Treasure

Cocteau Twins

Det var min storsøster som introducerede mig til Cocteau Twins i 80'erne. Jeg elskede det drømmende univers med det samme. Jeg er inspireret af deres guitarlyd, kølige, smukke guitarflader med masser af rum, det lyder ikke som almindelige "rock"-guitarer, de er stemningsskabende fremfor et hurtigt riff. Jeg elsker også Cocteau Twins' metalliske trommer og selvfølgelig Elisabeth Frazers unikke stemme. Hun synger overjordisk, jeg har aldrig før eller siden hørt nogen synge som hende. Hun bruger sin stemme på mange måder og jeg er inspireret af den måde hun synger kor med sig selv på. Hendes stemme fletter sig ud og ind mellem sig selv. Jeg kan huske, at jeg var meget fascineret af coveret på pladen "Treasure". Jeg syntes at billedet fuldstændig ramte stemningen i musikken og det var vildt for mig dengang at opdage, at billeder og lyd kunne tale det samme sprog. Jeg så Cocteau Twins live på Roskilde Festival i starten af 90'erne, og det var en stor oplevelse for mig at få lov til at se dem i virkeligheden.

Kiss me kiss me kiss me

The Cure

Ca. samtidig med at jeg opdagede Cocteau Twins, begyndte jeg at lytte til The Cure, som også er en stor inspirationskilde for mig. Jeg elsker guitarmelodierne og dengang var jeg helt vild med Robert Smith's stemme. Musikken er på den ene side vildt poppet og imødekommende, men samtidig også skæv og indadvendt. Der var plads til at dyrke de helt store teenagefølelser. I skolen skulle vi en dag tage noget musik med, som vi kunne lide, og spille det for klassen og fortælle om det. Jeg tog The Cures "Kiss me kiss me kiss me" med. Jeg elskede den plade. Men det var ikke nogen succes i min klasse. De andre syntes, det var mærkelig musik og kunne ikke holde ud at høre det. Det var mærkeligt for mig at opleve. Jeg kunne ikke forstå, at de ikke kunne høre, hvor genialt det var.

Memories of a Color

Stina Nordenstam

Det var et vendepunkt for mig at høre Stina Nordenstams første to udgivelser, "Memories of a Colour" og "And she closed her eyes". Jeg havde længe gået og ønsket mig at lave musik og synge i et band. Men jeg troede, at min stemme var for spinkel. Jeg ønskede, at jeg kunne synge som Mariah Carey eller Whitney Houston, men det kunne jeg simpelthen bare ikke. Pludselig hørte jeg den her lille bitte stemme, som fik mig til at spidse ører. Hun sang så stille at man næsten ikke kunne høre det og alligevel var det så stort for mig. At høre Stina Nordenstam fik mig til at tro på, at det er ok at være sanger, selvom man ikke har en R'n'B stjernestemme. At det vigtigste er at finde sin egen måde at synge på. Det har været utrolig vigtigt for min tilgang til det at være sanger og har givet mig mod.

Dummy

Portishead

Det var mind blowing for mig at høre Portisheads første album "Dummy". Igen var det en blanding af noget poppet, imødekommende og så noget helt skævt og skramlet, som jeg blev facineret af. Jeg kan huske det øjeblik, hvor jeg hørte dem første gang. Jeg var på højskole og faktisk var det igen min søster, som fodrede mig med musik. Denne gang havde hun optaget "Dummy" på kassettebånd og havde sendt det til mig. Det var kort tid efter, at jeg havde hørt Stina Nordenstam første gang og da jeg hørte Portishead fik jeg for alvor fyret op under trangen til selv at lave musik. Her var der en lyd som tændte mig og som jeg følte mig forbundet til. Og igen en sangerinde som ikke havde en stor stemme i traditionel forstand, men som berørte mig på sin egen hudløse måde. Jeg tænkte at sådan noget musik, ville jeg også lave. Et par måneder senere mødte jeg nogle af drengene, som jeg senere dannede Blue Foundatio med og vi begyndte at lave musik sammen. Jeg er stadig inspireret af det skramlede, støjende og mørke - men samtidig tilbageholdte og poetiske lydbillede, som er fremtrædende på "Dummy"

Handwritting

Khonnor

Khonnor tog verden med storm, da han som helt ung mand, bare 17 år, udgav "Handwriting". Siden er han nærmest forsvundet ind i glemslen igen, men jeg håber, at der kommer mere fra hans hånd. Jeg synes, at hans musik står og vibrerer helt vidunderligt smukt. Der er superpoppede elementer, der gør, at man som lytter bliver taget ved hånden og ledt ind i hans univers. Men alligevel er lyden helt personlig og ret skæv. Jeg er inspireret af hans måde at bruge støj på, så det bliver poetisk og giver hele lyden et smukt støvet skær. Som sol der skinner ind gennem et vindue og støv, der reflekterer lyset i strålen. Helt varmt og finkornet. Og bagom fornemmer man den fine sang og smukke guitarakkorder. Jeg elsker kombinationen af en smuk sang, fine akkorder og så noget støjende, skævt, skramlet. Det er jo tit sådan verden er. Man oplever måske et smukt øjeblik, lige midt i at man er ved at gå over vejen i et larmende kryds. Så kan solen bryde frem, eller man kan møde et smukt menneske, eller se noget smukt i bybilledet. Tingene er tit flettet sammen, støj og skønhed er hvirvlet ind i hinanden og jeg elsker når det får lov at spille sig ud i musik.