Må man godt være glad for, at festivalerne blev aflyst igen? Bare en smule?

Må man godt være glad for, at festivalerne blev aflyst igen? Altså bare en lille bitte smule?

Det er selvfølgelig skide synd for hele branchen og musikerne og alle de frivillige fra de lokale gymnastikfore-ninger, der skulle have solgt grillpølser til de tømmermændsramte festivalgæster, og jeg under selvfølgelig også den i forvejen så corona-forpinte ungdom en lang, lun og bekymringsfri sommer, hvor de rigtig kunne gå amok og drikke shots af hinandens numser, mens de fandt sig selv i Roskilde Festivals uendelige pøl af pis og pilsnere, ligesom jeg selv gjorde, da jeg var ung.

LÆS OGSÅ: Skændes du også med dine teenagere om opvasken? Søren har et budskab til sine egne sønner...

For festivaler er fantastiske. Man kan være fri, fuld og beskidt, og alt sammen inden klokken 9 om morgenen. Lidt som de første par uger af coronakrisen. Jeg gider bare ikke selv mere, og så kan det godt være lidt svært at mønstre nogen større sympati for andres festivalsommer.

Når man fylder 40, og kroppen lige har vænnet sig til en blød seng, hvor man kan ligge og fise om kap med konen uden at blive vækket af andet end katten, så er det sgu ikke længere helt så festligt at campere i et telt blandt 80.000 teenagere og skiftevis dø af kulde og svede sig halvt ihjel, mens man forsøger at holde det sidste nogenlunde rene par underbukser fri af mudderet.

Det er en erkendelse, jeg gjorde mig for flere år siden, da charmen ved at drikke flade fadøl i 16 graders typisk dansk sommer første gang begyndte at aftage i styrke. Borte var ungdommens bekymringsfri festival-feeling, blæst væk med urinstøvet, og nu stod jeg mest bare og tænkte over praktikaliteter og hjemtransport og hvor meget, det her mon ville koste, og om jeg kunne have taget familien med på charterrejse for de penge.

Det er bare ikke nemt at droppe en gammel vane, for på den måde minder festivaler om at ryge (det er dyrt, og du kommer hurtigt til at lugte), men på den anden side gad jeg heller ikke være den eneste, der sad derhjemme og gloede, mens resten af verden væltede stive og lykkelige rundt på provinsens pløjemarker. Og således trak min forbandede FOMO mig gang på gang ud i sølet igen. For en sikkerheds skyld.

Men så kom coronakrisen, og pludselig var det hele meget nemmere. Bliv bare hjemme, det skal vi alle, ingen går alligevel glip af noget, og selvom man skal være varsom med at tilskrive pandemien æren for andet end halvandet års ulykke og elendighed, har aflysningen af alt, der indebærer tømmermænd, gummistøvler og andre besværligheder, ikke desto mindre vist sig at være lidt af en velsignelse for sådan en ubeslutsom type som mig.

LÆS OGSÅ: "I første omgang gjorde det mest bare lidt ondt på forfængeligheden..."

En slags pandemisk sidegevinst på linje med øget håndhygiejne, indefrosne feriepenge og de såkaldte "hjemmearbejdsdage".

Det lyder sikkert egoistisk, men egentlig handler det jo bare om ikke at forpasse chancen for at vende en svær situation til noget godt. For så har hele affæren i det mindste ikke været helt spildt, vel?

Selvfølgelig havde det været sjovere at stå på mål for min coronakrisemæssige selvudviklingsrejse, hvis jeg nu havde genfundet en connection til naturen, fået styr på work/life-balancen eller leveret mad til gamle sårbare damer i nabolaget, men i sidste ende er det vigtigste vel, at vi trods alt lærer at leve en lidt mere lykkelig tilværelse uden helt så mange bekymringer som før krisen. Ikke?

Også selvom man måtte få et par festivaler og en ungdomsgeneration på nakken undervejs.