23-årig mistede 200.000 i forretningseventyr. Sådan vendte hun fiaskoen til succes
23-årige Camilla Hessellund Lastein er chef for sin egen softwarevirksomhed, holder møder med investorer i millionklassen og vil gøre livet for studerende i hele verden nemmere med sit produkt. Men vejen hertil har været brolagt med fiaskoer, fejl, og så meget arbejde, at hun var lige ved at miste sig selv og de mennesker, hun holder af
Forelæsningerne i økonomi på Handelshøjskolen i Århus var ved at tage livet af Camilla Hessellund Lastein. Hun kunne ikke se, hvordan de store forkromede teorier om økonomi skulle hjælpe hende med at skabe noget af værdi i den virkelige verden. Så da hun fik ideen med at skabe en slags Spotify for fagbøger for at lette skoletasken og pungen for studerende, sprang hun ud i det med begge ben.
Camilla droppede studiet, flyttede hjem til sin mor i Esbjerg og fik to job, så hun kunne tjene penge ind til at starte sin egen virksomhed. Efter seks måneder, hvor hun gik i sin søsters tøj for at undgå at bruge penge på sig selv, lykkedes det at spare en pæn del af de 200.000 kroner op, som hun skulle bruge for at komme i gang. Resten lånte hun af banken, og hun var klar til at starte sin virksomhed.
Første skridt var at få udviklet selve platformen, så hun kunne vise forlag og investorer, hvad det var, hun ville. Valget faldt på et lille IT-virksomhed, der påstod, at de var de helt rigtige til opgaven. Men i stedet for at blive startskuddet på hendes virksomhed, røg hele Camillas opsparing ned i et stort sort hul af tomme løfter. Det eneste, hun fik ud af sine penge, var en masse mails og en powerpoint præsentation. Men i stedet for droppe ideen og finde sig en mere stabil og tryg karrierevej blev fiaskoen den benzin, der fik hende til at løbe endnu stærkere:
- Det var da noget rigtig hø og lidt træls. Pengene var væk, og så stod jeg igen der uden indtægt. Men jeg blev faktisk bare mere motiveret, fordi jeg ikke ville have, de skulle slippe godt fra det. Jeg begyndte ikke at kanalisere min vrede mod dem, det gider jeg ikke bruge min energi på. I stedet tænkte jeg, at nu skulle jeg fandeme vise dem en succes, der flyver til månen og tilbage igen - og den får de ikke del i. Hvis du spiller op til dans, skal jeg nok danse. Jeg tror, at de have undervurderet mig, fordi jeg var en lille snothvalp, som ikke havde forstand på, hvad de skulle lave.
Opflasket med selvstændighed
Da Camilla fortalte sin mor om fiaskoen, svarede hun, at Camilla skulle se oplevelsen som lærepenge. Og hendes mor vidste, hvad hun snakkede om. Susanne Hessellund har nemlig selv lært, at succes ikke kommer af sig selv. Morens helikoptervirksomhed Bel Air, der i dag leverer overskud på 40 millioner kroner, har hun egenhændigt bygget op fra bunden ved at knokle for det. Da Camilla var barn, var hun derfor også vidne til morens op- og nedture, ligesom hun måtte acceptere, at hendes mor ikke var til stede på samme måde, som hendes veninders forældre var:
- Jeg kan huske, at jeg engang skulle lave et show sammen med en veninde til en gymnastikopvisning, fordi vores træner synes, vi var så dygtige. Vi stod to mand til en kæmpe opvisning. Mine venindes forældre var der og optog det hele på film, men mine var der ikke. Der kunne jeg godt mærke, at det var lidt træls. Men det er sjovt, hvordan ens syn på den slags ændrer sig, når man blive ældre. Jeg synes stadig godt, hun kunne have været der, men jeg forstår også, hvorfor hun ikke var. Man ofrer noget for at kunne have det liv.
Derfor lærte Camilla også fra barnsben, hvordan hun kunne klare sig selv. Selvstændighed var et af kerneprincipperne i opdragelsen af Camilla og hendes fem søskende. Små ting, som de fleste tager for givet, måtte Camilla selv finde ud af:
- Ingen spurgte, om jeg skulle have en ny tandbørste eller en shampoo. Det måtte man selv klare. Og det var helt uset i forhold til mine veninder. Men jeg har lært fra meget ung alder, at der ikke er nogen, der klarer det for dig. Det må du selv gøre. Min mor har altid gjort noget ud af at forklare, at når vi fik noget, var det en gave. Så vi fik ikke bare til højre og venstre. På den måde bliver man meget bevidst om, hvor pengene kommer fra.
En ting, der kan gøre Camilla rigtig frustreret er, hvis hun ikke kan få lov at gøre det, hun er god til. Da hun som 17-årig havde et studiejob på et kontor, så hun en masse ting, der kunne gøres bedre. Hun tegnede flowcharts og kom på ideer til sin leder om, hvordan de kunne optimere deres IT-systemer og gøre medarbejderne mere engagerede. Men lederne smilte lidt ad hende og forklarede, at de nu engang gjorde tingene på deres måde. Hun havde et studiejob, og de synes, hun skulle holde sig til sine opgaver:
- Jeg kunne se 100 måder at gøre det bedre på, men jeg kunne ikke få lov til at gøre det. Jeg spurgte allerede til jobsamtalen, hvordan jeg kunne komme videre i systemet fra det studiejob. Og det havde de ikke noget svar på. Folk er vant til, at når de har et studiejob, er det for at tjene noget ekstra. Men jeg ser det som noget man går ind i 100 % og virkelig bruger energi på. Jeg mistede fuldstændig motivationen af at være i de her rammer.
Evnen til at se et behov og finde en løsning er årsagen til, at Camilla i dag kan kalde sig selv succesfuld iværksætter med 8 ansatte under sig og flere på vej. Hun blev nemlig selv irriteret over at skulle slæbe tunge fagbøger med i skole, selvom hun bare skulle bruge et enkelt kapitel og holde styr på alle de forskellige noter og slides til hvert kapitel. Og pludselig var ideen bag hendes forretning født. For hvad nu hvis alle studerende kunne have alle deres fagbøger tilgængelige elektronisk, nøjes med at købe de kapitler, de skulle bruge og samle alting et og samme sted.
Det første, hun gjorde, var at gribe sin telefon og ringe til den boghandel, hun kendte bedst. De grinte lidt af hende, og det blev den første ud af mange fejl, hun begik – men de fejl er afgørende for, at hun er kommet til der, hvor hun er:
- Først synes jeg da, at det var lidt irriterende, men så kom jeg over min stolthed. Den skal man lægge på hylden og ikke være bange for at tabe ansigt. Hvis du skal kan grine med på det, taber du ikke ansigt. Mange bliver bremset, fordi de er bange for at lave fejl. I stedet for at prøve og måske fejle. På den måde er man lammet af frygten for at fejle, og det hæmmer en. Det synes jeg er så ærgerligt. Hvis jeg havde været bange for om Bog og Idé grinte af mig, så var jeg aldrig kommet i gang. Men så må man tage det med et smil på læben og komme videre.
Når Camilla kom til netværksmøder for at præsentere sin ide, sad der typisk mænd i jakkesæt i fyrrerne og halvtredserne med armene overkors rundt om bordet og så skeptisk på hende. Men i takt med at hun fik fortalt, hvad hun ville med sit projekt, rykkede de længere og længere frem i stolen og lyttede til, hvad hun sagde.
- Lige meget hvor jeg går hen, er jeg som regel den yngste. For at folk kan tage mig seriøst, er det derfor vigtigt, at jeg har mine argumenter i orden, at jeg er skarp og virkelig kan sætte mig i respekt. Hvis jeg ikke kan det, falder det fra hinanden. Det har jeg været bevidst om fra starten.
I starten gik hun rundt og øvede sig på, hvad hun skulle sige, inden hun ringede til nogen. Camilla har det egentlig bedst i træningstøj og håret i en knold på hovedet. Men hun har lært, at hendes tøj har en stor betydning for, hvor meget, der bliver lyttet:
- Jeg havde en cap-periode, og det hjælper ikke så meget, når jeg skal snakke med folk i jakkesæt og er ung og lyshåret. Folk har fordomme og de dømmer dig sådan her, inden du går ind i rummet. Så hvis du ikke ser seriøs ud, er det svært for dem at tage dig seriøst. Derfor har jeg været meget opmærksom på at få taletid. For jeg kan ikke bevise noget, hvis jeg ikke får taletid.
Bagsiden af medaljen
Tre måneder efter fiaskoen med IT-virksomheden havde Camilla samlet et team af dygtige udviklere og designere. Hun teamede op med den noget mere erfarne Kasper Enggaard Krog. Uden helt at vide, hvad projektet gik ud på, troede han så meget på Camillas potentiale, at han sagde sit højtbetalte job op og skød penge i projektet, så Camilla havde noget at leve af. Og så begyndte det hele pludselig at rulle. Lix, som platformen hedder, kom op og køre, Camilla hentede millioninvesteringer hjem og begyndte at få lukket aftaler med de forlag, der hele tiden havde set skeptisk på hendes forretningside.
I takt med at det hele begyndte at køre, arbejdede Camilla mere og mere og mere. Når hun slog øjnene op om morgenen satte hun sig foran computeren, knoklede hele dagen med mails og møder og faldt i søvn med computeren i skødet om aftenen. Næste dag gjorde hun det samme. Sådan så hendes liv ud i mere end et år. Hun var altid i dårligt humør og vidste til sidst ikke, hvorfor hun arbejdede så hårdt. Mentalt var Camilla allerede som 22-årig på vej til brænde helt ud.
Hendes familie og venner holdt op også med at forsøge at lave aftaler med hende, da hun altid endte med at aflyse. Til sidst måtte Camilla tage en beslutning om, hvorvidt hun ville ofre alting for at få sit projekt til at blive en succes.
- I lang tid var der intet, der kom i nærheden af dette projekt i min prioritering. Alt andet var milevidt derfra – jeg havde gerne sat alle venner, familier og alting til for at køre ned af denne sti. Men du kan ikke klare det uden venner og familie, og jeg fandt ud af, at jeg måtte ændre noget, ellers mistede jeg dem.
Fra Århus til San Francisco
Vækkeuret ringer stadig klokken 05 om morgenen, selvom hun har skruet lidt ned for arbejdstimerne. De stille timer fra fem til otte er nemlig guld værd for Camilla, fordi ingen andre er vågne og kan forstyrre hende. Klokken ni tager hun på kontoret, men i stedet for at arbejde, til hun går i seng, sørger hun for at bruge tid med sine veninder og familie. Og som noget af det vigtigste skal der være plads til Camilla-tid, ellers kan hun ikke følge med i sit eget tempo:
- Når du har så meget fokus på noget, at du begynder at drømme om det. Når du ikke kan falde i søvn, fordi du tænker på det. Når det er det første, du tænker på om morgenen. Så er det virkelig vigtigt at komme helt ned og blive nulstillet. Få samlet tankerne og slappet af. Få gået og løbet nogle lange ture. Hvis jeg ikke har Camilla-tid, fungerer jeg ikke, hverken sammen med venner eller familie eller i virksomheden.
Man siger i iværksættermiljøet at en succes er 1 % ide og 99 % eksekvering – og det er Camilla et levende bevis på:
- Nu tænker jeg, hvor har jeg været uvidende, naiv og dum – og alligevel er tingene bare lykkedes. Men det har krævet vedholdenhed, krævet at jeg bare blev ved og ved og ved. Du skal være en svamp og bare suge alting til dig, bearbejde det og finde ud af, hvad du gør derfra. Selvom jeg var helt uvidende, var jeg stensikker på, at det nok skulle lykkes. Det, tror jeg, mange oplever, når de starter virksomhed, hvis det er det rigtige, de laver. Så har man den der yes-følelse.
Hendes ambitioner er ligeså skyhøje, som de hele tiden har været. I sidste uge var hun til bogmesse i London for at tale med internationale forlag – og den helt store drøm er at skabe en succes, der kan måle sig med de store amerikanske IT-virksomheder som Facebook og Google.
- Danmark er alt for småt. Der er 260.000 på videregående uddannelser her, og i USA er der 18 millioner. Så hvis man skal ud og lave de fede cases, skal man ud på andre markeder. Om fem år vil jeg gerne have, at Lix er go-to platformen, når du vil lære noget nyt – uanset hvad det er. Jeg vil gerne have mulighed for at rejse meget og have forskellige baser. Som San Francisco, Seoul og London. Jeg kommer i hvert fald ikke til at være i Århus for evigt. Nok ikke engang resten af året.
LÆS OGSÅ: "Det at være succesfuld designer er 95 % hårdt arbejde og 5 % talent"
LÆS OGSÅ: Emma Holten: "Jeg har fundet mig i alt for meget pis"