke, at nogen troede på mig. Det var begyndelsen til en lang række af beslutninger, der har ført mig til der, jeg er i dag. Nina på 15 år blev et symbol på, at du kan komme helt ny og uerfaren ind i politik og definere et formandsvalg og dermed et andet menneskes politiske karriere.

4. Chef med empati

– Inden jeg gik ind i politik fuld tid, var jeg ansat som konsulent i Rambøll. Her havde jeg en chef, som virkelig gjorde meget for at passe på os ansatte. Konsulentmiljøet kan være rigtig hårdt og meget konkurrencepræget, men min chef var god til at skabe sammenhold. Gik noget galt, stillede han sig altid op og forsvarede os. Så kunne det godt være, at han efterfølgende hev os til side og sagde, hvad vi kunne gøre bedre. Men aldrig offentligt.

LÆS OGSÅ: Pernille Rosenkrantz-Theil: "Min kæreste og jeg er uenige om alt"

– Du vil strække dig langt for sådan en chef. Det har jeg tænkt meget over, efter jeg selv er blevet politisk chef. Jeg skal kunne kritisere administrationen og udfordre embedsapparatet, men samtidig skabe et arbejdsmiljø, der kan tiltrække de mest talentfulde. Jeg kan ikke love noget som helst politisk, hvis jeg ikke har kvalificerede medarbejdere, der kan løfte den konkrete opgave. Den balance og følsomhed over for, hvornår og hvordan du giver kritik, er utrolig vigtig som arbejdsgiver.

5. En tur i tørretumbleren

– Jeg overtog borgmesterposten fra Poul Lindor Nielsen (S) i Roskilde i 2011 som landets dengang yngste borgmester i en alder af 30 år. Da det gik op for mig, at jeg stod til at få ansvaret for en kommune på over 80.000 indbyggere, sagde en kollega, at jeg lignede en kat, der havde lagt sig til at sove i tørretumbleren, hvorefter nogen tændte for den. Det er en meget præcis beskrivelse, for jeg følte virkelig, at mit liv blev vendt på hovedet. Jeg begyndte at blive meget selvbevidst, kunne pludselig ikke lide at gå uden makeup, og når folk hilste på mig, blev jeg helt rød i hovedet og begyndte at svede.

– Der er mange, som har spurgt mig, om det ikke er fuldstændig jordomvæltende at blive minister, og det er det da på mange måder, men heldigvis har jeg øvet mig. Det er en rigtig stor maskine at komme ind i et ministerium, men budgettet og antallet af ansatte, jeg har det direkte ansvar for, er ca. det samme som i Roskilde. Nu har jeg bare ni års erfaring mere. Selvfølgelig er vingefanget af de beslutninger, jeg skal træffe, væsentlig større, men for mig var den største tørretumbleroplevelse at blive borgmester. Det betød, at jeg skulle vænne mig til, at alle havde en holdning til mig, og jeg priser mig lykkelig for, at jeg f.eks. har prøvet at takle diskussioner om mit privatliv, inden jeg blev minister.